
Frihedsbrevets direktør og chefredaktør, Mads Brügger. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Ejerne af Frihedsbrevet har gravet dybt i lommerne for at sikre, at det knap to år gamle medie fortsat kan udkomme.
Således viser det første regnskab for Mediehuset Friheden, der står bag Frihedsbrevet, at mediet har et underskud på 18 millioner kroner efter det første halvandet års drift.
Alene på bruttofortjenesten, der er resultatet før personaleomkostninger, har Mediehuset negative tal. Bruttofortjenesten viser et underskud på 1,3 millioner kroner, og dertil kommer personaleomkostninger på 16,6 millioner kroner, så det samlede underskud ender på 18 millioner kroner.
Selskabets første regnskab dækker perioden fra starten af 2021 til 30. september 2022. Det viser også, at ejerne bag Mediehuset Friheden har skudt i alt 31 millioner kroner ind i selskabet. Med underskuddet er egenkapitalen nu nede på 13 millioner kroner.
Antallet af abonnenter hos Frihedsbrevet har indtil for nyligt været en forretningshemmelighed, men i forrige uge åbnede direktør og chefredaktør Mads Brügger for første gang op for, hvor mange kunder der er i butikken.
”Vi er kommet komfortabelt over 10.000 medlemmer, og det er vi meget glade for,” sagde han til Journalisten.
Det er dog langtfra nok for Frihedsbrevet, hvis selskabet skal løbe rundt. Derfor er målet, at der ved udgangen af året er mellem 17.000 og 20.000 medlemmer, sagde Mads Brügger ved samme lejlighed.
Selskabet skriver i forbindelse med regnskabet, at underskuddet på 18 mio.kr. ”er i tråd med ledelsens forventning”. Det fremgår af ledelsesberetningen, at det blandt andet skyldes omkostninger til udvikling og opstart.
Frihedsbrevet er finansieret af en ejerkreds bestående af seks erhvervsfolk. Planen har fra starten været, at abonnementsbetalinger med tiden skal finansiere mediehuset, der ikke vil modtage mediestøtte.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.