Unge mennesker, der blev ringet op af journalister og bedt om interview, mens de løb for livet under terrorangrebet på den norske ø Utøya 22. juli 2011.

Og nyhedshelikoptere, der cirkulerede i luften over øen, allerede før redningshelikopterne var nået frem.

Det er nogle af de oplevelser med pressen, som den dengang 18-årige Erik Kursetgjerde husker, når han i dag tænker tilbage på den skelsættende julidag, hvor 69 af hans kammerater blev dræbt af terroristen Anders Behring Breiviks kugler på Utøya.

Erik Kursetgjerde var selv på Utøya den dag. Han reddede sig væk ved at svømme i sikkerhed. Men inden da så han flere af sine kammerater blive dræbt for øjnene af sig.

”Jeg har set meget forfærdeligt i mit liv, som jeg ikke håber, at nogen andre skal opleve,” siger Erik Kursetgjerde, der i dagene og årene efter på tæt hold har oplevet mediernes dækning af angrebet og det efterfølgende retsopgør.

Onsdag fortalte han om sine oplevelser på et seminar i København om mediernes dækning af terror. Her var et af hans konkrete råd til pressen ikke at kontakte ofre og overlevende, mens et angreb stadig står på.

”I sådan en situation handler det jo om at løbe for livet. Man ved ikke, hvem der ringer – måske er det politiet, måske er det familie. Man er i chok, og man ved ikke, hvad man gør. Det var jo ikke toptrænede elitesoldater på Utøya – det var unge mennesker opvokset i Norge,” understreger Erik Kursetgjerde.

Tysk journalist viste respekt

Det er dog ikke kun dårlige oplevelser med pressen, Erik Kursetgjerde i dag kan tænke tilbage på.

Da Journalisten møder ham til et interview, fortæller han om et flygtigt møde med en tysk journalist – vist nok fra Bild – fra dagen efter angrebet den 22. juli, som har brændt sig fast i hans hukommelse.

Mødet med journalisten foregik ude foran det hotel, som de overlevende fra Utøya blev evakueret til. Erik Kursetgjerde og hans kammerat var gået uden for politiafspærringen omkring hotellet for at gå til et supermarked, da kammeraten pludselig blev overfaldet af verdenspressen.

”Min ven var tydeligt i chok og havde det forfærdeligt. Det behøvede man ikke at være psykolog for at se. Men han blev omringet af journalister og endte med at kollapse foran medierne,” fortæller Erik Kursetgjerde.

Selv formåede han i første omgang at holde sig i baggrunden. Det var her, han mødte den tyske journalist, der som den eneste journalist i forsamlingen var trådt tilbage og holdt sig på afstand.

”Han gjorde netop det, jeg anbefaler. Han tog et skridt tilbage og sagde: Okay, det her er nogle unge traumatiserede mennesker, der er i stor fare for at blive ødelagt af det, der sker nu. Det kommer jeg ikke til at være en del af. Så han trak sig tilbage, og så faldt vi i snak,” fortæller Erik Kursetgjerde.

Træd tilbage og pres ikke på

I hans optik bør den tyske journalists hensynsfulde optræden tjene som inspiration til, hvordan pressen ifølge ham bør gå til ofre og overlevende fra terrorangreb og anden iscenesat vold.

”Han sagde egentlig bare, at hvis jeg ønskede at snakke, så kunne jeg snakke med ham. Og hvis ikke, så forstod han det også godt. Det var meget respektfuldt. Så jeg endte med at snakke lidt med ham,” siger Erik Kursetgjerde.

Men i samme sekund resten af den internationale presse så, at han talte med den tyske journalist, kastede de sig også over ham.

”Jeg blev omringet af pressefolk – jeg fik en spansk mikrofon i ansigtet fra den ene side og et tv-kamera fra den anden side. Og så har man jo på en måde ikke noget valg. Når du ikke er medietrænet, og du er i chok og ikke forstår, hvordan det her fungerer, så kan du komme til at sige ufatteligt meget dumt, og det digitale spor vil følge dig resten af livet,” siger Erik Kursetgjerde.

Herhjemme beklagede DR i forbindelse med skyderiet i Fields i sommer at have bragt et interview med en kilde på live-tv, som lige havde oplevet en forfærdelig hændelse. I interviewet delte kilden private detaljer om en såret.

Erik Kursetgjerde understreger, at han selv er hårdfør og tåler meget. Igennem de mere end 10 år, der er gået siden angrebet, har han været åben om sine oplevelser og deltaget aktivt i samfundsdebatten. Andre overlevende har til gengæld aldrig ønsket at tale med pressen om deres oplevelser.

Det viser ifølge Erik Kursetgjerde, at man som journalist må fare forsigtigt frem og give tid og plads, når man kontakter ofre og overlevende, uanset hvor lang tid der er gået siden deres traume.

