Lovgivning

Eksperter dumper Podimo-forklaring om sladderpodcast

Podimo-chefredaktør Mette Østergaard har forklaret, at EU-regler står i vejen for at fjerne ’Hvepsereden’ fra platformen. Men det giver ingen mening, lyder det fra to juraprofessorer. Podimo fastholder sin fortolkning af reglerne.

Podimo har misforstået reglerne.

Sådan er den kontante melding fra to juraprofessorer, efter at Podimo-chefredaktør Mette Østergaard sidste weekend forklarede i Presselogen, hvorfor Podimo ikke har fjernet en udskældt podcast fra sin platform:

”Det er, fordi EU-lovgivningen siger, at der skal være nogle formelle klager på en podcast, for at du kan tage stilling til, om det er noget, der skal være der. Vi har noteret os den løbende mediedebat de seneste uger, men vi har ikke modtaget nogen formelle klager,” sagde Mette Østergaard i Presselogen.

Men Mette Østergaards forklaring bygger på en markant misforståelse af juraen, lyder det fra Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor på Syddansk Universitet.

”Ligesom et hvilket som helst andet medie, så må man overveje, hvad man gør, hvis man bliver vidende om, at indhold kan være ulovligt. Så må man tage stilling til, om man vil lade det blive, eller om man vil fjerne det,” siger han.

Han bakkes op af Jan Trzaskowski, juraprofessor på Aalborg Universitet.

”Der er ikke noget til hinder for, at man fjerner indhold. Selvfølgelig kan de tage indholdet ned,” siger Jan Trzaskowski.

Sladder om influencere

Hele sagen drejer sig om podcasten ’Hvepsereden’, der blev - i hvert fald midlertidigt - lukket for i starten af sidste uge.

I podcasten er stort, småt og sladder om influencere blevet delt af de to værter, og i nogle tilfælde er rygter fra blandt andet Reddit blevet viderebragt uden dokumentation og uden forelæggelse. En praksis, der kan tangere en overtrædelse af injurielovgivningen, har Sten Schaumburg-Müller tidligere forklaret til Berlingske.

Podcasten er ikke produceret af Podimo, men ligger som mange andre gratis podcasts tilgængelig på Podimos platform. Det på trods af, at Mette Østergaard ikke bryder sig om den.

”Jeg synes ikke, at det er et godt produkt. Jeg synes, at det både etisk og kvalitetsmæssigt overhovedet ikke stemmer overens med de standarder, vi har,” sagde hun i Presselogen.

Det virker til, at reglerne bliver blandet sammen her. Det giver ikke mening.
Jan Trzaskowski, juraprofessor ved Aalborg Universitet

Men Podimo kan ikke fjerne podcasten, gjorde Mette Østergaard samtidig klart. For Podimo er delt i to.

Dels er Podimo et medie, som selv producerer indhold og er tilmeldt Pressenævnet. Og dels er Podimo en platform, hvor gratis indhold bliver stillet til rådighed i et søgebibliotek.

Podimo som platform er ikke underlagt Pressenævnet, men EU-lovgivningen Digital Services Act (DSA). Ifølge Podimo står DSA i vejen for, at indhold kan fjernes, når der ikke er kommet en formel klage.

”EU-lovgivningen siger, at der skal være nogle formelle klager på en podcast, for at du kan tage stilling til, om det er noget, der skal være der. Vi har noteret os den løbende mediedebat de seneste uger, men vi har ikke modtaget nogen formelle klager,” sagde Mette Østergaard i Presselogen.

Har fået lovgivningen galt i halsen

Men DSA siger ikke noget om, at platforme ikke må fjerne indhold, påpeger de to professorer. Derfor forstår de slet ikke Podimos argumentation.

”Jeg forstår det simpelthen ikke. Det er en helt mærkelig læsning af DSA. Det er helt forkert. Det handler ikke om, at de ikke må fjerne indhold. Det handler om, hvornår platforme er ansvarsfri,” siger Sten Schaumburg-Müller.

Ifølge de to professorer skal DSA nemlig læses sådan, at platforme generelt ikke står til ansvar for det indhold, brugere deler på platformen, men at der er undtagelser.

Til gengæld kan platforme stå til ansvar for ulovligt indhold, hvis de er blevet gjort opmærksomme på det. DSA forpligter samtidig platforme til at undersøge anmeldelser om ulovligt indhold – og ikke mindst fjerne det, hvis de bliver opmærksomme på ulovligt indhold.

”Det virker til, at reglerne bliver blandet sammen her. Det giver ikke mening. Selvfølgelig kan de fjerne adgangen til indhold,” siger Jan Trzaskowski.

