Presseetik

Fyens Stiftstidende fik mest kritik af Pressenævnet i 2025

44 sager i Pressenævnet er endt med kritik i 2025. Fyens Stiftstidende ligger i top med flest gange kritik - skarp forfulgt af TV 2 og Ekstra Bladet.

Fem gange udtalte Pressenævnet kritik af Fyens Stiftstidende i 2025.

Det viser en gennemgang af Pressenævnets kendelser fra året, der er gået.

Dermed er Fyens Stifstidende det danske medie, der har fået flest kendelser imod sig i år. En førsteplads som chefredaktør Poul Kjærgaard dog helst havde været foruden.

I et skriftligt svar til Journalisten skriver han, at han ikke har en forklaring på, hvorfor Fyens Stiftstidende er trådt ved siden af med så mange ærgerlige sager i 2025, og at det er markant flere end tidligere.

”På Fyens Stiftstidende har vi en dyb respekt for, at kilder skal behandles ordentligt. Derfor er fem tabte sager i Pressenævnet fem for mange,” skriver Poul Kjærgaard.

Derfor har han sammen med JFM's ansvarshavende chefredaktør været rundt på alle de fynske redaktioner for at mødes med alle reportere og redaktører, efter de i foråret blev opmærksomme på, at der kom flere klager til Pressenævnet, som de gerne havde været foruden.

”Med os havde vi et punkt på dagsordenen: Skærpet opmærksomhed på presseetik. Derfor har jeg en klar forventning om, at Fyens Stiftstidende igen er, hvor vi skal være. På den rigtige side af de presseetiske retningslinjer.”

Forelæggelser og afvisning af anonymisering

Den seneste kendelse med kritik af Fyens Stiftstidende kom så sent som 18. december.

Her udtalte nævnet kritik af, at mediet ved navn har omtalt en mand, der blev tiltalt og dømt for voldtægt ved byretten, og efterfølgende har afvist at fjerne navnet og bringe en selvstændig omtale, da manden blev frikendt ved landsretten.

To gange i løbet af året har Fyens Stifstidende fået kritik for manglende forelæggelse.

I den ene sag var det en om navngiven politiker, der blev kritiseret af sine partifæller. Den anden sag om manglende forelæggelse dækkede Fyens Stiftstidende i samarbejde med Midtfyns Posten, hvor en ung kvinde omtalte sin mor som alkoholiker.

Også et andet samarbejde, nemlig med Fyns Amts Avis, har udløst kritik. Her gik kritikken på, at medierne i en faktaboks gav et misvisende indtryk af politikeres udtalelser.

Fyens Stiftstidende fik i 2025 også kritik for at omtale en politianmeldelse og bortvisning af en medarbejder i forbindelse med lukningen af en slagterbutik. Her mente nævnet, at omtalen af politianmeldelsen og bortvisningen ikke var underbygget tilstrækkeligt til, at det kunne forsvares at bringe billede og navn på medarbejderen.

44 sager i alt

Det er naturligvis ikke kun Fyens Stiftstidende, der har fået kritik af Pressenævnet i år.

44 gange er en sag endt med kritik i år.

Ekstra Bladet og TV 2 ligger på en delt andenplads i listens top med fire gange Pressenævns-kritik. Det er dog kun i tre separate sager, der er udtalt kritik af Ekstra Bladet.

JydskeVestkysten sniger sig ind i top 4 med tre gange kritik.

Usædvanlig egen drift-sag

2025 blev også året, hvor Pressenævnet kastede sig ud i en meget usædvanlig sag.

Det hører nemlig til de absolutte sjældenheder, at Pressenævnet af egen drift rejser en sag.

Men det blev der altså gjort i forbindelse med sagen om Henrik Sass Larsen, som Berlingske i marts var det første medie til at beskrive under overskriften ’tidligere minister tiltalt for besiddelse af billeder og videoer med overgreb på børn’.

Henrik Sass-Larsen var anonymiseret i artiklen, men beskrivelserne vakte debat om, hvorvidt Berlingskes beskrivelse var så konkret, at Henrik Sass Larsen kunne identificeres.

Men det gjorde Berlingske ikke, kom Pressenævnet frem til. Det skyldtes blandt andet sagens særlige karakter, Henrik Sass Larsens rolle og betydning i samfundet og dermed den ”væsentlige og velbegrundede” offentlige interesse for sagen.

0 Kommentarer