De unge fotografer tror på fremtiden: ”Vores arbejde er vigtigere end nogensinde”

Fra de ældre fotografkolleger lyder det dystert, at branchen er død og under afvikling. Fotografiet har ikke nogen fremtid – i hvert fald hvis man vil tjene penge på det. Men den udlægning tror den nye generation af fotografer ikke på.

Mød tre fotografer på vej ind i faget, der ikke hopper på skræmmebillederne og håber på, at fotograferiet bliver deres levevej.

"Jeg tror, jeg kan leve af at fotografere"

Dicte Marie Hostrup Sønnichsen, 23 år

Studerer til fotojournalist på DMJX og er i praktik på dagbladet Information, vinder af Årets Portræt, enkeltbillede, ved Årets Pressefoto

”Jeg er ked af det på vegne af alle de gode fotografer, der er fyret på medierne de seneste år. Det er trist for branchen.

Alle, der bliver uddannet i dag, ved, at de nok kommer til at arbejde som freelancere. Og ingen af os regner med at få et fast job på en avis. Du kan spørge hvem som helst – det kommer ikke til at ske for særligt mange.

Det er også derfor, man gerne vil give den gas, når man er i praktik.

Jeg har altid kunnet lide at fortælle historier, og i mange år troede jeg, at jeg skulle være journalist ligesom min far. Men da jeg var 15 år, fik jeg et kamera og blev så betaget af at tage billeder, at jeg fortalte mine forældre, at jeg ville være fotojournalist. 

Jeg synes, det er spændende, at man med et kamera kan åbne døre og komme tæt på mennesker.

Vi har på mit hold på DMJX talt om, at det er ærgerligt, når de ældre fotografer taler om, at branchen er død og under afvikling.

Fotojournalister har mange evner, og jeg tror, vi skal tænke i andre baner.

Når jeg ser mig omkring, kan jeg se, at nogle er gode til at søge penge fra fonde til længere fotoprojekter. Andre får job i organisationer og firmaer, hvor de løfter det visuelle udtryk på en helt ny måde.

Så vi fotojournalister har nogle stærke kvaliteter, der kan bruges andre steder.

Jeg ved, at det er hårdt at etablere sig som freelancer, men jeg tror, at jeg kan leve af at fotografere – man skal bare ikke være bange for rugbrødsopgaver eller være for fin på den.

Mine forældre har bakket mig meget op og sagt, at det nok skal lykkes. Men de har også joket med, at jeg nok ikke kommer til at tjene styrtende med penge. Hvis jeg ville det, ville jeg nok have valgt en anden vej.”

”Fotojournalisters arbejde er vigtigere end nogensinde”

Thomas Traasdahl, 23 år

Studerer til fotograf på Medieskolerne i Viborg, er elev på Ritzau/Scanpix

Jeg søgte ind på Medieskolerne i Viborg, fordi jeg har en dyb interesse for fotografiet. Jeg kan gode lide, at man løser én opgave ad gangen og prøver at finde ind til historiens kerne.

Jeg følger meget med i nyheder, og jeg er lykkelig for, at jeg fik en elevplads, hvor jeg kan lave nyhedsfotografi. Det giver en stor glæde at se et billede, jeg har lavet, blive publiceret bredt – også i udenlandske medier.

Vi fotografer befinder os i en branche, hvor folk er latterligt dygtige. Men der hænger tunge skyer i horisonten, og jeg kan se, at de dygtige talenter og store idoler bliver fyret. Det gør mig trist til mode, fordi det viser, at folk i de højere instanser nedprioriterer pressefotografiet.

Min familie og mine venner har spurgt mig, om det virkelig er en god idé, at jeg satser på at blive fotograf. Jeg tror, de mener det super kærligt, men de siger det selvfølgelig, fordi de er bekymrede.

Jeg har også mødt en ældre fotograf, der sagde, at jeg bare skulle droppe det, for det var der godt nok ikke nogen fremtid i.

Jeg mener, at fotojournalisters arbejde er vigtigere end nogensinde før.

Nyhedsbilledet oversvømmes af ringere, manipulerede og direkte falske informationer fra aktører, som ikke er underlagt Pressenævnet eller andre regulerende instanser. Det svækker troværdigheden og gør det sværere for befolkningen at skelne fakta fra fiktion.

Jeg tror, at folk igen kommer til at søge mod troværdig og nuanceret information.

Når man kigger rundt i branchen, ser det ikke godt ud, men jeg bruger ikke alt mit krudt på at bekymre mig, fordi det, jeg laver nu som elev, er det, jeg er allermest glad for. Jeg er ingen dommedagsprofet, så jeg bruger ikke min energi på at bekymre mig. At opgive min drøm og finde noget andet at lave ville være en falliterklæring – derfor er det ikke en mulighed for mig.

”Jeg har en ret optimistisk tilgang”

Ronja Krogh Busch, 23 år

Har studeret i tre semestre på fotoskolen Fatamorgana, Danmarks Fotografiske Billedkunstskole i København

Jeg ved godt, at det er svært at leve af at være fotograf, og der er ingen garanti for, at det lykkes. Jeg kan nogle gange spørge mig selv, om det er det, jeg skal, fordi det føles usikkert. Det er en dialog, jeg har med mig selv ret ofte.

Mange af mine venner er snart færdige med deres uddannelser og har et mere klart billede af, hvilket job de kommer ud til. Det kan få mig til at tænke, at jeg også skal gå en anden og mere sikker vej og lave fotografiet ved siden af det.

Men det er ikke min plan. Jeg er nået til et sted, hvor det er det, jeg gør, fordi det giver mig mening og energi.

På Fatamorgana taler vi ofte om, hvad der sker, når vi kommer ud i virkeligheden – hvad det så end er.

Det er svært at vide, hvordan det kommer til at være derude, men skolen er rigtig god til at skabe forbindelser til etablerede i branchen med ekskursioner, udstillinger og talks. For eksempel kommer der tre-fire gange på et semester en gæst udefra og fortæller om branchen, deres vej og det, de laver nu, og det er et vindue for os til at se, hvor mange forskellige måder man kan arbejde på, men at det også er svært.

Jeg fik mit første kamera i 7. klasse, og jeg søgte ind på Fatamorgana, fordi fotografi, især kunstfoto, fylder
meget i mit liv.

Jeg synes, at fotografiet har nogle helt andre aspekter og appelmåder, som er vigtige.

Lige nu vil jeg gerne finde en uddannelse, så jeg kan udvikle mit arbejde og fordybe mig mere i håndværket. Det kan for eksempel være ved at søge ind på en kunstfotografisk uddannelse i Danmark eller udlandet, et kunstakademi eller en skriveuddannelse, hvor jeg kan kombinere litteratur med foto.

Lige nu har jeg en ret optimistisk tilgang, hvor jeg prøver at forberede mig på det, jeg kommer ud til, frem for at male et skræmmebillede op.