Vi skal agere på en objektiv og ikke-diskriminerende måde, og vi er overbeviste om, at vores tilgang er i fuld overensstemmelse med lovgivningen.
Jakob Aurelius, chefjurist hos Podimo

Faktisk er Podimo forpligtet til at reagere, hvis de får viden om, at en podcast kan have ulovligt indhold.

”Hvis man får en klage eller på anden måde bliver bekendt med ulovligt indhold som for eksempel injurier, så kan man blive ansvarlig for det. Så hvis man får en klage, har man pligt til at reagere for at være ansvarsfri,” siger Jan Trzaskowski.

Kræver ikke en klage

Både Christian Jensen og Knud Brix, ansvarshavende chefredaktører for henholdsvis Politiken og Ekstra Bladet, stillede sig i Presselogen uforstående over for Mette Østergaards forklaring. Ikke mindst set i lyset af, at der har været rejst offentlig kritik af podcasten.

”Men du vil have det på skrift, inden I vil reagere på det?,” spurgte Knud Brix.

”Ja, det er det, lovgivningen skriver,” svarede Mette Østergaard.

Men en skriftlig klage er ikke den eneste måde at blive bekendt med potentielt ulovligt indhold, påpeger Sten Schaumburg-Müller. Det er nok, hvis man bliver forelagt kritik fra en journalist eller medvirker i et tv-program, der rejser kritik af indholdet.

”Man kan få kendskab på forskellige måder. Og så skal de reagere for at blive i ansvarsfriheden.”

Så er spørgsmålet, hvordan man i DSA-sammenhæng vurderer, at noget er ulovligt.

”Der behøver ikke være en retssag. Sommetider kan det være meget tydeligt med injuriesager. Andre gange er det sværere at se, om det er injurierende. Og så må platformen tage stilling til, hvor man ligger henne. Tager man chancen, eller vil man hellere være forsigtig?,” siger Sten Schaumburg-Müller.

Podimo fastholder

Podimo fastholder dog, at de holder sig til lovgivningen.

”Vi skal agere på en objektiv og ikke-diskriminerende måde, og vi er overbeviste om, at vores tilgang er i fuld overensstemmelse med lovgivningen,” skriver Podimos chefjurist, Jakob Aurelius, i et skriftligt svar til Journalisten.

Podimo anerkender de to professorers analyse, men fastholder, at de ikke kan fjerne podcasten uden en konkret og officiel anmeldelse.

”Deres rammesætning kan ikke uden videre overføres på den aktuelle kritik af Hvepsereden, som i vid udstrækning angår smag og etik snarere end en konstateret ulovlighed,” udtaler Podimos chefjurist, Jakob Aurelius, i et skriftligt svar til Journalisten.

Podimo skriver i sine retningslinjer for platformen, at ”når indhold bliver anmeldt til os eller på anden måde kommer til vores kendskab, iværksætter vi en gennemgang, som kan omfatte fjernelse af indhold, vi anser for ulovligt eller i strid med vores indholdspolitik”.

Men problemet med Hvepsereden er ifølge chefjuristen, at indholdet ikke er åbenlyst ulovligt.

”Indholdet i Hvepsereden har vist sig ikke at være åbenbart ulovligt; der har primært været tale om kulturdebatter vedrørende smag og redaktionelle valg. Kritik kan have mange former, men ikke al kritik er ensbetydende med, at indhold er ulovligt, og ikke al kritik dikterer, at en platform er forpligtet til at fjerne det,” skriver Jakob Aurelius.

”Vi er således berettigede til at afvente en fyldestgørende anmeldelse, før vi skrider til handling. Når vi har henvist til vores behov for en fyldestgørende anmeldelse, har fokus ikke været på en teoretisk juridisk analyse, men derimod på den operationelle virkelighed, der følger af kravet om omhu i Artikel 14,” skriver Jakob Aurelius.

Podimo giver Sten Schaumburg-Müller ret i, at platforme står over for et vanskeligt valg, når lovligheden af indhold er tvetydig.

”Men at være 'overforsigtig' er ikke en neutral position. Det kan tilmed føre til, at kritik alene bliver et tilstrækkeligt grundlag for at fjerne indhold. Hvis vi lader ulovligt indhold forblive tilgængeligt, kan det have konsekvenser for berørte personer. Hvis vi derimod fjerner indhold på baggrund af et mediepres, begrænser vi aktivt ytringsfriheden og indholdsskabernes rettigheder,” skriver Jakob Aurelius.

