I alt 11 stillinger forsvinder på B.T. i forlængelse af sparerunden. Foto: B.T.
I et hårdt presset mediemarked har B.T. formået at gennemføre en sparerunde uden fyringer, men hovedsageligt gennem frivillige fratrædelser.
Blandt andre har vært Dan Bjerregaard fra B.T.’s suverænt mest succesfulde podcast, ’På fersk gerning’, taget imod en frivillig fratrædelse.
Også fodboldkorrespondent Farzam Abolhosseini, der har været en markant profil i B.T.’s dækning af transfervinduet i fodbold, har valgt at sige stop efter 12 år i Pilestræde.
”Der har været en bekymring for, hvordan B.T. kommer til at se ud efter den her runde. Det tror jeg ikke, man kan undsige sig, at det er et udtryk for,” lyder det fra tillidsrepræsentant Søren Kjellberg Ishøy.
I alt nedlægges 11 stillinger på mediet.
Fem medarbejdere har fået en frivillig fratrædelse, to på individuelle chefkontrakter har fået en frivillig fratrædelse, to medarbejdere er tilbudt andre opgaver i huset, og to vakante stillinger bliver ikke genbesat.
Foregået i god tone
Ifølge Søren Kjellberg Ishøy har det været godt, at ledelsen var åben:
”Forhandlingerne er foregået i en god tone, og vi sætter pris på, at chefredaktøren har imødekommet muligheden for frivillige fratrædelser,” siger han og tilføjer, at der mangler et udestående med de medarbejdere, som er blevet tilbudt andre stillinger i huset eller på en anden redaktion.
Bekymringen for B.T.’s retning efter sparerunden kom også til udtryk, da medarbejderne enstemmigt vedtog en mistillidserklæring til Berlingske Media-koncernchef Anders Krab-Johansen i sidste uge.
”Vi ræser mod bunden i en nedadgående spiral, og det er en falliterklæring for Anders Krab-Johansens evner til at sætte og udføre en bæredygtig strategi for B.T,” lød det blandt andet i brevet.
Nye arbejdsgange på B.T.
Konkret kommer sparerunden også til at betyde, at B.T.’s arbejdsgange skal ændres.
Det gjorde chefredaktør Simon Richard Nielsen klart i et interview med Journalisten, hvor han blandt andet fortalte, at man vil skære kraftigt ned på B.T.’s rejseudgifter, da det både i forhold til transport, ophold, overarbejde og lignende er en tung økonomisk post for mediet.
Og så har brugerne ganske enkelt ikke klikket tilstrækkeligt på den form for indhold, lød det fra Simon Richard Nielsen:
”Det er ikke et fuldt stop, men vi har gjort det i et omfang, som ikke er holdbart. Det er virkelig godt indhold, der er blevet lavet, men det hænger ikke sammen med forretningsmodellen, som er 100 procent annoncefinansieret. Når vi er det, så skal det hænge sammen med brugerne, og hvilke brugerbehov vi gerne vil opfylde.”
Her fortalte han også, at styrkeområderne for B.T. fremover skal være nyheder, sport, underholdning og penge.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.