Gang på gang får hun magten til at åbne sig. Nu tager Anne Sofie Kragh os ind i sit værksted

Anne Sofie Kragh har vådt hår og en aura af frustration over sig. Hun kommer lige fra sin ugentlige tennistræning, og det er gået ad helvede til. En katastrofe, simpelthen.

”Vi har øvet en ny baghånd, og jeg var SÅ pissedårlig,” bander den 52-årige journalist, mens hun blender grønne smoothies i det åbne køkken i murermestervillaen ved Hareskoven nord for København, hvor hun bor med sin mand og tre sønner.

Det er få år siden, Anne Sofie Kragh begyndte til tennis. Men som med det meste i sit liv er hun gået all in.

Hun har købt sin egen boldkanon, fået specialdesignet en ketsjer, været på træningsture til udlandet og har anskaffet sig intet mindre end fem plisserede nederdele.

”Det bedste ved tennis er jo tøjet – det er så pænt. Andre kan bare spille i et eller andet tilfældigt tøj, men det kan jeg altså ikke,” forklarer Anne Sofie Kragh.

”Jeg ved, hvad jeg vil have og gider ikke gå på kompromis. Sådan har det altid været – jeg vidste også, at jeg ville bo her og have tre drenge. Det er jo en kæmpe gave at være så målrettet. Men det kan også være en forbandelse, for du bliver jo utroligt skuffet nogle gange.”

Et karriereskift

Når man ser Anne Sofie Kraghs liv og CV udefra, kan det være svært at få øje på de oplagte skuffelser.

Igennem 25 år har hun slået sit navn fast som en af landets mest anerkendte portrætjournalister. Hun har skrevet anmelderroste biografier om statsministre, kendte og kongelige, været fastansat på Euroman og er blevet fremhævet for sit store fortælletalent og sin evne til at få selv reserverede og magtfulde mennesker til at sænke paraderne.

Men spørger man Anne Sofie Kragh selv, har der i virkeligheden været et hav af skuffelser undervejs.

”Jeg har jo aldrig været en kommerciel succes. Jeg har altid tjent for lidt og solgt for lidt,” fortæller hun, mens vi sidder ved spisebordet med udsigt til hendes fyldte arbejdsbord under det sprossede vindue i det tilstødende rum.

”Altså, jeg har jo sparet sammen til et sommerhus i næsten 20 år, og jeg har det stadig ikke. Det er ved at blive en joke,” griner hun.

Men faktisk er sommerhusdrømmen lige nu tættere på end nogensinde. Siden Anne Sofie Kragh i foråret fik sit eget ugentlige portrætprogram på Radio IIII, har hun nemlig ikke bare sikret sig sin første stabile indtægt som freelancer. Hun har også fået det første hit i sin journalistiske karriere – et slags folkeligt gennembrud, ville man vel sige, hvis hun var kunstner.

Podcasten ’Et kapitel for sig’, hvor hun hver uge inviterer en gæst ind og igennem en række kapitler skriver vedkommendes radiobiografi, er på rekordtid blevet en af Radio IIII’s største lyttersucceser med op mod 100.000 lyttere per portræt og en placering blandt de 20-30 mest lyttede podcasts herhjemme.

”Det føles som et karriereskift, selv om jeg jo laver det samme, som jeg altid har gjort. I starten var det vildt angstprovokerende, men nu er det simpelthen så fedt,” fortæller Anne Sofie Kragh.

Lige nu er det onsdag formiddag, og i morgen skal hun i studiet og optage næste episode af podcasten.

Senere samme dag skal hun være gæstemedvært i Henrik Qvortrups mediemagasin ’Q&Co’, og faktisk er det lige nu det sidste, der optager hende mest.

”Hvis Qvortrup ringer, så tager jeg den altså lige,” advarer Anne Sofie Kragh.

”Jeg ved stadig ikke, hvad vi skal tale om, og jeg hader virkelig at være uforberedt. Jeg er i det hele taget ikke så vild med den slags optrædener – jeg bliver altid nervøs. Jeg kan bedre lide den anden rolle,” forklarer hun.

Fars datter

Anne Sofie Kragh voksede op på Sydfyn som den yngste i en søskendeflok på tre. Hun var et dydsmønster, der lavede sine lektier, aldrig pjækkede og altid var hjemme til tiden.

