
Foto: Andreas Bang Kirkegaard (red. Jo)
Det kræver fortsat et tårnhøjt snit fra en ungdomsuddannelse, hvis man vil komme direkte ind på professionsbacheloruddannelsen i Kommunikation på DMJX i København via kvote 1.
Det viser de seneste tal fra Den Koordinerede Tilmelding, KOT.
Faktisk er adgangskvotienten på 11,2 den højeste i fire år og overgås i år kun af designuddannelserne i Kolding og København samt International Business på CBS.
Og netop de to designuddannelser, der hver især kræver et snit på 11,5, hører faktisk også under Dansk Journalistforbunds organisationsområde, hvis man specialiserer sig mod medie- og kommunikationsbranchen i løbet af uddannelsen.
Dermed er der i alt fire af de ti uddannelser med det højeste karaktersnit, der potentielt er målrettet mediebranchen.
Kun RUC har adgangskvotient
På journalistuddannelserne er det kun Roskilde Universitet, der har adgangskvotient for kvote 1-ansøgere på de tre linjer, der kan føre til en uddannelse som journalist.
Her blev alle optaget på den mindste retning, der hedder Humanistisk-Teknologisk Bachelor + Journalistik, mens adgangskvotienten for den Humanistiske Bachelor + Journalistik i år lå på 8,8.
På den Samfundsvidenskabelige Bachelor + Journalistik lå adgangskvotienten i år på 7,4.
Journalistuddannelsen på Syddansk Universitet optager kun elever, der ud over en adgangsgivende eksamen fra en ungdomsuddannelse har bestået en række fag samt bestået en optagelsesprøve fra SDU.
Det kræver ingen bestemt uddannelse at blive optaget på journalistik på DMJX, men alle ansøgere skal gennemføre en optagelsesprøve.
Du kan få et overblik over optaget på de forskellige medieuddannelser i denne artikel.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.