”Det er umuligt at sige, om du skal vente fem dage, 10 dage, ét år eller 10 år. Der er ikke noget facit. Og derfor er min vigtigste bøn til journalisterne, at man ser og fornemmer det menneske, man står over for. At man tager sig tid og sørger for gode processer, og at man hele tiden har i baghovedet, at det ikke er medietrænede mennesker. Det er ufatteligt vigtigt, når man skal møde folk i de situationer,” siger han.

Fokuser på ofre frem for gerningsmænd

Onsdagens seminar om mediernes dækning af terror var arrangeret af Finn Nørgaard Foreningen, der blev oprettet efter terrorangrebet i København i 2015. Finn Nørgaard blev dræbt ved angrebet i Krudttønden, mens Dan Uzan blev dræbt ved synagogen.

Blandt oplægsholderne var ud over Erik Kursetgjerde også Helle Nørgaard, søster til Finn Nørgaard, og Helle Vesterager, som er mor til Louisa Vesterager Jespersen, der i 2018 blev brutalt dræbt af terrorister i Marokko. Dertil en række forskere og repræsentanter for medierne.

En gennemgående pointe fra oplægsholderne var, at medierne bør fokusere mere på ofre og mindre på gerningsmænd i terrorsager. Fokus på gerningsmændene, deres manifester og ideologier risikerer at ikonisere terroristerne og hjælpe dem med at sprede deres propaganda.

Det er desværre også sket i Norge, mener Erik Kursetgjerde. Blandt andet tidligere i år, hvor Breivik igen var for retten, fordi han ønskede at blive løsladt fra sin forvaringsdom. Her var flere forskere og overlevende på forhånd ude og advare imod, at medierne dækkede live-sendingen af retssagen.

”Vi advarede imod, at vi ville komme til at se øget aktivitet på ekstremistiske fora. Men det hørte de fleste medier ikke på – de kørte bare på med billederne af Breivik og hans propaganda. Og under et minut efter retssagen startede, blev det delt i ekstremistiske fora,” siger Erik Kursetgjerde.

Han fortæller, at han i forbindelse med advarslen blev kaldt sensitiv af en journalist. En udtalelse, der faldt ham voldsomt for brystet.

”Jeg kan love dig én ting, og det er, at jeg ikke er sensitiv. Jeg har set mine venner blive dræbt!” siger han.

”Men jeg mener, at når medier bruger stærke virkemidler, så skal det være godt begrundet. Der skal ligge en tanke, et mål, en vision for, hvorfor man skal bruge billeder fra en livesending, eller hvorfor man skal bringe billeder fra et terrorangreb. Det må handle om en større sag – ellers er det jo bare sensationsjournalistik.”

’Ingen interviews’-klistermærker

Erik Kursetgjerde hører ikke til dem, der mener, at medierne helt skal afholde sig fra at tegne portrætter af terrorister og forsøge at beskrive, hvordan de endte, som de gjorde. På samme måde mener han heller ikke, at medierne helt skal afholde sig fra at bringe billeder af Breivik.

”Det er ikke traumatisk for mig at se Breivik – jeg har set ham flere gange. Det er ikke der, problemet ligger for mig. Problemet er, at medierne er fyldt med billeder af ham uden indhold. Ligegyldige historier om, at han får masser af fanmails i fængslet, eller at han vil have Playstation 3 i stedet for 2. Fremfor historier om det, det drejer sig om: Hvordan det kunne ske, og hvordan vi undgår, at det sker igen,” siger han.

Som en del af den nationale støttegruppe for ofre efter terrorangrebene på Utøya og i Oslo har Erik Kursetgjerde været med til at arbejde for reelle socialpolitiske forandringer, støtte til ofre og dialog med medierne.

I forbindelse med retssagerne mod Anders Breivik var organisationen for eksempel med til at uddele klistermærker med teksten ’ingen interviews’, som ofre og pårørende, der var mødt frem, kunne vælge at bære.

”Det respekterede de norske journalister faktisk, så det fungerede godt,” fortæller Erik Kursetgjerde.

Med årene er medierne også blevet bedre til at kontakte støttegruppen i stedet for at tage direkte kontakt til enkeltpersoner, hvis de vil i kontakt med overlevende. På den måde kan dem, der vil udtale sig, gøre det, og dem, der ikke vil, kan lade være, fortæller Erik Kursetgjerde og tilføjer:

”Pressen har en ufatteligt vigtig rolle. Men det er vigtigt, at medierne er deres samfundsansvar bevidst, når de dækker terror. Sammen må vi stimulere til bedre journalistik. Og vi kommer heller ikke uden om at gøre de sociale medieplatforme ansvarlige, for det er særligt der, ting bliver delt ukritisk i dag.”