”Som det er nu, er formidling kun for os tosser, der kan lide at arbejde gratis.”

Ordene falder fra Sabrina Vitting-Seerup, postdoc ved Institut for Naturfagenes Didaktik, i et interview med Uniavisen.

Hun er en af flere forskere og universitetsansatte, der til universitetsavisen fortæller, hvordan tiden til at formidle sin viden og stille op i medierne er særdeles presset.

Det er ikke noget, der kommer bag på Camilla Gregersen, formand for akademikernes fagforening, DM.

”Jeg tror, at det er et større problem, end man har talt om hidtil. Alle steder lyder det, at man så gerne vil have, at forskningen bliver formidlet. Men i sidste ende tæller videnskabelige publikationer bare mere på CV’et,” siger Camilla Gregersen.

Et tab for medier og debatten

Derfor kan forskere, særligt på de små og mindre velfinansierede fagområder, ifølge Camilla Gregersen være nødt til at trække sig fra medierne for at få tid til at søge fonde, undervise og bruge tid på videnskabelige artikler.

Og det kommer med en pris for samfundet.

Det gælder ikke mindst, når der er problemer med mistrivsel blandt unge, der er krig i Ukraine, og et oprør ulmer i Iran.

”De skal have tiden til det og opmuntres til at tage sig tiden, ellers får vi simpelthen en fattig samfundsdebat, hvor kvalificeret viden er forsvundet,” siger Camilla Gregersen.

”Her tillægger jeg medierne en ret betydelig rolle. Netop fordi jeg er bekymret for kvalificering af den offentlige debat. Du har simpelthen brug for forskere, videnspersoner og eksperter, der kan tage sig tiden til det her.”

Bliver kimet ned

En af de andre pressede er Rasmus Elling, lektor og ph.d. i iranstudier ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Han er en af de få i Danmark, der har forsket i Iran og tilmed kan persisk, og han har derfor været en næsten uundværlig kilde for danske medier i de seneste måneder, hvor Iran har været præget af oprør mod landets præstestyre og berygtede moralpoliti.

Han beskriver det som noget nær et fuldtidsarbejde at have serviceret medierne de seneste måneder.

”Vi er teknisk set halvanden lektorer i hele Danmark med Iran som speciale, der kan persisk, så selvfølgelig bliver vi kimet ned af journalister,” siger han til Uniavisen, hvor han forklarer, at han for en stund må stoppe med at besvare journalister.

Rasmus Elling stiller med glæde op i medierne og føler sig forpligtet til det. Men det er også noget, der står i vejen for hans akademiske karriere, fordi universitetet ikke anerkender formidling i lige så høj grad som forskningsresultater. Han har delt interviewet fra Uniavisen på Twitter, hvor en række forskere, ph.d.-studerende og lektorer bakker op om hans pointer.

Pres fra flere sider

Det er ifølge Camilla Gregersen ikke journalisternes forespørgsler, der er problemet. Det handler i højere grad om, hvad der bliver vægtet i den akademiske verden. Og så er det et opråb til politikere.

I årevis er der blevet skåret ned på særligt humanistiske uddannelser og små fagområder, samtidig med at nogle fagområder får færre eksterne midler.

Fra politisk side har man ifølge formanden glemt, at den viden, der er på de fagområder, kan være vigtige for den offentlige debat.

”Der er rigtig meget journalistik, som er afhængig af den viden, og som borgerne har brug for at få ud. Og den erkendelse af betydning af det vidensberedskab har man slet ikke fra politisk hold, oplever jeg,” siger hun.

”Der kigger man meget stift på, hvor mange studerende der skal være. Hvis der ikke skal være så mange studerende, skærer man ned, og så glemmer man det nødvendige vidensberedskab, som forudsætter vidensformidling til offentligheden.”

Så ved at udvande uddannelserne kommer man også til at forringe den offentlige debat?

”Ja, hvis man ikke sørger for, at der er midler til det vidensberedskab. Hvis man ikke sørger for det, tror jeg, at flere og flere forskere vil trække stikket, eller fag vil lukke, som vi har set det i årevis,” siger hun.

Tidligere har det været omtalt, at nogle forskere også holder sig fra at deltage i medierne på grund af chikane, når de har udtalt sig.

”Der er flere incitamenter til at trække sig. Det er virkelig et stort tab, hvis det ender med, at forskerne ikke oplever at kunne komme frem med deres viden.”