Sparerunde

Ekstra Bladet lægger sekretariat ud og håber at undgå fyringer

Der er fyringsrunder flere steder i JP/Politikens Hus, men hos Ekstra Bladet håber man, at det kan undgås

Ekstra Bladets medarbejdere har på et orienteringsmøde i eftermiddag fået besked om, at ledelsen gerne vil lægge avisens sekretariat ud til firmaet Wunderkind.

Det sker med chefredaktør Knud Brix’ ord ud fra et ønske om at fremtidssikre avisen.

”Vi er 20 i vores sekretariat i dag. Vores udgangspunkt er, at 15 af dem er en del af virksomhedsoverdragelsen. Mens 5 stillinger bliver bevaret her på Ekstra Bladet,” siger han.

Meldingen til medarbejderne kommer i forbindelse med flere fyringsrunder i JP/Politikens Hus, der er blevet meldt ud til medarbejderne i dag. Hos Jyllands-Posten skal 15 medarbejdere fyres, og hos Politiken er antallet 10.

Med Ekstra Bladets outsourcing af sekretariatet håber man fra ledelsens side at kunne undgå fyringen.

”Jeg kan ikke sige noget endeligt. Men mit håb er, at vi kommer igennem uden fyringer,” siger Knud Brix.

Medarbejdere flyttes fra Aarhus

Chefredaktøren understreger, at ledelsen ønsker at bevare papiravisen. Redigering og layout af den ser ledelsen gerne sker hos Wunderkind.

Derudover laver avisen en flytning af medarbejdere, så fem af de syv medarbejdere i Aarhus tilbydes at komme til redaktionen i København. De sidste to forbliver som medarbejdere i Aarhus, siger Knud Brix.

Men de ansatte, der står til virksomhedsoverdragelse til Wunderkind, vil vel blive ansat på en helt anden løn og vilkår?

”Hvis man siger ja til det her, så fortsætter man med løn og arbejdsvilkår herfra i den periode, som svarer til ens opsigelsesvarsel. Derefter skal man forhandle med Wunderkind. Der kan jeg ikke sikre de samme vilkår. Men det er vigtigt for os, at Wunderkind har overenskenskomst med Dansk Journalistforbund,” siger han.

Kan I bevare papiravisens kvalitet, når så centrale funktioner rykkes ud af huset?

”Det er bestemt håbet. Og når jeg kigger på Berlingske, der også har outsourcet til Wunderkind, er det heller ikke mit indtryk, at den er dårligt redigeret.”

Politiken-journalister nedlægger arbejdet

Den varslede fyringsrunde hos Politiken har i dag fået Politikens medarbejderstab til at nedlægge arbejdet frem til torsdag formiddag.

”Politiken har i de seneste år leveret store overskud og høje afkastgrader. Derfor er vi rystede over, at vi i et enkelt år med ekstraordinære omstændigheder bliver mødt med et dekret om omfattende fyringer. Det minder mere om processen i en kapitalfond end i en publicistvirksomhed, som er stolt af sine medarbejdere,” skriver de i brevet, som Journalisten har set.

Ifølge Stig Ørskov, koncerndirektør i JP/Politikens Hus, er der dog ingen anden farbar vej for koncernens udgivelser.

”Vi står i en trist situation, hvor vi skal kigge ret grundigt på omkostningerne for at få dem til at passe med udviklingen i omsætningen, og det kommer til at ramme medarbejderne. Det er trist, og jeg vil understrege, at det er en hård øvelse, vi er i gang med, specielt fordi det går ud over konkrete medarbejdere på et tidspunkt. Hvor mange og hvorledes kan jeg ikke sige lige nu, for det afhænger af de konkrete planer hos de enkelte aviser, og hvordan det kommende forløb ender,” siger han.

2 Kommentarer

Martin Kirchgässner
17. NOVEMBER 2022
Man må gå ud fra, at de bliver ansat på den gældende overenstkomst med Wunderkind, hvad skulle de ellers? En anden snak er persolige tillæg og goder.
Janne Poulsen
16. NOVEMBER 2022
Bliver de 15 ansatte i EBs sekretariat så ansat med nuværende overenskomst i Wunderkind. Og har de den nuværende opsigelse med. Jeg var en af dem der tog en frivillig fratrædelse fra Berlingske Media. Fik i øvrigt en fremragende fratrædelse, men tror også, at de bare villle af med os

Læs også

Sparerunde

Stig Ørskov: Fyringer er nødvendige

16. NOVEMBER 2022