Presseetik

Ekstra Bladet bragte otte år gammel forside: Jeg kunne jo have været død, siger forundret case

Ekstra Bladet bragte for otte dage siden en otte år gammel artikel på forsiden af den trykte avis. Chefredaktør Knud Brix lægger sig fladt ned.

Frank Larsen havde for otte år siden så meget succes med at tabe sig af slankekuren Sense, at det blev til en historie på Ekstra Bladets trykte avisforside under rubrikken ”Sådan fik vi slanke-succes”.

Og havde han åbnet Ekstra Bladets papiravis den 28. december, ville han her knap otte år senere kunne se præcis de samme fotos og udtalelser fra sig selv som dengang.

Ekstra Bladet genudgav nemlig præcis samme historie på forsiden af papiravisen. Den eneste ændring var, at rubrikken denne gang var ændret til ’Sådan kan du smide julefedtet’.

”What!” siger Frank Larsen, som til daglig ejer og driver bowlingcenteret i Assens på Fyn, da Journalisten fortæller ham, at han mellem jul og nytår igen har været i Ekstra Bladet med både interview og før- og nu-fotos.

”Jeg synes, det er flabet, at de reklamerer for den kur med mig og mine billeder, for jeg har ikke været på den i tre-fire år,” siger Frank Larsen.

Anede det ikke

Han anede ikke, at han mellem jul og nytår igen optrådte i Ekstra Bladets spalter, hvor avisen skriver, at hans nuværende vægt er 112 kilo.

”Den er 122 kilo. Og det ved jeg, for jeg har været på vægten her i morges.”

Han var ganske rigtigt engageret i slankekuren Sense tidligere i livet og blev dengang også uddannet til Sense-konsulent. Men nu er han helt ude af Sense-universet og har ingenting med det at gøre.

Vi lægger os selvfølgelig fuldstændigt fladt ned her. Det må bare ikke ske.
Knud Brix, ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet

Derfor synes han det er udtryk for ringe journalistik, at Ekstra Bladet ikke som minimum har kontaktet ham, inden de kørte historien med forsidehenvisning og det hele.

”Jeg kunne jo lige så godt have været død!” som han siger.

I artiklen har Ekstra Bladet også i 2018 talt med Anne Seidelin, som bruges som ekspert i vægttab. Hun oplyser til Journalisten, at hun heller ikke er blevet kontaktet af Ekstra Bladet før udgivelse. Det har ikke været muligt for Journalisten at få kontakt til de øvrige cases i historien.

Menneskelig fejl

Ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet Knud Brix kalder det en ”meget beklagelig menneskelig fejl”.

”Og vi lægger os selvfølgelig fuldstændigt fladt ned her. Det må bare ikke ske,” siger han til Journalisten.

Han ønsker ikke at uddybe, præcis hvordan den menneskelige fejl er sket.

”Men vi kommer selvfølgelig til at gennemgå vores procedurer for at sikre, at det ikke sker igen i fremtiden. Man kan dog aldrig gardere sig fuldstændigt mod menneskelige fejl.”

Den menneskelige fejl betød, at man på Ekstra Bladets redaktion ikke var klar over, at indholdet var fra 2018. Det er også forklaringen på, at Frank Larsen og de øvrige kilder ikke er blevet kontaktet forud for genudgivelsen, siger Knud Brix:

”Vi har taget fat i ham og tager også fat i de øvrige kilder for at sikre, at de er okay. Og vi sender dem også et plaster på såret,” siger Knud Brix.

0 Kommentarer