Klasseblindhed

Først blev Silke flov. Så satte hun sig for at undersøge sin baggrunds betydning for journalistikken

I sit speciale fra RUC har Silke Penzien-Mikkelsen undersøgt, hvad det betyder, at langt de fleste journalister kommer fra samme socialklasse

Første gang Silke Penzien-Mikkelsen opdagede, hvor ens hun og hendes medstuderende på journalistik på RUC egentlig var, blev hun mest af alt flov.

Flov over, at hun først flere år inde i studiet havde fået øjnene op for det, der for andre var så åbenlyst.

Det var hendes bachelor-makker, som selv har minoritetsbaggrund og er vokset op under helt andre sociale vilkår end resten af holdet, der gjorde hende opmærksom på det.

”Han havde selvfølgelig fra starten lagt mærke til, at han var den eneste, der ikke var hvid. Men faktisk følte han sig allermest ved siden af, fordi han kunne mærke, at han kom fra en helt anden socialklasse end os andre,” fortæller Silke Penzien-Mikkelsen.

”Han kunne tydeligt mærke, at vi alle sammen kommer fra samme slags hjem – men vi ser det ikke rigtig selv. Og det synes jeg bare er sindssygt interessant.”

Få fra arbejderklassen

Opdagelsen fra dengang gjorde, at Silke Penzien-Mikkelsen begyndte at interessere sig for, hvad journaliststandens klassebaggrund egentlig betyder for den journalistik, der bliver lavet.

Og det er nu resulteret i specialet ’Den klasseløse journalist – en undersøgelse af journalistikkens klassebevidsthed’, som hun afleverede i sidste uge.

Jeg kommer selv fra et af den slags hjem. Altså helt klassisk; Nordsjælland, øvre middelklasse, veluddannet osv.
Silke Penzien-Mikkelsen

Her konkluderer hun blandt andet, at mange journalister kommer fra ”pæne, øvre middelklasse-hjem med akademikerforældre og store bogreoler, hvor der diskuteres politik hen over middagsbordet”.

”Jeg kommer selv fra et af den slags hjem. Altså helt klassisk; Nordsjælland, øvre middelklasse, veluddannet osv. Det betyder, at jeg på studiet er faldet ret naturligt ind i de sproglige koder, som klasse også er. Men som du virkelig bliver konfronteret med, hvis du ikke er fra middelklassen,” siger Silke Penzien-Mikkelsen.

Her henviser til en undersøgelse fra 2010 lavet af professionshøjskolen VIA University College, der konkluderer, at journalistuddannelsen er en af de uddannelser med den laveste sociale mobilitet.

”Dengang var det fire procent på journaliststudiet, som har en forælder, der er ufaglært arbejder. Set i lyset af, at arbejderklassen udgør 40 procent af befolkningen, er det jo virkelig vildt,” siger Silke Penzien-Mikkelsen.

Klasse kan ses i journalistikken

Ifølge Silke Penzien-Mikkelsen viser forskningen på feltet, at journalisters socioøkonomiske udgangspunkt kan og vil vise sig i den journalistik, de laver.

”Som journalister skal vi jo kunne afspejle samfundet, som det er. Og det er svært, hvis både vi og vores ægtefæller, venner og omgangskreds ikke selv repræsenterer Danmark, som det faktisk ser ud. Det betyder jo, at vi overser helt vildt mange historier og perspektiver,” siger hun.

Men hvordan kommer det helt konkret til udtryk i journalistikken?

”Det betyder blandt andet, at vi har det med at sensationalisere de mennesker, vi ikke har så meget kontakt med. Ligesom med etniske minoriteter – det bliver altid enten solstrålehistorier eller det helt modsatte,” siger Silke Penzien-Mikkelsen

I sit speciale henviser hun desuden til, at canadisk forskning har vist, at journalister med arbejderklassebaggrund er mere opmærksomme på mis- og underrepræsentation. De har mere kontakt til underprivilegerede samfundsgrupper og kan bedre relatere til deres problemer.

Kræver opgør med selvopfattelsen

En af Silke Penzien-Mikkelsens konklusioner i specialet er, at mediebranchens fokus på geografiske og etniske skævheder afslører journalistikkens iboende klasseblindhed.

Når der i branchen tales om, at udkantsdanskere og muslimer er underrepræsenterede i journaliststanden og overset i medierne, så tales der nemlig sjældent om, at fællesnævneren for begge grupper er deres socialklasse.

”Derfor vil mere geografisk mangfoldighed og større etnisk mangfoldighed også betyde mere mangfoldighed i socialklasser,” siger Silke Penzien-Mikkelsen.

Klasse sidder i kroppen – det kan vi ikke løbe fra.
Silke Penzien-Mikkelsen

Hun opfordrer til, at man gør op med den berøringsangst over for klasse, der ifølge hende er en del af den journalistiske selvopfattelse.

”Vi skal starte med at gøre op med fortællingen i journalistikken om, at vi er hævet over de her strukturer og ikke er farvet af dem. Det er jo ikke noget, man skal slå sig selv i hovedet over, men klasse sidder i kroppen – det kan vi ikke løbe fra. Og det er vigtigt, at man erkender, at der er en stor social skævvridning, og taler om, hvordan der kan blive rettet op på den,” siger Silke Penzien-Mikkelsen.

Men hvordan gør man det i praksis? Køn kan man jo måle, etnicitet til en vis grad også – men det er vel sværere med socialklasse?

”Det er helt sikkert sværere – det kan være virkelig svært at definere klasse. Men jeg synes helt klart, det starter med uddannelsen. Vi skal se på, hvordan der bliver rekrutteret til journalistuddannelserne, og hvordan man kan gøre den profil bredere. For lige nu tiltrækker det for mange af den samme slags unge mennesker,” mener Silke Penzien-Mikkelsen.

2 Kommentarer

Anja Dybris
12. DECEMBER 2024
Spændende og interessant. Der er også variationer: f.eks. fattige familier, hvor hjemmet er fyldt med bøger og kunst og for hvem uddannelse er vigtig - men ikke altafgørende. Hvor kan jeg læse eller købe specialet? :-)
Ann Dorrit Hansen
12. DECEMBER 2024
Hmm, noget klinger lidt hult her. Fik frk. Silke Penzien-Mikkelsen lige fortalt, hvor høj socialklasse hun selv tilhører? Under dække af hvor 'flov' hun er? Hendes velstillede, nordsjællandske, veluddannede forældre har åbenbart glemt at fortælle hende, at der med en bedrestillet baggrund - nyrige undtaget - medfølger diskretion, og at man ikke gør opmærksom på, at man er bedre stillet. Heller ikke i 'den gode sags' tjeneste. Og i øvrigt er den sociale arv ikke noget nyt. Det har været diskuteret i over 70 år. I litteratur, i journalistik, i film, i politik.