
Ekstra Bladet har opsagt en samarbejdsaftale med Tipsbladet. Avisen overvejer nu at lave sit eget fodboldtillæg. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ekstra Bladet har ved udgangen af januar 2024 opsagt samarbejdet med Tipsbladet.
Det bekræfter både Anders Borup Sørensen, administrerende chefredaktør på Ekstra Bladet, og Allan Olsen, ansvarshavende chefredaktør på Tipsbladet, over for Journalisten.
”Det er jo sådan en aftale, som vi løbende har op til revurdering. Fra Tipsbladet får vi primært noget digitalt indhold og et papirprodukt mod lidt penge den anden vej og noget trafik. Vi har været sindssygt glade for vores aftale med Tipsbladet, men da de fik nye ejere, tænkte vi, at tiden var kommet til at prøve noget nyt. Vi vil gerne fokusere vores indsats på Bold.dk, og det er vi i gang med nu,” siger Anders Borup Sørensen.
Udmeldingen kommer, efter at det i september blev meddelt, at den danske koncern Better Collective pr. 1. oktober ville overtage Tipsbladet fra den nuværende ejerkreds.
”Da Better Collective opkøbte Tipsbladet, havde vi en forventning om, at Ekstra Bladet ville se det som en trussel mod deres Bold.dk, og at de derfor ville opsige aftalen. Så det kom ikke som en stor overraskelse. Jeg forstår udmærket, at de ikke ønsker at promovere indhold fra Tipsbladet, når de nu selv har købt Bold.dk,” siger Allan Olsen.
Better Collective ejer sportsmedier, bettingfora og techvirksomheder på tværs af Europa og Nord- og Sydamerika.
Holder mulighederne åbne
Ekstra Bladet og Tipsbladet har gennem en årrække haft et samarbejde, hvor Tipsbladet på print hver fredag er udkommet sammen med avisen. Opsigelsen af aftalen betyder, at den trykte version af Tipsbladet på nuværende tidspunkt ser ud til at blive lagt i graven.
”Print udgør en meget lille del af vores omsætning, så det er næppe et sted, hvor vi vil gøre noget aktivt, efter sidste udgave i Ekstra Bladet er landet i kioskerne,” siger Allan Olsen.
Han tilføjer:
”Vi har jo alle set et annoncemarked på print styrtdykke, og da det er dyrt at trykke og distribuere, så er det næppe en forretning, vi kan få til at hænge sammen. Så selvom det dermed er et stykke fodboldhistorie, der efter al sandsynlighed forsvinder, så er Tipsbladet en digital medieforretning. Derfor vil det ikke betyde noget for forretningen.”
I tillæg til distribution af den printede udgave af Tipsbladet har de to medier også haft en trafikaftale, hvor Tipsbladets artikler er blev publiceret på eb.dk.
”I teorien kommer til det til at betyde et trafiktab. Samtidig ved vi også, at mange bruger Ekstra Bladet som indgang til Tipsbladet, hvor de ved, at de efter læsning af fodboldhistorier på eb.dk, bliver eksponeret for indhold fra Tipsbladet. Så trafikken forsvinder ikke en-til-en. Vi er da også ret sikre på, at vi kan opveje den tabte trafik andre steder,” siger Allan Olsen.
Overvejer nyt fodboldtillæg
På Ekstra Bladet siger Anders Borup Sørensen, at det ikke har været en nem beslutning at opsige aftalen med Tipsbladet.
”Vi har været glade for vores samarbejde. Specielt papirudgaven af Tipsbladet, der følger med Ekstra Bladet om fredagen, er vi meget glade for.”
Chefredaktøren mener dog, at Ekstra Bladet med opkøbet af Bold.dk i midten af april får en så stærk fodbolddækning, at tingene kan ”hænge sammen” uden samarbejdet med Tipsbladet.
Hvor meget af jeres fredagssalg af papiravisen har Tipsbladet båret?
”Vi har jo løbende regnet på, om den trafik, vi sender til Tipsbladet, hænger sammen med det mersalg, vi ser om fredagen. Men de præcise tal og beregninger kommer jeg ikke til at udlægge her,” siger Anders Borup Sørensen .
Skal I selv til at lave en printet udgave af Bold.dk til avisen om fredagen?
”Vi vil gerne lave et fodboldtillæg om fredagen. Det er endnu for tidligt at sige, hvordan det præcist skal skrues sammen, men det er klart, at vi kommer til at få en masse godt fodboldstof fra Bold.dk, som vi vil bruge i et eller andet format,” siger Ekstra Bladets chefredaktør.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.