Mails i indbakken med teksten ’jeg ved, hvor dine børn går i børnehave’ og breve sendt til privatadresse med en kugle i.

Det er et par af de offentliggjorte eksempler på chikane af forskere, der har fundet sted efter medvirken i medierne. Typisk som reaktion på kommentarer om betændte emner som flygtninge og indvandrere.

Ifølge et åbent brev fra 262 forskere rettet til forsknings- og uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen er problemet tiltagende efter et forår, hvor der har været rettet fokus mod området. Og det har fået mange forskere til helt at trække sig fra den offentlige debat.

”Det er et reelt og tiltagende problem. Den offentlige debat kommer til at lide under en mangel på saglighed og viden. Vores demokratiske samtale bliver svækket, når vigtig viden bliver holdt tilbage af frygt,” siger Jesper Langergaard, der er direktør for Danske Universiteter.

Hans organisation, som repræsenterer landets otte universiteter, har ikke været involveret i afsendelsen af brevet, som er kommet fra forskerne selv. Men de støtter op om budskabet, understreger han.

Skævt billede af virkeligheden

Heine Andersen er professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet og har forsket i presset på den frie forskning i årevis. Han er bekymret for, at den offentlige debat simpelthen bliver misvisende i takt med, at nogle forskere knækker under presset.

”Vi får jo tegnet et skævt billede af virkeligheden. Det vil jo være sådan, at de forskere, der har holdninger, som opfattes som kontroversielle, i højere grad vil trække sig,” siger han.

Den aktuelle debat om forskningsfrihed begyndte i februar, da folketingspolitikerne Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) vakte opsigt med et postulat om, at dele af den danske forskningsverden bestod af ’venstredrejet aktivisme’.

Og den fik nye ben at gå på, da Ane Halsboe-Jørgensen i sidste uge var en af underskriverne på en erklæring, der er blevet tolket som kritisk over for forskningsverdenen.

Og bekymringen fra de 262 forskere er, at den politiske diskurs om forskningen påvirker debatten og fører til mere chikane af de forskere, der bliver fremhævet af de kritiske politikere.

”Det er nok ikke Henrik Dahl selv, der sender truende mails. Men dem, der gør, får et rygstød og bliver legitimeret, når de samme påstande lyder fra Folketingets talerstol, og folketingspolitikerne går forrest med et eksempel,” siger Heine Andersen, som i 2015 og 2016 stod bag en undersøgelse om netop dette.

”Dengang gik det også mest ud over dem, der forskede i indvandrere og islam, men der var ikke den samme deltagelse fra politikerne. Og kritikken skete slet ikke med samme kraft og polarisering som nu,” fortæller han.

Ond cirkel

Heine Andersen fremhæver et eksempel fra december sidste år, hvor udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) kritiserede en rapport om social kontrol fra Roskilde Universitetscenter. Han fjernede den fra ministeriets hjemmeside og besluttede, at forskerne bag rapporten ikke længere måtte undervise kommunale integrationsmedarbejdere.

”Der så vi jo, at de yngre forskere bag rapporten med det samme trak sig fra den offentlige debat, og det kan jeg da virkelig godt forstå. Det er fuldstændigt urealistisk og uretfærdigt at forvente, at de skal stille sig op og forsvare deres arbejde, når en minister på den måde angriber det,” siger Heine Andersen.

Han efterspørger i stedet mere deltagelse fra universiteternes ledelser, som ifølge ham i mange år har ’dukket nakken’ i den offentlige debat.

”Rektorer og dekaner har haft for travlt med at gøre sig til hos politikerne i stedet for at holde fanen højt ved at forsvare forskning og forskere offentligt,” siger Heine Andersen.

Han mener dermed, at de enkelte forskere i høj grad overlades til sig selv, fordi universiteterne ikke er gearede til at hjælpe dem.

”Partier og organisationer har jo pressechefer og embedsmænd og spindoktorer, der kan få det hele til at se godt ud i medierne. Der kan vi ikke være med, for hvis universiteterne ønsker at lave stærkere presseafdelinger, kan det blive mødt af, at ’de penge skal sgu ikke bruges på det, de skal bruges på forskning’,” forklarer han.

Og resultatet heraf bliver altså, at forskerne er forsvarsløse, når politikerne begynder at gå efter dem med navns nævnelse, som det skete fra Folketingets talerstol i sidste uge. Hvilket efterlader forskerne med få muligheder, når de bliver ramt af chikane.

”Selvfølgelig er det en dårlig løsning bare at trække sig fra debatten. Det skaber en ond cirkel, hvor de kritiske og populistiske holdninger får endnu friere spil. Men når dem, der burde varetage forskernes interesser, har for travlt med at holde sig gode venner med politikerne, så er der ikke andet at gøre,” siger Heine Andersen.

Skal vi acceptere debatniveau?

Hos Danske Universiteter kan man ikke genkende kritikken fra Heine Andersen.

”I den aktuelle debat har man fra universiteternes side igen og igen forsvaret sine forskere og stået bag sine forskere,” mener Jesper Langergaard.

Han fortæller, at universiteternes medietræning fokuserer på god formidling og ikke så meget på håndtering af chikane eller angreb på konkrete forskere med navns nævnelse fra Folketingets talerstol.

”Vi risikerer jo at købe en præmis om, at det er i orden at debattere på en så usaglig måde, hvis vi skal forberede forskerne på det. Spørgsmålet er, om vi er nødt til at acceptere sådan et debatniveau,” siger han.

Danske Universiteter har debatteret med Henrik Dahl i medierne, men har ikke forsøgt at tage en dialog med de pågældende politikere om den effekt, deres diskurs har på debatmiljøet.

”Men det kan da godt være, vi burde tage en debat om det og se, om vi kan gøre mere for at værne om forskningsfriheden. Det giver da stof til eftertanke det her,” siger Jesper Langergaard.