Presseetik

DR beklager interview fra Fields

DR Nyheder beklager på sociale medier, at man bragte private detaljer i et interview med et øjenvidne

DR Nyheder bragte søndag aften et liveinterview i TV Avisen fra Fields, hvor et øjenvidne fortalte meget detaljeret om det skyderi, der fandt sted i shoppingcenteret.

Det fik kritik fra flere brugere. DR svarer flere steder på kritikken på sociale medier:

”Vi beklager, at der kom private detaljer ud i interviewet. Det skete i et liveinterview med en kilde, som lige have oplevet en forfærdelig hændelse,” skriver DR Nyheder blandt andet i en Facebook-tråd.

Klippet er i skrivende stund ikke tilgængeligt på DR’s hjemmeside, men ifølge Journalistens oplysninger sætter øjenvidnet navn på en såret person.

Kommentaren fra DR Nyheder på Facebook er ikke signeret af en ledende medarbejder, men Journalisten arbejder på at få et interview med DR Nyheders ledelse.

”Vi forsøger stadig at blive klogere på, hvad der er sket i Field’s, men gør alt, hvad vi kan for, at det sker uden, at vi får øjenvidner på, som er for chokerede,” lyder det videre i kommentaren på Facebook.

DR lukker kommentarspor

Desuden har DR Nyheder valgt at lukke ned for muligheden for at kommentere på mediets opslag på Facebook, der vedrører skyderiet.

Interviewet, der blev bragt i går aftes, har medført adskillige vrede kommentarer rettet mod DR Nyheder.

Blandt andre skriver brugeren Anders Tang på Twitter klokken 20:26:

”Det interview, der kører lige nu. STOP det!!! Han fortæller om alder og navn på ofre. Han skal til krisepsykolog. Og I skal finde noget andet at vise.”

Også på Twitter svarer DR Nyheder, at de beklager interviewet.

En del vrede på sociale medier er også rettet mod dækningen på TV 2 og TV 2 News, hvor man blandt andet bragte billeder af nogle af de sårede.

”TV2 News, I skal ikke vise billeder af folk, der er blevet skudt,” skriver blandt andre Camilla Søe.

Blandt andet bragte TV 2 billeder fra tjenesten Presse-fotos.dk, som tidligere er blevet kritiseret for at gå for tæt på ofre for ulykker. Journalisten forsøger også at få et interview med TV 2’s ledelse.

TV 2 har også valgt at lukke ned for kommentarer på enkelte Facebook-opslag, men ikke alle.

Det fremgår af vejledningen om god presseskik, at:

”Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede. Ved indsamling og formidling af billedmateriale, herunder amatørbilleder, skal der vises hensynsfuldhed og takt.”

 

 

 

 

0 Kommentarer