Her er, hvad jeg lærte om mit fag, da jeg sprang ud som reality-stjerne

Da jeg for tre år siden sagde farvel til DR Byen og pakkede min computer og kæreste i en rygsæk for at blive freelancer og digital nomade i Asien, troede jeg, at det skulle blive mit livs største eventyr. For det har ærligt talt været fedt at arbejde fra caféer i Bangkok eller coworking spaces på Bali.

Men det var lige, indtil jeg stod i Grand Canyon iført tanktop og rygsæk, blev forfulgt af et kamerahold og med en deadline, der ikke handlede om at aflevere en artikel, men om at nå først til Key West i Florida.

Gennem halvanden måned har jeg sammen med min forlovede, Benjamin, rejst 16.000 kilometer gennem det meste af USA og Canada som ’rødt hold’ i TV 2’s rejserealityprogram ’Først til verdens ende’. Her har vi haft et tv-hold i ryggen, der filmede enhver bevægelse fra 06 morgen til 22 aften, mens vi uden hjælp fra mobil og fly – og med meget få kontanter – skulle nå i mål før de fire andre konkurrerende hold.

Men for mig som journalist har tv-deltagelsen også betydet, at jeg er gået fra at være den, der stiller spørgsmålene, til at blive én, der skal besvare dem. Og jeg har nu på egen krop oplevet, hvordan det er at blive reduceret til en rubrik. ”Chok for ’Først til verdens ende’-par: Kaos og død ventede på motellet” eller ”Morten fra ’Først til verdens ende’: Svært at springe ud”. Det har både været sjovt, lidt dumt, men mest af alt lærerigt at stå på den anden side.

Underliggende motivation

Jeg har egentlig aldrig forestillet mig, at jeg skulle medvirke i et tv-program eller rettere i et reality-program. Reality er for mig lidt en guilty pleasure og ikke en arena, som jeg havde set mig selv være en del af.

Alligevel er det præcis dér, jeg er endt.

For da ’Først til verdens ende’ havde premiere under corona, blev jeg fanget af konceptet: Rejseeventyr blandet med konkurrence. Hvis jeg skulle være med i noget, så skulle det være dét.

Så jeg var ekstremt glad og simpelthen så lykkelig, da vi i sommeren sidste år fik at vide, at vi var en del af castet til den nye sæson. Tænk at få lov til at opleve verden på den måde og komme ud på eventyr.

Det var imidlertid ikke kun eventyrlysten, der trak. Jeg havde en underliggende intention om at udnytte den opmærksomhed, som programmet medfører, til at være en form for rollemodel, jeg selv havde savnet som teenager i Midtjylland.

Dengang for omkring 20 år siden var der én homoseksuel repræsentant på tv: Gustav Salinas. Og jeg husker hans entré i ’Dagens Mand’, som var det i går.

Jeg sad sammen med min mor i den brune to-personers lædersofa fra Idemøbler i mit barndomshjem i Gjellerup, lidt uden for Herning, da Gustav tonede frem på skærmen. Flamboyant, modig og meget, meget anderledes end nogen, jeg nogensinde før havde set på tv.

Efter 10 sekunder udbrød min mor uden skyggen af tvivl. ”Gud, hvor er han ulækker.”

Min far, som havde sin faste plads i den anden matchende, men længere brune lædersofa, sagde ikke noget. Måske hørte han ikke rigtigt efter. Men min mors ord satte sig dybt, dybt i mig, fordi jeg selv gik og holdt på min egen, store hemmelighed: At jeg også var homoseksuel. Men jeg ville for alt i verden ikke sættes i bås med Gustav og blive genstand for, hvad jeg så som væmmelse fra min mors side. Den tv-optræden satte sine spor i mig og viste med al tydelighed – og lang tid senere – hvor vigtig repræsentation i medierne er.

20 år fremme i tiden havde jeg nu muligheden for at give et mere nuanceret og retvisende billede af at være en homoseksuel mand, der sveder, græder og griner højlydt, og som ikke portrætteres stereotypt og som en punchline. Jeg ville gerne være en person på tv, hvor min mor kunne udbryde: ”Gud, hvor er han sød og sjov”.

