"Det er både fysisk og psykisk opslidende at dække Tour de France," fortæller Dennis Ritter. Foto: Emilie Lærke/Ritzau Scanpix
Det er hviledag i Frankrig i dag.
Tour de France-feltet er nået til Toulouse, 10 etaper er tilbagelagt, og 11 venter forude, inden rytterne den 27. juli triller ind på Champs Élysées i Paris.
En dag, som for de fleste ryttere bruges på at hvile lårbasserne, men som for TV 2’s Tour de France-kommentator Dennis Ritter faktisk går med det stik modsatte: At få lidt kilometer i benene.
”Jeg har lige forladt mit hotel for at gå en tur, mens vi snakker,” fortæller han over telefonen fra Toulouse.
”Det er både fysisk og psykisk opslidende at dække Tour de France. Jo ældre jeg bliver, jo mere kan jeg mærke, hvordan det påvirker fysikken, at jeg sidder så meget ned og slet ikke får vedligeholdt kadaveret. Så jeg prøver virkelig at få mast lidt gå- og løbeture ind, hvor jeg kan,” forklarer Dennis Ritter.
Stadig ”hamrende hårdt”
Faktisk er årets Tour de France lidt af et jubilæum for Tour-kommentatoren. I år er det nemlig 25 år siden, Dennis Ritter første gang dækkede Tour de France.
Dengang var det for DR, men siden 2005 har han været en fast del af TV 2’s Tour de France-dækning. Fra 2007 har han siddet i kommentatorboksen – de fleste år med Rolf Sørensen og Jørgen Leth ved sin side.
Dennis Ritter, journalist og cykelkommentator
”Dengang havde jeg ikke drømt om, at det skulle vare så længe. Men nu står jeg altså her 25 år senere og kan fejre sølvbryllup med Tour de France,” siger Dennis Ritter.
Er det stadig sjovt?
”Det er stadig sjovt og et kæmpe privilegium. Men det er også stadig pisseirriterende og hamrende hårdt. Bagefter går jeg rundt som en levende død og er træt helt ind i knoglerne – jeg er som en zombie de første par uger efter touren,” fortæller han.
Tætpakkede dage
Hvis man skal forstå, hvorfor det tærer sådan på Dennis Ritters kræfter at kommentere det legendariske cykelløb, må man først forstå, hvordan hans dagligdag under touren forløber.
Den efterlader nemlig ikke mange huller til hverken søvn eller hvile.
”Min arbejdsdag starter typisk, når morgenmadsbuffeten på hotellet åbner klokken 06:30. Klokken 08 skal jeg nemlig stå klar ude i målområdet, og allerede der har jeg høj puls og stress. Der er jeg nemlig allerede presset for at nå alle forberedelserne, inden sendingen begynder,” fortæller Dennis Ritter.
Dennis Ritter, journalist og cykelkommentator
Selve live-sendingen begynder typisk ved 12-tiden og løber gerne frem til klokken cirka 18. Derefter skal Dennis Ritter ud af kommentatorboksen og ind i Tour de France-studiet, inden den store nedpakning begynder klokken 19.
”Typisk bliver den 19:30, før vi er klar til at køre, og derefter har vi så en tur i bil på mellem to og fire-fem timer frem til den by, hvor rytterne kommer i mål næste dag. Den bliver tit henad midnat, før vi tjekker ind på det næste hotel – og så skal man lige nå at få lidt søvn, inden det går løs igen næste dag,” siger han.
Dennis Ritter understreger, at han efterhånden kender møllen bedre end de fleste, og at han ikke klynker.
”Men man arbejder konstant under tidspris for at nå det hele, og jeg skal da være ærlig og sige, at jeg altid føler mig meget presset og stresset under Tour de France,” siger Dennis Ritter.
Arven fra Jørgen Leth
Men selvom hans i dag 52-årige krop klager mere over arbejdsforholdene end for 25 år siden, så er andre dele af jobbet som kommentator trods alt blevet nemmere med årene.
Det gælder særligt den del af hans forberedelse, der ikke handler om det rent sportslige, men om alt det udenom selve cykelløbet.
Alt det, der handler om Frankrigs kultur, geografi og historie, og som de danske seere lægger særligt stor vægt på, fordi Jørgen Leth har lært os, at det er en fast bestanddel af Tour de France-dækning.
Dennis Ritter, journalist og cykelkommentator
”Da Jørgen Leth stoppede, lå den del af opgaven jo pludselig hos mig alene. Og det var da en betragtelig opgave. De første år sov jeg nærmest ikke om natten – jeg brugte SÅ meget tid på at forberede mig og lagde virkelig hjerteblod i det. Og alligevel skrev folk til mig, hvorfor jeg aldrig fortalte noget om Frankrig,” husker Dennis Ritter.
Med tiden er arven fra Jørgen Leth dog blevet lettere at løfte, og i dag elsker Dennis Ritter at sætte sig ind i fransk historie, geografi og politik.
”Jeg ville ønske, jeg havde endnu mere tid til det, men jeg har jo efterhånden et stort arkiv af noter og betragtninger, jeg kan gå tilbage til,” siger han.
Tourens musikalitet
Udover at tage sig af alt det uden om selve cykelløbet ser Dennis Ritter langt henad vejen sin rolle i studiet som rollen for en spilfordeler på en fodboldbane.
”Jeg skal sørge for, at der er flow, og at bolden bliver spillet de rigtige steder hen på de rigtige tidspunkter. Jeg skal ikke prøve at være klog på det, som mine medkommentatorer er eksperter på. I stedet skal jeg sparke bolden over til dem, når der virkelig er brug deres insiderviden om det cykeltaktiske,” forklarer han og tilføjer:
”Det handler rigtig meget om at være en orkesterleder, der får musikken til at spille.”
Dennis Ritter, journalist og cykelkommentator
Netop musikaliteten i at kommentere en Tour de France-etape er en anden vigtig lektie, som Dennis Ritter lærte under årene med Jørgen Leth i kommentatorboksen.
”Musikalitet i kommenteringen betyder, at der er flow og pauser. Det betyder, at vi varierer vores tonering og intensitet, så vi for eksempel ikke er helt oppe at ringe, når der er 180 kilometer tilbage, og Jonas Vingegaard stopper for at tisse,” forklarer Dennis Ritter.
Selv er han klar over, at intensiteten stiger, og at alle instrumenter kommer i brug, når Tour-feltet fra i morgen tager hul på sidste halvdel af årets Tour de France.
”Men så snart det er overstået ved jeg, at jeg glæder mig til næste år,” siger Dennis Ritter.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.