RUSLAND

Emil blev kimet ned og forfulgt af mænd i Skoda: Ligner systematisk forfølgelse

Også tyske journalister i Rusland er blevet udsat for samme metoder som Berlingske-korrespondent Emil Rottbøll

Berlingske-korrespondent Emil Rottbøll var ikke engang landet i den russiske by Jekaterinburg, før advarslerne plingede på lokale mobiltelefoner.

Tag jer i agt, lød det i Telegram-kanalen for det nationalistiske medie Ural Live.

Mediet havde opfanget, at Emil Rottbøll var på vej til byen for at tale med lokale politikere.

Ring til spionen og bed ham forlade vores land, skrev Ural Live, der på Berlingskes hjemmeside havde læst, at Emil Rottbøll er uddannet sprogofficer i russisk.

Opfordringen blev fulgt.

I Telegram-tråden lå der direkte telefonnumre til Emil Rottbøll, både et dansk og et russisk.

Og telefonen plingede løs hos Emil Rottbøll, mens han var i Jekaterinburg, hvor han blandt andet ville interviewe lokale journalister og en menneskerettighedsorganisation.

Nogle skrev til ham på russisk, at han skulle forlade landet:

”Spion! Skrid ud af byen, mens du stadig kan!”

Andre skrev: ”Emil, forlad vores land” på dansk.

Forfulgt af mænd i Skoda

Og det var blot begyndelsen på en episode, som Emil Rottbøll selv i Berlingske betegner som det mest ubehagelige, han nogensinde har oplevet i Rusland.

For han blev også personligt forfulgt af nogle uidentificerbare typer, der blandt andet ventede foran Emil Rottbølls hotel i en Skoda.

”Grænsen for, hvad der kan lade sig gøre, rykker sig i den forkerte retning,” siger Emil Rottbøll om sine oplevelser i Rusland i sidste uge.

Tilbage på dansk jord vurderer han, at det siden den russiske invasion af Ukraine er blevet næsten umuligt at arbejde som kritisk journalist i landet.

”Det kommer nok som en overraskelse for mange, men indtil for nylig har man kunnet rapportere relativt frit fra Rusland, og udenlandske journalister har haft ret frie rammer i forhold til, at det er et autoritært regime,” fortæller han.

Da Emil Rottbøll opdagede Skodaen med forfølgerne foran hotellet, valgte han at pakke sine ting, snige sig ud ad bagvejen og tjekke ind på et andet hotel, hvorefter han dagen efter rejste ud af byen.

I mellemtiden havde en lokal kilde nemlig fortalt ham, at en af mændene i Skodaen havde fotograferet, hvor Emil Rottbøll boede.

”Det her sker også for lokale journalister og politiske aktivister og alle de folk, der er uenige med den førte linje. Der bliver gået efter dem på en helt anden måde, end vi har oplevet før,” siger Emil Rottbøll, der ikke oplevede problemer ved indrejse- eller udrejse.

Tyske journalister udsat for det samme

Så vidt han ved, er han lige nu den eneste danske journalist, der har et gældende visum til Rusland, hvilket betyder, at han i udgangspunktet kan rejse frit ind i landet for at arbejde.

For godt en måned siden forsøgte DR-korrespondent Matilde Kimer på samme måde at rejse ind i Rusland, men blev afvist og udvist.

På Telegram-kanalen for Ural Live, hvor indholdet blandt andet deles flittigt til den kendte russiske tv-personlighed Vladimir Solovjovs 1,2 millioner følgere, er der flere eksempler på udenlandske journalister, der bliver chikaneret.

Blandt andet har Ural Live bragt billeder fra lufthavnen af flere tyske journalister, der er ankommet til Jekaterinburg, hvorefter Ural Live ligesom med Emil Rottbøll har delt de tyske journalisters telefonnumre.

Det ligner altså en systematisk praksis.

For Emil Rottbøll er det et stort problem, fordi det forhindrer ham i at fortælle om den russiske virkelighed, som er stadig sværere at fortælle om, fordi landets lovgivning blandt andet gør det forbudt at omtale invasionen af Ukraine som en krig.

Og det er en opgave, der er nærmest umulig at udføre hjemme fra Danmark.

”Det seneste halve år er det også blevet sværere at få fat i folk. Der er færre, der svarer tilbage, og mange siger nej tak, fordi det er et udenlandsk medie,” siger han.

Folk tør ganske enkelt ikke, og flere af kilderne i Jekaterinburg kunne også berette om kolossale bøder, de havde modtaget for Facebook-opslag eller protester.

Selv om oplevelsen var ubehagelig, vil Emil Rotbøll alligevel forsøge at rejse til Rusland igen i den nærmeste fremtid.

”Jeg har stadig visum og skal helt klart tilbage. Men det er altid, som om det er sidste gang, jeg er derovre, fordi jeg måske ikke får lov til at komme ind igen,” siger han.

0 Kommentarer