Moren var skolelærer, og faren – Hans Flemming Kragh, bedre kendt som ’Gogge’ – var gymnasielærer og lidt af en figur i både Svendborg og Ekstra Bladets spalter. Ved siden af sit dayjob var han over to årtier anmelder, klummeskribent og ’vrisser’ på avisen, og det var fra ham, Anne Sofie Kragh fik sin skrivelyst.

”Min far ville gerne have været journalist og sad altid og skrev eller så Bundesliga-fodbold i fjernsynet. Han var virkelig, virkelig sjov og god til at fortælle historier. Men han var også meget egoistisk – det hele var på hans præmisser,” fortæller hun.

Da Anne Sofie Kragh var fem, blev forældrene skilt, og som det ofte var kutyme dengang før 7/7-ordninger og skilsmissecoaches blev børnene kønsopdelt: Anne Sofie Kragh og hendes søster flyttede med moren ind til Svendborg, mens deres bror blev boende hos faren på familiens landsted uden for byen.

Allerede fra anden klasse drømte Anne Sofie Kragh om at blive journalist, og når hun i weekenderne cyklede ud til sin far, sad hun ofte side om side med ham på arbejdsværelset og skrev ”lange røvkedelige historier” på hans gamle skrivemaskine.

”Det var jo også en måde at være sammen med ham på – så sad vi der og ”arbejdede”. Jeg var meget glad for min far og så meget op til ham,” fortæller hun og konstaterer usentimentalt:

”Sådan er det jo tit med dem, som ikke rigtigt er der. Når man ikke får så meget kærlig opmærksomhed, så angler man endnu mere efter den.”

Anne Sofie Kragh har set det samme hos rigtig mange af dem, hun igennem årene har portrætteret. Især mange magtmennesker kan livet igennem være drevet af en higen efter anerkendelse fra en fraværende forælder, fortæller hun.

Tit er det også der – i et grundtraume, en stor modstand eller et nederlag – at et menneskes karakter kan tegnes. Eller som Anne Sofie Kragh forklarer det i prologen til sit ’Et kapitel for sig’-interview med Frank Jensen, der i 2020 måtte trække sig fra overborgmesterposten i København efter Metoo-anklager:

”Et af mine absolutte yndlingsemner i hele verden er, hvordan man rejser sig efter et nederlag. For det er i de situationer, man skal bevise, hvilket stof man er gjort af.”

Selv har Anne Sofie Kragh ikke noget traume, understreger hun over de grønne smoothies i sensommersolen på terrassen. Nok var hun altid flov over at være den eneste i klassen på privatskolen i Svendborg, der kom fra et hjem uden bil, og nok havde moren med sin skolelærerløn ofte ikke råd til at varme deres gamle byhus op om vinteren.

”Men alt hvad jeg har oplevet, har jo været totalt first world problems. Og jo flere mennesker, jeg interviewer, des mere forstår jeg, hvor privilegeret og heldig jeg har været,” siger hun.

Bordet fanger ikke

”Vil du have nogle andre stole herind?”

En medarbejder stikker hovedet ind til Anne Sofie Kragh i det kosteskabslignende studie under skråvæggene på Refshaleøen, hvor Radio IIII har lejet sig ind, mens radioen er ved at flytte til nye lokaler.

”Ja det vil jeg sgu da meget gerne!” udbryder Anne Sofie Kragh, som netop har bandet over møblementet i studiet.

Hun tager begejstret imod et par dybe lænestole i stedet for de mindre afslappende stole ved mikrofonerne.

”Okay, det er jo meget bedre det her. Meget, meget bedre,” mumler Anne Sofie Kragh for sig selv, mens hun som en anden guldlok afprøver stolen, som dagens gæst – DR-journalist Matilde Kimer – om lidt skal sætte sig til rette i.

Inden interviewet, der optages live-on-tape, har de to mødt hinanden til et forinterview på en café. Her har de talt om, om der er noget, Matilde Kimer ikke har lyst til at tale om i interviewet, og Anne Sofie Kragh har fået styr på fakta, kronologi og årstal i sin gæsts livshistorie.

