Foto: Peter Helles Eriksen/Ritzau Scanpix
Weekendavisen nedlægger to stillinger og lægger kultur- og litteraturredaktionen sammen.
Det sker efter et år, hvor Weekendavisen har landet et millionstort overskud på 26 millioner i 2024.
Der er konkret tale om en nedlæggelse af to fuldtidsstillinger, herunder en skrivende journalist og en redaktør.
Martin Krasnik bekræfter, at Weekendavisen er i gang med en større omprioritering, som betyder, at de har måttet afskedige to medarbejdere, men han afviser, at der er tale om en besparelse.
”Det er ikke for at spare penge, men for at flytte ressourcerne i en anden retning. Det skyldes, at vi har behov for nye kompetencer. Vi er jo også en del af virkeligheden, og det betyder, at vi skal udgive og organisere os på en anden måde,” siger han.
”Helt konkret lægger vi to redaktioner sammen, kulturredaktionen og litteraturredaktionen, til én stor og stærkere reaktion. Det betyder også, at vi har nedlagt en redaktørstilling,” siger Martin Krasnik.
Ansætter ny debatredaktør
Fyringerne vækker stor undren hos medarbejderne, der har sendt et brev til ledelsen, hvor de udtrykker kritik.
”Som samlet medarbejdergruppe stiller vi os undrende over for, at ledelsen har valgt at afskedige to af avisens mest velskrivende og vellidte journalister, og fraværet af deres pen og særpræg vil fra i dag kunne mærkes i avisen, ikke mindst af læserne,” lyder det fra medarbejderne i brevet til ledelsen.
Ifølge Martin Krasnik skal Weekendavisen i fremtiden fokusere langt mere på debatstoffet, end de har gjort hidtil.
”Vi skal være bedre og stærkere til debatstoffet. Så samtidig med at vi nedlægger stillinger, så opretter vi en ny stilling som debatredaktør, hvor vi så ansætter Christian Foldager, og det er jeg rigtig glad for,” siger Martin Krasnik.
Der vil derfor ikke blive færre skrivende kræfter på Weekendavisen, og Martin Krasnik fortæller, at Weekendavisen løbende vil tilknytte flere til avisen.
”Vi har aldrig haft nogen på avisen, som har haft det særskilte ansvarsområde at skabe en særlig weekendavisensk debat, og det skal vi nu,” lyder det fra chefredaktøren.
Bekymring fra medarbejderne
Medarbejderne udtrykker i brevet bekymring for, at afskedigelserne kommer til at ”gøre indhug i Weekendavisens særkende”, og at fyringerne vil kunne mærkes i avisen og af læserne.
De peger ligeledes på, at fyringerne sker efter et år, hvor Weekendavisen har leveret et stort overskud, og hvor papiravisen fortsat er efterspurgt af læserne.
”Vores papiravis er fortsat populær og efterspurgt. Vi har derfor svært ved at se rimeligheden eller fornuften i, at en sådan succes skal koste journalistiske arbejdspladser,” lyder det blandt andet fra medarbejderne.
”Det er også rigtigt, at Weekendavisen har en meget sund økonomi, men det er samtidig rigtigt, at Weekendavisen er en del af en presset og omskiftelig medievirkelighed, som kræver, at vi gør nye ting, og det kan vi kun gøre ved at flytte rundt på ressourcerne,” siger Martin Krasnik.
Med det overskud I har haft de sidste par år, kunne I så ikke både prioritere debatstoffet og samtidig beholde medarbejderne på de andre redaktioner?
”Jo, det kunne vi, hvis vi havde flere penge at rutte med. Men det har vi ikke, og derfor så er det sådan her, vi gør. Det er jo ikke min beslutning, hvor store de redaktionelle budgetter er på Weekendavisen. Det har vi nogle ejere, der beslutter.”
Medarbejderne udtrykker bekymring for, at nedlæggelserne af stillingerne vil kunne mærkes på avisen. Hvordan vil I undgå det?
”Man kan selvfølgelig mærke det, når to virkelig dygtige folk forlader en avis. De har loyale og glade læsere, og det vil de selvfølgelig kunne mærke. Det skal jeg være den første til at beklage, men jeg håber, at vi på Weekendavisen kan kompensere for det ved at lave en virkelig god avis og gøre det bedre på nye områder,” siger han.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.