Hvornår er det relevant at nævne mistænktes etnicitet i dækningen af en retssag?

Spørgsmål er blevet aktuelt, efter at Østjyllands Politi i går oplyste, at det var en fejl, da de søndag oplyste, at tre formodede gerningsmænd i en meget omtalt sag om en gruppevoldtægt i Aarhus er ”ikke etnisk danske”.

Ifølge politiet var det en fejl at oplyse, fordi det ikke er væsentligt for sagen. En lignende formulering finder man i de presseetiske regler i forhold til retsreportage.

Men politiets kovending får ikke alle de mediechefer, som de seneste dage har bragt oplysninger om de sigtedes etnicitet, til at trække i land.

Det gælder blandt andet Berlingske, som både refererede, at mændene var ikke etnisk danske, og beskrev, at de alle havde ”mørkt og kruset hår af varierende længde” og havde brug for en tolk i retten. Berlingske citerer desuden Ekstra Bladet for, at tolken oversatte til tigrinya, som tales i Eritrea. I samme artikel beskriver Berlingske, at indvandrere fra Eritrea er overrepræsenteret i kriminalstatistikker.

Og netop overrepræsentation gør, at etniciteten bestemt kan være relevant, mener Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør hos Berlingske:

”Når vi har en situation i Danmark, hvor nogle befolkningsgrupper er statistisk overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker, kan det være nødvendigt, alene for at have den diskussion, det bør rejse,” siger han og tilføjer:

”Hvis ikke det kommer frem og i stedet bliver skjult, får vi sværere ved at have en samfundsdebat om de problemer, og så får vi sværere ved at løse dem.”

Helt almindeligt at beskrive udseende

Heller ikke ansvarshavende chefredaktør på Århus Stiftstidende Jan Schoubye fortryder, at de i deres reportage fra grundlovsforhøret både omtalte tolken og de sigtedes mørke og krusede hår.

”Vi skriver altid om detaljer fra retten. Hvordan de anklagede ser ud og agerer i retten. Det gør vi også med hvide etniske danskere,” siger Jan Schoubye.

Som eksempel nævner han en retsreportage fra Århus Stiftstidende, hvor en tiltalt beskrives som en ung mand i 30’erne, hvis lyse hår er sat op i en knold, og som er velklædt i skjorte og bukser.

”Og det er i allerhøjeste grad vigtigt, at det foregik via tolk. Nogle gange kan der jo gå noget tabt i sådan en oversættelse. Men vi hænger ikke folk ud, og vi skriver ikke, at det var ikke-etniske danskere.”

Men gør I ikke indirekte det her ved at skrive, at de havde mørkt kruset hår?

”Jo, men det er ikke målet i sig selv. Vi skriver det ikke for at udpensle, at der er tale om ikke-etniske danskere. Vi skriver det for at beskrive, hvad der foregår i retten – og det er en markant forskel for mig. Det er også vigtigt, at vi ikke bliver berøringsangste og træder over i den anden grøft og giver en anden behandling, end vi giver alle mulige andre. Det ville være et skidt sted at havne,” siger Jan Schoubye.

TV 2 Østjylland ville ikke gøre det igen

Men ét sted, hvor politiets udmelding faktisk har udløst fortrydelse, er hos TV 2 Østjylland.

Selv om de kun nævnte, at der var en tolk til stede i retten, men undlod at nævne sproget og de mistænktes udseende, er chefredaktør Rikke Bekker ikke helt tilfreds med, hvor de fik lagt sig i dækningen af sagen.

”Søndag morgen tog vi udgangspunkt i et Ritzau-telegram, og vi skriver også i en senere artikel, at der var en tolk til stede i retten. Det er ikke inden for vores etiske retningslinjer, så det ville vi gøre om, hvis vi skulle gøre det igen,” skriver hun i en besked til Journalisten.

Efterlyser mere åbenhed

Selv om Berlingske fastholder at have bragt oplysninger om etnicitet, fik gårsdagens udmelding fra Østjyllands Politi alligevel Tom Jensen til at løfte øjenbrynene:

”Jeg synes, det er en overraskende melding fra politiet. Også set i lyset af, at politiet var på udkig efter flere. Og jeg er også tilhænger af åbenhed fra myndighedernes side,” siger han.

Åbenheden kan ifølge Tom Jensen både gælde etnicitet, og hvor i Danmark de involverede kommer fra, og den bør både gælde for myndighederne og pressen.

”Det er for at undgå mytedannelser. Så når vi står på mediesiden, må vores tilgang være, at vi skildrer virkeligheden og ikke dynger den til,” siger han og tilføjer:

”Jo større åbenhed, der er – også fra myndighedernes side – jo mindre mytedannelse er der.”

Men når man gerne vil nævne etnicitet, bør man så også være bedre til at nævne, når der er tale om etniske danskere?

”Det kunne man sagtens mene. Det, der også er en fare ved ikke at nævne det, er, at man kommer til at fodre mulige konspirationsteorier og mytedannelser. Det kunne for eksempel være en sag, hvor det er etniske danskere, men at det på sociale medier løber som en steppebrand, at det er udlændinge.”

Ingen nagelfaste regler

Spørger man Maria Bendix Wittchen, forsker i presseetik og kriminaljournalistik ved Roskilde Universitet, er det ikke så mærkeligt, at de forskellige medier ikke når frem til samme vurdering af, hvorvidt etnicitet er relevant eller ej at nævne.

”De presseetiske retningslinjer sætter retningen for journalistikken, men er ikke nagelfaste. Fra nyhed til nyhed kan punkterne diskuteres og forhandles. Når det kommer til etnicitet, tro osv., skal man kun nævne det, når det er relevant. Man må gerne nævne det, men man skal overveje, hvorfor man nævner det,” forklarer hun.

Ifølge hendes og kollegers forskning er presseetikken noget, der bliver diskuteret og overvejet meget ude på redaktionerne.

”Nogle medier kan godt komme frem til, at detaljer om etnicitet er relevant, mens andre ikke mener det,” siger Maria Bendix Wittchen, hvis forskning blandt andet baserer sig på interviews med journalister, der dækkede ubådssagen/Kim Wall-sagen i retten.

”Etnicitet er noget, der bliver diskuteret både herhjemme og i Sverige – særligt i forhold til kriminalsager. I Sverige har de været meget tilbageholdende, og det har mødt meget kritik. For mediernes rolle er også at skrive, hvad der foregår. Hvis nogen bliver dømt, skal borgerne have viden om det. Hvis der er bestemte problemer i bestemte befolkningsgrupper, er det også mediernes rolle at bringe det frem,” påpeger Maria Bendix Wittchen.