”Jeg stiller aldrig ’hvad følte du så’-spørgsmål i forinterviewet – så er energien røget. Jeg skal kunne reagere spontant og ægte. Men jeg synes, det er så pinligt og uprofessionelt, hvis jeg ikke har fakta korrekt, når jeg sidder over for folk. Det er et tab af kontrol. Hvis jeg ikke ved dét, hvad ved jeg så ellers ikke?” forklarer hun.

Kort efter ankommer Matilde Kimer til det lille studie og bekræfter, at hun sidder afslappet og ”meget laid back” i den brune læderlænestol foran mikrofonen.

”Godt, det er hele pointen,” svarer Anne Sofie Kragh kontant, inden hun med samme kortfattede præcision, der ikke inviterer til diskussion, ridser spillereglerne op for sin gæst:

”Hvis der er noget, du fortryder, så sig det i øjeblikket. Der er ikke noget, der hedder bordet fanger – du skal være glad for interviewet efterfølgende – men du kan ikke komme om fire dage og bede om at få en passage klippet ud,” forklarer hun.

Matilde Kimer nikker indforstået, og sekundet efter starter Anne Sofie Kragh optagelsen og lægger efter en kort prolog ud med det satsede åbningsspørgsmål:

”Matilde Kimer, er du et menneske, der er bange for at virke svag?”

Et trygt rum

Tryghed og tillid. Det er de to ord, der går igen, når Anne Sofie Kragh skal forklare sin metode til at få en portrætperson til at åbne sig. Af samme grund har hun også fra start betinget sig at få hele artiklen her til gennemlæsning, inden den bliver publiceret.

”Det er ikke, fordi du ikke må skrive noget grimt om mig. Men det er simpelthen, fordi det får mig til at sænke paraderne og slappe mere af,” forklarer hun og understreger, at sådan arbejder hun også altid selv.

Netop den tydelighed og transparens er noget af det, der bliver fremhævet af de mennesker, Anne Sofie Kragh igennem årene har portrætteret. En af dem er det tidligere ’Drengene fra Angora’-medlem Esben Pretzmann, som i foråret medvirkede i en af de mest lyttede og sårbare udgaver af ’Et kapitel for sig’.

”Jeg havde aldrig mødt hende før, men jeg fik virkelig hurtigt tillid til hende,” fortæller Esben Pretzmann.

”Der er noget meget afvæbnende ved hendes vibe – hun er god til at få en til at føle, at man bare sidder og snakker med en ven. Man kan mærke, at hun spiller med åbne kort og har en sikker hånd. Der er ikke så meget bullshit og øh og bøh, og jeg var aldrig nervøs for, om hun havde en skjult agenda.”

Samme pointe påpeger Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis formand, som har tilbragt utallige timer i selskab med Anne Sofie Kragh, da hun i 2023 skrev hans biografi.

”Hun er drevet af en oprigtig nysgerrighed og vilje til at forstå, hvad man siger. Der adskiller hun sig faktisk fra mange andre journalister. Jeg tror i virkeligheden, at hun er ret fordomsfri. Hun går kritisk til værks og siger ikke ja til alt, men hun er åben over for at lytte, og man fornemmer ikke nogen skjulte dagsordner,” siger Morten Messerschmidt.

I forordet til Anne Sofie Kraghs første biografi fra 2004, som hun som næsten nyuddannet skrev om daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, beskriver hun sin metode og tilgang til bogens over 200 kilder sådan her:

”En del har først villet forsikre sig om, hvorvidt det var en positiv eller en negativ bog, jeg ville skrive. Jeg har ikke haft ambitioner om nogen af delene. Denne bog har ikke til formål at give Anders Fogh Rasmussen karakterer, men at forstå hans karakter.”

I skyggen fra markisen i sensommersolen på sin terrasse beskriver Anne Sofie Kragh det sådan her:

”Jeg er ikke ude på at trække tæppet væk under folk eller få dem til at sige noget, de fortryder. Jeg er ude på, at vi skal nå til en fælles forståelse af, hvordan de er blevet, som de er.”

Korreksede Fogh

I december 1999 gik lyset pludselig ud på redaktionen hos Månedsbladet Press. Elregningen var ikke blevet betalt, og økonomien sejlede på det konkurstruede blad.

På redaktionen sad den dengang 27-årige Anne Sofie Kragh. Hun havde det forgangne år været en del af holdet på Press – først som ulønnet praktikant sideløbende med sine to sidste semestre på journalisthøjskolen, og senere til en nærmest symbolsk løn på 10.000 kroner om måneden.