Wauw, for en produktion

Dem, der har magten til at få os deltagere til at fremstå, som de ønsker, er naturligvis tv-produktionen. En del af branchen, som jeg inden min egen deltagelse ikke havde haft ret meget med at gøre, men alligevel havde en del forestillinger om.

Jeg har altid haft en fornemmelse af, at en tv-produktion er krævende, men jeg havde ingen anelse om hvor meget, før jeg selv stod midt i det. For mig, som er skolet inden for klassisk nyhedsjournalistik, kan det være nemt at reducere tv-produktion til flotte billeder og spænding. Men jeg blev i den grad klogere.

Jeg har fået en kæmpe respekt for de mennesker, der knokler bag kameraet. Ikke kun fordi dagene for dem er urimeligt lange, og nætterne tilsvarende korte. Eller fordi de skal jonglere regler, logistik, sikkerhed og fremmede mennesker i alle afskygninger. Men fordi de gør det med en gejst og et sammenhold, som jeg kun kan misunde.

Fra første dag i ’Først til verdens ende’ oplevede jeg, hvordan tv-holdet af tilrettelæggere, fotografer, runnere, deltageransvarlige og producenter hver dag fik den uforudsigelige hverdag til at gå op. Hvordan de før solen stod op, stod klar med kameraer, droner, lydudstyr og opmuntrende ord, når det hele blev hårdt.

Jeg var især imponeret af vores tilrettelæggere og fotografer. På den ene side skulle de fange alt det, vi lavede – de sjove øjeblikke, konflikterne og sårbarheden. Og på den anden side skulle de også sikre, at min og Benjamins historie foldede sig ud, så seerne kunne forstå os, lære os at kende og heppe med. Det var enormt imponerende at se, hvordan de kunne indtænke dramaturgi midt i kaosset i 12 graders frost i Canada, mens jeg kun kunne fokusere på at finde næste ”offer”, som kunne give os det næste lift eller et sted at sove.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at mange af os i mediebranchen kunne lære noget af den arbejdsiver og professionalisme, jeg oplevede på ruten som en del af den store produktion. Det var på én gang råt, kaotisk og ekstremt disciplineret.

Tabloid på godt og ondt

Da tiden op til premieren (endelig) kom, betød det også, at interessen fra ugebladene fulgte efter. Her må jeg indrømme, at jeg havde paraderne lidt oppe på grund af ryet i den del af branchen.

På trods af min skepsis sagde både jeg og Benjamin ja til alle henvendelser, der kom vores vej, fordi vi ville have den fulde oplevelse. Lidt den samme tilgang, som vi også havde ude på ruten.

Langt hen ad vejen har mødet med tabloidpressen været en overraskende god oplevelse, og mine fordomme er for det meste blevet gjort til skamme.

Interviewet med Billed-Bladet står stærkest. Den søde og dygtige journalist inviterede os på Kaffesalonen på Nørrebro, og vi kvitterede med over en times speedsnak om alt fra oplevelser på ruten, over hvordan vi mødte hinanden, til fremtidsplaner om bryllup og børn. Ud fra den time formåede journalisten at lave en dobbeltside i det fysiske ugeblad og udgive mere end 12 artikler online, som jeg, som lovet, fik til citattjek hver eneste gang.

Som branchekollega må jeg lette på hatten – for det er virkelig imponerende, hvor meget der kom ud af det timelange interview. Jeg kan dog smile lidt over, at flere af artiklerne handler om, hvordan vi kender ugeblads-darlingerne Frederik Haun og Morten Kjeldgaard privat, men omvendt forstår jeg også, at det er ”godt stof”.

Til TV 2 talte jeg åbent og ærligt om, hvorfor det tog mig 32 år at springe ud og være åben om min seksualitet. Blandt andet i en større artikel på tv2.dk, der udfoldede min skam over at være anderledes end de fleste andre i det elitesportsmiljø i håndbold, som jeg var en del af, indtil jeg fyldte 26 år. Her blev jeg virkelig mindet om, at artikler (stadig) kommer bredt ud og har betydning, for aldrig før har jeg modtaget så mange beskeder i indbakken fra tidligere holdkammerater, bekendte og folk, jeg ikke kender, som skrev, at de kunne spejle sig i min historie. Det fik mig til at føle, at min personlige mission var fuldført.