Sådan lyder loven

Efter Mette Østergaards medvirken i Presselogen har Journalisten spurgt Podimo, hvilke passager i Digital Services Act, Mette Østergaard refererer til. Det er på baggrund af det svar, de to professorer udtaler sig.

Podimo har i svaret henvist til følgende artikler i DSA:

Artikel 6, stk. 1:

I tilfælde af ydelse af en informationssamfundstjeneste, som består i lagring af information leveret af en tjenestemodtager, pådrager tjenesteudbyderen sig ikke ansvar for information lagret på anmodning af en tjenestemodtager, forudsat at udbyderen:

  • a) ikke har konkret kendskab til den ulovlige aktivitet eller det ulovlige indhold og, for så vidt angår erstatningskrav, ikke har kendskab til forhold eller omstændigheder, hvoraf den ulovlige aktivitet eller det ulovlige indhold fremgår, eller
  • b) fra det øjeblik, hvor tjenesteudbyderen får et sådant kendskab, straks tager skridt til at fjerne det ulovlige indhold eller hindre adgangen hertil.

Artikel 7 - Frivillige undersøgelser på eget initiativ og overholdelse af lovgivningen

Udbydere af formidlingstjenester anses ikke for at være udelukket fra de ansvarsfritagelser, der er omhandlet i artikel 4, 5 og 6, udelukkende fordi de i god tro og omhyggeligt gennemfører frivillige undersøgelser på eget initiativ eller træffer andre foranstaltninger, der har til formål at påvise, identificere og fjerne eller hindre adgangen til ulovligt indhold eller træffe de nødvendige foranstaltninger til at opfylde kravene i EU-retten og national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, herunder kravene i denne forordning.

Artikel 8: Ingen generelle forpligtelser til at overvåge eller aktivt undersøge forhold

Udbydere af formidlingstjenester må ikke pålægges en generel forpligtelse til at overvåge den information, de transmitterer eller lagrer, eller til aktivt at undersøge forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovlig aktivitet.

Artikel 16: Anmeldelsesmekanismer og handlepligt

  1. Udbydere af oplagringstjenester indfører mekanismer, der gør det muligt for enhver enkeltperson eller enhed at underrette dem om tilstedeværelsen på deres tjeneste af specifik information, som den pågældende person eller enhed anser for at være ulovligt indhold. Disse mekanismer skal være let tilgængelige og brugervenlige og skal give mulighed for indgivelse af anmeldelser udelukkende ad elektronisk vej.
  2. De mekanismer, der er omhandlet i stk. 1, skal gøre det lettere at indgive tilstrækkelig præcise og underbyggede anmeldelser. Med henblik herpå træffer udbyderne af oplagringstjenester de nødvendige foranstaltninger til at muliggøre og lette indgivelsen af anmeldelser, der skal indeholde alle følgende elementer (elementerne er fjernet for at forkorte teksten, men handler bl.a. om en tilstrækkeligt underbygget begrundelse, angivelse af indholdets placering m.m., red.).
  3. De i denne artikel omhandlede anmeldelser anses for at tilvejebringe konkret kendskab med henblik på artikel 6 til den pågældende specifikke information, når de sætter en omhyggelig udbyder af oplagringstjenester i stand til at bestemme, hvori det ulovlige ved den pågældende aktivitet eller information består, uden først at måtte foretage en retlig undersøgelse.

Derudover henviser Podimos chefjurist til følgende:

Artikel 14, stk. 1 & 4 – Vilkår og betingelser

  • Stk. 1: Udbydere af formidlingstjenester medtager oplysninger om de begrænsninger, som de måtte pålægge brugen af deres tjenester med hensyn til information leveret af tjenestemodtagerne, i deres vilkår og betingelser. Disse oplysninger skal omfatte oplysninger om politikker, procedurer, foranstaltninger og værktøjer, der anvendes med henblik på indholdsmoderation, herunder algoritmisk beslutningstagning og menneskelig gennemgang, samt reglerne for deres interne klagebehandlingssystem. De skal affattes i et klart, almindeligt, forståeligt, brugervenligt og utvetydigt sprog og være offentligt tilgængelige i et lettilgængeligt og maskinlæsbart format.
  • Stk. 4: Udbydere af formidlingstjenester handler med omhu og på en objektiv og forholdsmæssigt afpasset måde ved anvendelsen og håndhævelsen af de begrænsninger, der er omhandlet i stk. 1, under behørig hensyntagen til alle involverede parters rettigheder og legitime interesser, herunder tjenestemodtagernes grundlæggende rettigheder såsom ytringsfrihed, mediefrihed og -pluralisme og andre grundlæggende rettigheder og friheder som fastsat i chartret.

Kilde: Digital Services Act

0 Kommentarer