”Det var på Press, jeg for alvor lærte at skrive,” fortæller Anne Sofie Kragh i dag.

”Jeg vidste allerede fra dag ét på journalisthøjskolen, at jeg ikke skulle lave nyheder. Jeg ville skrive langt, og Press var på det tidspunkt det eneste sted, hvor der virkelig var plads til at udfolde sig. Det var sindssygt ambitiøst. Tit blev jeg bedt om at lave fem-seks gennemskrivninger, når jeg havde afleveret en artikel.”

Da lyset gik på redaktionen, var Anne Sofie Kragh i gang med sit første store portræt til bladet. Bladet gik i betalingsstandsning, og mens folkene bag forsøgte at undgå konkurs, kom Press ikke på gaden i to måneder.

Det skulle vise sig at blive en slags held i uheld for Anne Sofie Kragh.

I stedet for at sætte sig til at vente, brugte hun nemlig månederne, hvor Press svævede mellem liv og død, på at forberede sig til tænderne på det portrætinterview med daværende Venstre-formand og statsministerkandidat Anders Fogh Rasmussen, som hendes redaktør havde sat hende til at lave.

”Jeg var pissebange, da jeg gik i gang med det portræt. Anders Fogh var kendt for at være sindssygt ambitiøs, korrekt og relativt svært tilgængelig, og jeg vidste jo intet om dansk politik,” husker hun.

”Men fordi jeg pludselig fik to måneders ekstra researchtid forærende, var jeg jo helt latterligt meget nede i detaljen, da jeg endelig sad over for ham. Jeg havde læst og researchet alt oppefra og ned og kunne korrekse ham, hvis han huskede årstal eller datoer forkert. Og det bekom ham vel.”

Jeg er ikke ude på at trække tæppet væk under folk eller få dem til at sige noget, de fortryder.
Anne Sofie Kragh

Portrættet af Anders Fogh blev på mange måder skæbnesvangert for Anne Sofie Kraghs karrierevej. Det var her, kimen blev lagt til den grundighed og kompromisløshed, som siden har været definerende for hendes tilgang til portrætgenren.

”Jeg blev virkelig belønnet for min grundighed, og i mange år skrev jeg aldrig et portræt uden at havde talt med mindst 50 kilder. Det blev en slags rettesnor for, hvornår jeg tænkte, at jeg havde været hele vejen rundt. Jeg afskyr simpelthen tanken om, at der er et eller andet, jeg ikke ved,” forklarer hun.

Men er det overhovedet muligt at bringe det hele i spil – ender du ikke bare med en overflod af viden?

”Nej, det kan man sagtens. Når du rammer det punkt, hvor kilderne simpelthen ikke kan fortælle dig mere nyt, så ved du, at du har nok til, at du kan tillade dig at sætte dig ned og skrive om et andet menneskes liv. For det er jo faktisk en ret vild ting at gøre – altså at komme udefra og tillade sig at sige: Nu skal jeg fortælle, hvordan dit liv hænger sammen. Det er et kæmpe ansvar. Og så skylder man at være sikker på, at man har forstået det rigtigt,” siger Anne Sofie Kragh.

Frygt og frosne frugttærter

Netop tyngden fra ansvaret ved at skulle tegne et andet menneskes portræt mærkede Anne Sofie Kragh for alvor, da hun få år efter sit første portræt til Press befandt sig alene i sin mors sommerhus på Møn.

Kort forinden havde hun ladet sig overtale af forlagschef Jakob Kvist fra Peoples Press til at skrive en biografi om Anders Fogh Rasmussen. Han var i mellemtiden blevet statsminister, og presset på Anne Sofie Kragh føltes enormt.

”Det var virkelig en skræmmende start på karrieren. Det tog mig 14 dage i det sommerhus bare at skrive den første side. Det er fandme meget at gabe over at skrive en bog om den siddende statsminister, når du er næsten nyuddannet og ikke har skrevet bøger før,” siger hun.

Efter 14 dage alene i sommerhuset kom der hul på bylden, og de næste mange måneder burede Anne Sofie Kragh sig inde i sin lejlighed på Østerbro. På stuegulvet havde hun rullet en fødselsdagsdug ud og fyldt den med post-it’s med overblik over bogens kapitler, kilder og temaer, og til vennerne havde hun sagt, at hun ikke kunne se dem i fem måneder.

