Sparerunde

Flere chefer fratræder på Jyllands-Posten

Sparerunden udløser ændringer i ledelseslaget på Jyllands-Posten

Som led i den for nyligt udmeldte sparerunde har Jyllands-Posten afskediget en række chefer.

Det har ledelsen i Jyllands-Posten i dag orienteret medarbejderne om i en mail.

I mailen fremgår det, at man har valgt at opsige samarbejdet med ledende redaktør Christian Thye-Petersen, administrerende redaktør Lone Sørensen og opinionsredaktør Palle Weis.

Jyllands-Posten har også foretaget øvrige justeringer i ledelseslaget, hvor fire redaktører forlader ledergruppen på avisen. To af lederne overgår ifølge mailen til DJ-kontrakter, en går på pension, og den sidste får en anden rolle i huset.

Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen bekræfter de faktiske omstændigheder over for Journalisten, men det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra hende.

Af mailen fremgår det også, at ændringerne vil føre til nye roller for de chefer, der er tilbage, hvilket vil blive meldt ud i den kommende tid.

Krævede nedskæringer blandt chefer

I fredags holdt medarbejderne på Jyllands-Posten et længere fagligt møde, hvor de gjorde det klart, at de havde en forventning om nedskæringer i ledelseslaget i forbindelse med sparerunden.

Det skete på baggrund af det opdrag, som Jyllands-Posten præsenterede for to uger siden, hvor der blev lagt op til at nedlægge 25 redaktionelle stillinger og udlicitere 12-13 ansatte til virksomheden Wunderkind.

I forbindelse med det faglige møde gav journalisterne også udtryk for, at de krævede markante reduktioner i antallet af fyringer.

”I en situation hvor ledelsen vil nedlægge over 40 journalistiske stillinger – og allerede har udført over halvdelen med et uværdigt forløb om vores sekretariat – kræver det en markant reduktion af det forvoksede cheflag, som bærer en stor del af ansvaret for, hvor vi står. Også mere markant end det, ledelsen selv har spillet ud med,” lød det i udtalelsen.

Jyllands-Postens medarbejdere vil i morgen, torsdag, blive orienteret om, hvorvidt de bliver afskediget eller ej.

0 Kommentarer