Sparerunde

Fyringer på vej på københavnske ugeaviser

Hovedstadens Mediehus bliver ramt af sparerunden i JFM og skal afskedige et ukendt antal redaktionelle medarbejdere

Der kommer til at ske fyringer blandt de redaktionelle medarbejdere på Hovedstadens Mediehus, der udgiver 10 ugeaviser. Det er beskeden til medarbejderne fra ledelsen i JFM (tidligere Jysk Fynske Medier) i forbindelse med den omfattende sparerunde i Danmarks næststørste private mediekoncern.

Ledelsen i JFM har ikke sat tal på, hvor mange redaktionelle medarbejdere, de mener, der skal afskediges. Men meldingen er, at der kommer fyringer.

Det bekræfter ansvarshavende chefredaktør Peter Orry.

”Vi kigger ned i hele organisationen for at finde besparelser, og det vil også ramme Hovedstadens Mediehus,” siger han.

Hovedstadens Mediehus har 10 lokale nyhedssites og husstandsomdeler hver uge 300.000 gratis aviser.

Og på nettet er et muligt greb at samle flere af ugeaviserne digitalt under paraplyen KøbenhavnLIV. Det er allerede sket med VesterbroLIV, NørrebroLIV og NordvestLIV.

Flere tværgående historier

Peter Orry forklarer, at en sammenlægning kan give nogle økonomiske besparelser.

”Men det giver også mening journalistisk, fordi vi kan lave flere historier på tværs af hovedstaden og som interesserer flere mennesker. Men vi holder fast i de mere lokale historier om fx åbningen eller lukningen af en butik på Nørrebro, som interesserer færre læsere.”

Men er det ikke i modstrid med JFM’s mission, der handler om at lave de nære historier?

”Der er jo forskellige grader af nærhed. Det er jo ikke alle steder, hvor vi er repræsenteret, at vores journalistik er lige lokal. Man er nødt til at sætte barren et eller andet sted,” siger Peter Orry.

Skal selv samle avisen op

Ifølge Journalistens oplysninger er det desuden en del af planerne at undersøge mulighederne for at spare penge på distribution ved at gå fra husstandsomdeling til trafikomdeling af nogle af ugeaviserne i hovedstadsområdet.

Det betyder, at læserne selv skal samle avisen op på for eksempel uddannelsessteder og trafikknudepunkter.

1 Kommentar

Jakob Kemp Hessellund
12. JANUAR 2023
Fint billede. Det må være fra starten af 00'erne. Dengang, der var meget mere lokaljournalistik. Jeg håber lokaljournalistikken finder en økonomisk bæredygtig forretningsmodel, for der er brug for flere uafhængige lokaljournalister for at skabe god sammenhængskraft i lokalsamfundene, og sikre op- og belysning af forhold, der ikke er i orden.