”Min skriveproces var helt skør. Tit kom jeg først i gang med at skrive klokken 23. Inden da havde jeg været nede på tanken på Århusgade, hvor de havde sådan nogle frosne frugttærter, som jeg varmede i ovnen derhjemme. Og så sad jeg og spiste frugttærter og skrev til klokken 03 om natten,” husker Anne Sofie Kragh.

’Fogh – historien om en statsminister’ udkom i 2004. Aviserne kvitterede med flotte og flere steder femstjernede anmeldelser, og Anne Sofie Kragh blev rost for at have skrevet "den hidtil grundigste, mest personlige og mest velskrevne” bog om landets statsminister.

Men tiden og årene, der fulgte, var skuffende og desillusionerende.

”Det var et kæmpe antiklimaks. Jeg kan huske, jeg tænkte: Fedt, nu ringer alle aviserne og vil tilbyde mig et job! Men der skete bare ikke en skid,” fortæller Anne Sofie Kragh og tilføjer:

”Jo, jeg blev tilbudt flere bogkontrakter, men jeg havde slet ikke lyst til at være freelancer og skrive flere bøger. Jeg ville bare ud blandt andre mennesker – jeg ville ikke sidde derhjemme alene mere.”

Modig og direkte

I det lille radiostudie på Refshaleøen har Anne Sofie Kragh bladret om på syvende og sidste side i det manus, hun har liggende på bordet mellem sig selv og Matilde Kimer.

I over to timer har de to været fordybet i samtale om DR-journalistens liv, fra hun som 14-årig fik konstateret kræft og frem til i dag. En samtale, der kredser om nye kræftudbrud, dødsfald og et konstant drive til igen og igen at rejse sig for – ofte mod sin families vilje – at vende tilbage til at dække krig.

Anne Sofie Kragh lytter med en blanding af intenst nærvær, nøgtern distance og smil i øjnene under de ofte rynkede, mørke bryn. Hun overøser ikke sin gæst med empati, men stopper samtidig op og borer sig fast, når Matilde Kimer undviger det sårbare og svære og i stedet griner det væk med nonchalant galgenhumor. Mod slutningen siger hun på et tidspunkt direkte til Matilde Kimer:

”Jeg vender lige tilbage til det med ikke at ville virke svag. Jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at du jo ikke ligner en krigskorrespondent. Du er lille, du er spinkelt bygget. Har du haft behov for at vise, at du er stærkere, end du ser ud?”

Matilde Kimer er stille længe. Derefter begynder hun tøvende sit svar med at sige, at sådan har hun sgu aldrig tænkt på det før.

Da Anne Sofie Kragh kort efter har rundet interviewet af og med et stort kram sagt farvel til Matilde Kimer, er det netop den slags pauser, hun husker.

”Der var mange tænkepauser undervejs, og det kan jeg altid godt lide. Tænkepauser betyder typisk, at folk ikke har tænkt over tingene på den måde før,” forklarer hun.

Svært at tjene penge

I årene efter udgivelsen af sin første biografi slæbte Anne Sofie Kragh sig igennem fire år som ufrivillig freelancer. De jobs, hun søgte, fik hun ikke, og hvad hun egentlig levede af, husker hun dårligt i dag.

”Men det var i hvert fald ikke meget,” konstaterer hun tørt.

På et tidspunkt fik hun et par opgaver for Euroman, og efterfølgende lod hun flere gange chefredaktøren forstå, at hun meget gerne ville have et job på magasinet.

”Til sidst fik jeg faktisk et job der – og hold kæft, hvor blev jeg glad. Jeg var meget, meget glad for mine år på Euroman. Jeg kan huske, jeg sagde, at jeg nok aldrig kom derfra igen,” fortæller Anne Sofie Kragh.

Det kom dog ikke til at holde stik. I løbet af de 10 år, Anne Sofie Kragh var på Euroman, blev jobbet nemlig gradvist et andet. Først blev layouten udliciteret til Vietnam, så røg korrekturlæseren, og med årene blev også Anne Sofie Kraghs stilling som 80 procent skrivende og 20 procent redigerende vendt på hovedet.

”Efterhånden gik jeg nok lidt død i det – især redigeringen kedede mig,” fortæller hun.

