Man møder dem som noget af det første i en russisk lufthavn.

En række veloplyste bokse ved paskontrollen, hvor en ofte alvorstynget paskontrollør sidder klar til at nærstudere ens dokumenter.

Med koncentreret mine kigges alle siderne i pas og visum igennem, hvorefter der tastes lidt på et tastatur.

Og hen imod slutningen mødes man ofte af et stift, alvorligt blik, inden man stemples videre ind i det russiske samfund.

Sådan foregik det også for DR’s yderst erfarne korrespondent Matilde Kimer, da hun som så mange gange før landede meget tidligt i en lufthavn i Moskva i mandags.

Men ved bagagebåndet kom den unge paskontrollør pludselig løbende, fortæller hun til Journalisten.

Han havde begået en fejl, sagde han.

Matilde Kimer skulle følge med hen til paskontrollørens chef.

De manglede at stille hende et spørgsmål.

”Det var ikke så meget et spørgsmål, men nærmere en oplæsning af den paragraf, hvorved jeg øjeblikkeligt ville blive deporteret,” fortæller hun.

Et lavpunkt

Dermed blev hun skrevet ind i den efterhånden lange liste af udenlandske journalister, der ikke må rejse ind eller arbejde i Rusland. Officielt er den på omtrent 100 journalister, men derudover er det for tiden nærmest umuligt at få arbejdsvisum til at arbejde som udenlandsk journalist i landet.

Og det er en trist udvikling for Matilde Kimer, der har dækket Rusland i 13 år.

Ved selvsyn har hun set et forhold, der er gået fra nærmest venskabeligt til decideret forfærdeligt.

For 11 år siden var Dronning Margrethe på statsbesøg i Rusland, hvor hun blandt andet besøgte graven til den danske prinsesse Dagmar, der blev kejserinde i Rusland. Foto: Alexander Demianchuk/Reuters/Ritzau Scanpix

I årenes løb har der for eksempel været adskillige statsbesøg fra de danske kongelige, der også har ført an i eksportfremstød for danske virksomheder, der ønskede at samhandle med Rusland.

Nu er nærmest al samhandel gået i stå, og også det politiske forhold er forvist til permafrosten.

”DR har aldrig prøvet at få udvist en journalist før. Heller ikke under det sovjetiske styre. Så det er et relationslavpunkt. Vi har aldrig haft det så dårligt med hinanden,” fortæller hun om den nuværende diplomatiske situation, som i afgørende grad er forværret efter Ruslands militære invasion af Ukraine.

”Vores diplomatiske forbindelse ligger på et eksistensminimum. Det er mere af navn end funktion, at vi har en tilstedeværelse i Rusland. Og jeg synes, at det er tragisk på alle planer. Både for mig personligt, men også for relationen mellem Rusland og Danmark,” siger hun.

Et lukket land

De seneste år har Matilde Kimer altså været med til at iagttage et Rusland, der langsomt har lukket sig om sig selv.

Med udvisningen af store dele af den udenlandske presse bliver det yderligere svært at få en fornemmelse af, hvad der rører sig.

Den fornemmelse får hun normalt ved at gå rundt i et par timer og holde øje med folks indkøbskurve i de russiske supermarkeder.

Eller ved samtaler i de små russiske køkkener, hvor virkeligheden bliver udlagt, og der skrues lidt ekstra op for musikken, hvis naboerne ikke skal lytte med.

Eller ved at overhøre de små hverdagssamtaler på russisk på foran butikkerne på gaden eller ved bænkene i parkerne.

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi kan lave den samme dækning nu,” fortæller hun.

Nuancerne forsvinder

En stor del af Matilde Kimers arbejde har nemlig netop været at lytte til ordet på gaden, der nogle gange fortæller en markant anden historie end de Kreml-loyale statsmedier.

Men det har også været at bringe nuancerne frem i forhold til de mange russere, der rent faktisk bakker op om invasionen af Ukraine.

Begge dele vil i stor grad gå tabt, fortæller hun.

”Vi kan jo heller ikke lave et uddybende interview med en russer, der synes, at invasionen af Ukraine er den bedste idé i 100 år. Og derfor øger man risikoen for bias,” mener hun.

Alligevel har hun efter så mange år i landet et solidt kildenetværk, ligesom der er mange almindelige russere, der rapporterer på sociale medier.

Men det er ikke det samme.

Og de forbindelser skal man også passe på, da de med stor sandsynlighed overvåges, så kilderne kan bringes i fare.

”Det har også været en overvejelse, vi har været nødt til at gøre her i de seneste måneder efter invasionen, hvor vi faktisk kunne arbejde der, men hvor det har været svært og risikabelt at stille op som kilde. Hver eneste gang, vi har bedt en kilde om at tale, så udsatte vi vedkommende for risici,” fortæller Matilde Kimer.

Og den trussel bliver nok ikke mindre af, at hun nu er en udvist journalist, tilføjer hun.

Konsekvenserne har været åbenlyse for flere kilder.

For eksempel har der været meldinger om, at familier til døde soldater ikke får erstatning, hvis de taler med pressen, eller at medarbejdere fra efterretningstjenesten tropper op på øvrige kilders privatadresser.

Men selvom det nu bliver markant sværere at følge med i Ruslands indre anliggender, mener Matilde Kimer ikke, at vi fremover kommer til at dække Rusland i total mørke, da der stadig er adgang til kilder, som ikke er styret af staten:

”Jeg synes ikke, det er med bind for øjnene og med høreværn på, men der er bare nogle nuanceringsgrader, som vi kommer til misse, fordi man ikke er helt lige så fintunet og ikke kan have samtaler åbent med de mennesker, som jo oplever de her forandringer,” siger hun.

Personligt har hun svært ved at forestille sig, at et diplomatisk pres eller protester vil føre til, at hun får adgang til landet igen.

”Det vil være naivt at forestille sig, at det siddende regime med dets overbevisning om, hvordan verden hænger sammen, har tænkt sig at gøre noget anderledes i forhold til ytringsfriheden eller pressefriheden.”