I decembernummeret af Journalisten beskæftiger vi os med kunstig intelligens, der lige nu buldrer frem. For nogle måneder siden var det kunstig intelligens inden for illustration, der for alvor kom frem og vakte begejstring og bekymring, og her inden for de seneste uger er det den nylancerede chatbot, ChatGPT, som skaber overskrifter.
Men skal vi som ansatte i medie- og kommunikationsbranchen nu til at være endnu mere bekymrede for vores jobs, i takt med at kunstig intelligens vinder frem, og hvad kan vi gøre ved det?
Hvem er mere oplagt at spørge end ChatGPT:
”Ja, som ansat i mediebranchen og kommunikationsbranchen kan det være en god idé at være bekymret for fremtiden, da der i stigende grad kommer teknologier, der kan erstatte mange af de opgaver, der i dag udføres af mennesker,” lyder svaret fra robotten.
Men den har også et svar på, hvad vi kan gøre ved det. Blandt andet er det en god idé at holde sig opdateret på den nye teknologi og udvide sin faglige vifte, så man kan tilbyde andre og mere specialiserede kompetencer.
”På den måde kan man blive mere efterspurgt på jobmarkedet og mindske risikoen for at blive erstattet af en teknologi.”
Og så opfordrer ChatGPT politikerne til at tage udviklingen alvorligt, så: ”udbredelsen af kunstig intelligens ikke fører til en masse mennesker, der mister deres job inden for mediebranchen”.
Selv om kunstig intelligens kan ses som en trussel, kan det også være en kæmpe hjælp for os alle sammen. For den enkelte journalist, kommunikatør eller illustrator kan kunstig intelligens være ”dine egne nisser, der kan hjælpe dig”, som grafisk designer Gert K. Nielsen er citeret for i magasinet.
Men den kunstige intelligens byder også på masser af farer, som sætter alle ansatte i medie- og kommunikationsbranchen under pres. En ting er, hvis mediechefer øjner en rationaliseringsgevinst og lader robotter overtage arbejdet. Det kommer helt sikkert til at ske – men spørgsmålet er i hvilket omfang, og om de frigivne kræfter så vil blive brugt til at lave endnu bedre indhold.
En anden fare er, at robotterne tager for meget over, og at indholdet ikke faktatjekkes, men publiceres stort set uredigeret. Hvis robotten fodres med forkerte informationer, spytter den også forkerte svar ud.
Originalitet, faktatjek og indsigt i det, vi formidler, vil stadig være tre af de afgørende egenskaber, som ikke kan overlades til robotter, hvilket ChatGPT da også selv indrømmer:
”Det er afgørende, at vi bevarer menneskelig indflydelse og integritet i medieindustrien, så vi kan sikre, at nyhederne forbliver troværdige og objektive.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.