
DR’s USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz er en af de tre kvinder i mediebranchen, der er kommet med i Kraks Blå Bog. Foto: DR Presse
Der er blevet tilføjet flere nye navne på personligheder fra mediebranchen i den nye version af Kraks Blå Bog, der udkommer i dag.
De nye navne tæller tre chefredaktører i form af Ekstra Bladets Pernille Holbøll og Thomas Funding, der er startet som chefredaktør på TV 2 Nyhederne efter at have været på Avisen Danmark. Derudover er Kristoffer Eriksen, der netop har forladt sin stilling som chefredaktør på Ekstra Bladet, blevet tilføjet, ligesom forlagschef og chefredaktør på Bo Bedre Erik Rimmer er det.
Også en række journalister, redaktører og redaktionschefer er kommet med i biografisamlingen.
Der er tale om Jeppe Duvå, redaktionschef på Kristeligt Dagblad, Chris Kjær Jessen, der er politisk redaktør og redaktionschef på Berlingske, samt Klaus Wivel, der er redaktionschef og journalist på Weekendavisen.
En af de tre nyoptagne kvinder på listen er DR’s USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz. Jens Ringberg, politisk analytiker i DR, er ligeledes kommet til. Det samme er Simon Kruse, udenrigskorrespondent på Berlingske, og Kristian Mouritzen, journalist og forfatter.
Administrerende direktør i Danske Medier Louise Brincker og administrerende direktør for Altinget Christoph Nørgaard har ligeledes fået deres biografier med i samlingen.
Kraks Blå Bog bliver opdateret med op til 300 nye navne hvert år, og den trykte udgave indeholder i år 8.468 biografier over nulevende personer. På den digitale version blaabog.dk findes biografier for omkring 30.000 personer, der har været i bogen gennem tiden.
Bogen er blevet udgivet siden 1910, og kriterierne for at komme med er, at den enkelte skal have haft en betydningsfuld, markant indflydelse inden for sit felt og i det danske samfund generelt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.