Vi har også snakket med Her og Nu løbende over de uger, programmet blev sendt. Her blev vi igen mødt af en skøn journalist med højt humør, men slutprodukterne fik lidt en anden smag alene på grund af clickbait-rubrikkerne, der fulgte med. Her kommer et par eksempler:

”Snyd i ’Først til verdens ende’: Produktionen måtte gribe ind”. Der var slet ikke tale om nogen form for snyd. Artiklen handler kort og godt om, at produktionen undervejs ændrede i den formulering, vi skulle præsentere os med, når vi henvendte os til folk, som vi ville have til at hjælpe os. Fra ”We are in a race” til ”We are in a competition”.

”Benjamin afslører stor brøler: Så tæt var det på at gå galt”. Når man læser den rubrik, tænker man helt sikkert, at det har noget med programmet at gøre, men i virkeligheden handler det om, at Benjamin var tæt på at finde den forlovelsesring, som jeg ville putte på hans finger, et par dage senere …

Eksemplerne kan virke uskyldige, og det er de på sin vis også. Men ud fra et journalistisk synspunkt fatter jeg simpelthen ikke nødvendigheden af at narre læseren så meget. Det er irriterende som læser, og det er faktisk også irriterende for den, der bliver interviewet.

Photoshoot i hvide tanktops

Jeg har også oplevet, at der kan være stor forskel hos medier, der er i samme hus. Det oplevede jeg hos Aller, hvor vi tog ud til Aller Huset for at blive interviewet og fotograferet til Familie Journal og samtidig få taget billeder, som skulle bruges i Se og Hør.

En billedserie, som jeg vil betegne som ”the gayest shoot ever”. Ikke til Familie Journal, Gud forbyde det, men den, som kom i Se og Hør. For da fotografen så, at vi begge havde hvide tanktops på under vores skjorter, var han ikke sen til at sige, at ”det altså ville se skide godt ud”, og ”at det virkelig ville se godt ud i bladet”. Og da jeg i den grad er til fals for smiger, så lod jeg mig ”overtale” til at gå all in, som Benjamin og jeg på forhånd havde lovet hinanden at gøre.

Og der blev virkelig gået all in. Fra Charlie’s Angels-posering, til kyssebilleder med Benjamin siddende på mit skød, til vores hænder foldet i et samlet hjerte. Alt imens vi står der i ens hvide tanktops i Allers massive foyer. Resultatet blev en billedserie, der ville have fået 16-årige Morten i Idemøbler-sofaen til at rødme til døde.

Bagefter nåede jeg lige kort at tænke over, om nogen nogensinde ville kunne tage mig seriøst som journalist, hvis de så billederne, men jeg droppede hurtigt den tanke, fordi jeg heldigvis ikke tager mig selv så superseriøst. Man dør heldigvis ikke af, at andre kunne tænke, at man er lidt til grin.

Da vi kort efter photoshootet skal interviewes af Familie Journal, slår den søde journalist hurtigt fast, at jeg ”i hvert fald ikke skal være nervøs over at se billederne i Familie Journal”.

Mere end en rejse

Nu, hvor mine 15 minutes of fame er ved at rinde ud, står én ting klart: Jeg troede, jeg kendte mit fag, men i virkeligheden kendte jeg kun en lille flig af den.

Jeg har lært, hvordan det føles at være på den anden side af mikrofonen. Jeg er blevet overrasket over, hvor benhårdt og passioneret folk bag kameraet arbejder, og jeg har mærket, at tabloidjournalistik både kan overraske positivt og give anledning til himmelvendte øjne.

For ja, jeg har stået model til rubrikker, som både fik mig til at grine og ryste lidt på hovedet. Men jeg har også set, hvor vigtigt det er med nuancerede historier og repræsentation. Hvis bare der er én 16-årig Morten derude, som føler sig lidt mindre forkert eller anderledes ved at se to mænd grine, græde og kysse sig igennem Nordamerika, så har det været det hele værd.