Foto: Thomas Gaardsmand
Sagen om TV 2 Nords mangeårige sportsjournalist Morgens Jørgensen, som under stor mediebevågenhed i foråret fik frataget sit stofområde, har givet ridser i lakken hos ledelsen på TV 2 Nord.
Det indikerer i hvert fald en ny måling, som TV 2 Nord i samarbejde med organisationen ’Great place to Work’ har fået lavet i kølvandet af forløbet.
Undersøgelsen viser, at selv om de ansatte på TV 2 Nord overordnet set er glade for deres arbejdsplads, så scorer ledelsen lavt på flere parametre, herunder især troværdighed og retfærdighed.
Og det resultat kommer ikke bag på chefredaktør og HR-chef Tino Pedersen, set i lyset af forårets forløb. Det skriver han i en mail til Journalisten.
”Men uanset hvad er det øjebliksbillede, som målingen giver, IKKE tilfredsstillende,” fastslår chefredaktøren.
Anklaget for hetz og chikane
Det var en konflikt mellem ledelsen og stationens sportsjournalist gennem 37 år, Mogens Jørgensen, som i marts kulminerede med beskeden om, at han ikke længere må dække sport.
Beslutningen udløste ballade og opstandelse i medarbejdergruppen. 60 ansatte rettede i en fælles erklæring skarp kritik af forløbet og betegnede ledelsens behandling af Mogens Jørgensen som ”chikanøs” og utryghedsskabende.
Selv mente Mogens Jørgensen, at der var tale om en ”hetz” af ham.
”Jeg har jo passet mit arbejde i 37 år og gjort det ret godt. Så jeg føler, det er en slags hævn og personlig hetz,” sagde Mogens Jørgensen i april til Journalisten.
I stedet for at være en selvtilrettelagt og selvkørende sportsjournalist, lød beskeden fra ledelsen, at han fremover skulle indgå i vagtplan og dække nyheder. Siden har han fået en fratrædelsesaftale og er stoppet på TV 2 Nord.
Tilfredshed trods problemer
Men selv om sagen dermed er afsluttet, tyder ’Great place to Work’-målingen altså på, at de ansatte på TV 2 Nord ikke har glemt miseren.
I undersøgelsen, som 92 procent af de ansatte har besvaret, er det netop udsagn om ledelsen, der rangerer lavest.
For eksempel opnår ledelsen kun en score på 55 procent positive svar på spørgsmål, der måler dens troværdighed. Det er markant under gennemsnittet på 68 procent for virksomheder i Danmark.
Også på spørgsmål, der måler, i hvor høj grad medarbejderne oplever, at ledelsens handlinger er retfærdige, scorer TV 2 Nord under gennemsnittet.
Det er særligt på spørgsmål om, hvorvidt ledelsen favoriserer nogle frem for andre, og hvorvidt forfremmelser går til dem, der fortjener det mest, ledelsen scorer lavt på i undersøgelsen.
Til gengæld viser undersøgelsen også, at medarbejderne på TV 2 Nord overordnet set oplever stor grad af fællesskab og sammenhold på deres arbejdsplads. Samlet opnår TV 2 Nord en score på 76 procent positive svar på det det opsummerende hovedudsagn: ”Alt taget i betragtning synes jeg, det er et rigtig godt sted at arbejde”.
Gennemsnittet for virksomheder i Danmark på dette udsagn er 75 procent positive svar.
Ledelsen vil forbedre sig
Men uanset de positive røster, som undersøgelsen også indeholder, understreger chefredaktør Tino Pedersen, at ledelsen på TV 2 Nord vil reagere på den knap så gode feedback til dem.
”Der bliver nu lavet en plan for, hvordan ledelsen skal forbedre sig. Styregruppen kommer til at holde ledelsen i ørerne på det punkt,” lover han og tilføjer:
”Vi vil ikke blot have en gennemsnitlig arbejdsplads. Vi vil være blandt de bedste. Det er derfor, at vi har iværksat et langsigtet arbejde, og styregruppens ambition er naturligvis, at den fælles indsats skal munde ud i forbedret score ved næste ’Great Place To Work’-måling.”
Også TV 2 Nords tillidsrepræsentant Tommy Hald ser fortrøstningsfuldt på fremtiden.
”Resultatet af undersøgelsen er faktisk mere positivt, end jeg havde forventet. Ledelsen scorer forholdsvis lavt, men det gør de jo altid efter sådanne sager. Og ’Great Place to Work’ siger, at det ikke er noget, der ikke kan rettes op på,” siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.