Til sidst tog hun chancen og sagde op. Det var i 2017, og kort inden var hun blevet spurgt, om hun ville lave et tv-program med Danmarks tidligere statsministre. Samtidig havde hun landet en aftale med Mette Frederiksen om at skrive hendes biografi, hvis hun blev statsminister, og tilsammen betød det, at hun turde sige sit faste job op.

”Jeg havde ellers svoret, at jeg aldrig skulle være selvstændig igen – jeg var bange for at dø af ensomhed. Men jeg forestillede mig jo, at det ville vælte ind med fede opgaver, når Mette Frederiksen-bogen udkom,” siger Anne Sofie Kragh.

Men endnu en gang blev hun skuffet. For selv om bogen om Mette Frederiksens første år i Statsministeriet fik fine anmeldelser, og der kom nye bogkontrakter i ordrebogen, så har bøgerne hver gang solgt for lidt.

”Jeg må indrømme, at jeg troede, det ville være nemmere at tjene penge som freelancer. Jeg har elsket mine opgaver, men med tiden bliver det bare trættende at arbejde til så lav en timeløn. Det føles simpelthen uretfærdigt,” siger Anne Sofie Kragh.

Endelig landet

Henrik Qvortrups datter stikker hovedet ud ad døren fra Berlingske Medias indgangssluse og spejder først den ene og så den anden vej ned ad Pilestræde. Klokken er få minutter i optagelse, og Anne Sofie Kragh, dagens gæstemedvært, har endnu ikke indfundet sig.

Sekundet efter dukker hun op rundt om hjørnet, og Qvortrups datter, som i øvrigt hedder Carmen og er assistent på ’Q&Co’-podcasten, følger hende op til B.T.’s redaktion og skaffer hende ”noget latte-agtigt” til at tage med ind i studiet

Hvis Anne Sofie Kragh stadig er nervøs over at skulle optræde som gæstemedvært, så lader hun sig ikke mærke med det. Hun hilser jovialt på Henrik Qvortrup, joker afslappet med, om det er, fordi han er doven, at han sidder ned i studiet, griner højt, og svarer uden tøven på hans spørgsmål.

”Vi har før talt om din meget roste podcast her i programmet,” begynder Qvortrup, da kaffen er serveret og optagelsen startet.

”Og siden er den jo bare blevet større og større og mere og mere populær,” tilføjer han.

Det var Anne Sofie Kragh selv, som pitchede idéen om en portrætpodcast ind til Radio IIII. Få uger før havde hun sagt til en veninde, at hun gerne ville have et inter­viewprogram på Radio IIII, og da Nikolai Thyssen kort efter blev annonceret som radioens nye chef, slog hun til og skrev: Jeg vil lave et program hos dig!

De to kendte hinanden tilbage fra Press-tiden, og Nikolai Thyssen svarede prompte: Det er en aftale!

I dag er Anne Sofie Kragh noget nær lykkelig for at have fået podcasten ind i sit arbejdsliv. Det har ikke bare givet hende en fast indtægt i et usikkert freelanceliv, men fra om lidt også en skrivebordsplads på radioen tre dage om ugen. Resten af tiden skriver hun fortsat bøger – blandt andet en ny Mette Frederiksen-bog.

”Lige nu er mit arbejdsliv helt perfekt. Men det har altså også taget noget tid at nå hertil,” minder hun om.

Én ting – den 20 år gamle drøm om et sommerhus – har hun dog endnu ikke landet. Hun ved præcist, hvordan huset skal se ud. Men hver gang, hun næsten har haft råd, er renterne steget, bogsalget er skuffet, eller hun har mistet en stor opgave, som hun netop var stillet i udsigt.

Da mikrofonerne i ’Q&Co’-studiet er slukket, og Anne Sofie Kragh hyggesnakker videre med Qvortrup og Michael Dyrby, der undervejs har indfundet sig i studiet for at fortælle om sit nye medie, dukker emnet pludselig op.

”Jeg har forresten lige købt sommerhus, det er ved Vejby Strand,” siger Dyrby, næsten lidt triumferende.

”Aaargh, jeg vil ikke høre om det! Jeg vil SÅ gerne have et sommerhus,” udbryder Anne Sofie Kragh.

”Det har du snakket om i 20 år,” griner han og tilføjer: ”Kom dog på besøg!”