Ligesom resten af den internationale presse har Nagieb Khaja ikke selv adgang til at rapportere fra Gaza. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Et stort tab for verdens adgang til troværdig journalistisk information fra det mere og mere mørklagte Gaza.
Sådan betegner den danske journalist og tidligere Cavling-vinder Nagieb Khaja tabet af Al Jazeera-journalisten Anas Al-Sharif, som søndag blev dræbt i et israelsk luftangreb i Gaza By.
Nagieb Khaja understreger, at han ikke kendte den 28-årige palæstinensiske journalist personligt. Men han fortæller, at Al Jazeera-journalisten har været en af hans vigtigste open-source-kilder i Gaza, siden konflikten mellem Israel og Hamas brød ud 7. oktober 2023
”Han er en af dem, som igen og igen har leveret meget stærke historier inde fra Gaza. Jeg har ofte brugt Anas’ historier til at give eksempler på, hvad der sker inde i Gaza. Han havde en evne og et mod til ofte at være til stede de rigtige steder på de mest kritiske tidspunkter,” fortæller Nagieb Khaja.
Flere pressefolk dræbt
Ud over Anas Al-Sharif blev tre kamerafolk og en anden journalist dræbt i samme angreb.
De befandt sig angiveligt i et telt, der var tiltænkt journalister, uden for Al-Shifa-hospitalets hovedindgang, da teltet blev ramt af et israelsk angreb.
Israels militær, IDF, har i et opslag på X hævdet, at Anas Al-Sharif var en del af den militante Hamas-bevægelse.
Men det skal man ifølge Nagieb Khaja tage med et gran salt.
”Jeg tænker, at det er propaganda,” siger han
”Vi bliver nødt til at gå ud fra, at alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist, og jeg kender Anas som en virkelig troværdig journalist. Men Israel er notorisk berygtet for at lyve om de her ting og anklage alle palæstinensiske journalister for at være i lommen på Hamas uden at fremlægge beviser.”
Brød sammen på skærmen
Selvom Nagieb Khaja fremhæver Anas Al-Sharif for hans mod og troværdighed, så beundrer han især sin palæstinensiske journalistkollega for hans vedholdenhed.
”Grunden til, at jeg beundrer ham rigtigt meget, er, at du kan se, at han emotionelt har haft det rigtig svært. Flere gange har han været ved at bryde sammen, når han har rapporteret fra Gaza. Men alligevel blev han ved, selv om han blev nedbrudt,” siger han.
”Han var virkelig selvopofrende, og det var det, der var så rørende og beundringsværdigt.”
Anas Al-Sharif er langtfra den første journalist i Gaza, som har mistet livet, siden konflikten brød ud i lys lue.
”Systematiske massedrab”
Forskellige organisationer og myndigheder opgør tallene forskelligt, men ifølge Committee to Protect Journalists (CPJ) er knap 200 journalister og mediearbejdere blevet bekræftet dræbt.
”Det er systematiske massedrab på journalister. Det er meget, meget voldsomt og ikke set før,” siger Nagieb Khaja.
Han efterlyser, at mediehusene i vores del af verden råber højere op og viser, at vi ikke vil acceptere, at udslettelsen af palæstinensiske journalistkolleger fortsætter.
”Vi kan ikke bare blive ved med at se det her ske og opføre os, som om intet er sket og behandle det her styre i Israel som et hvilket som helst andet styre i verden,” mener han.
”Som journalister og mediehuse er vi nødt til at råbe op og tage afstand og være solidariske med vores kolleger i Gaza,” siger Nagieb Khaja.
Mandag har nonprofitorganisationen Reporters Sans Frontières (RSF), der kæmper for pressefrihed, fordømt søndagens drab på fem Al Jazeera-ansatte i Gazastriben.
”Israels strategi med medieblackout, som har haft til formål at skjule de forbrydelser, der er begået af dens hær i over 21 måneder i den belejrede og udsultede palæstinensiske enklave, må ophøre omgående,” skriver RSF.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der er i stigende grad mange aktivister, der forsøger sig, at pådutte sig selv prædikatet journalist. Jeg vil ikke mene at Anas Al Sharif, med den måde vedkommende har hyldet Hamas på jf. Jotam Confinos beretninger, har gjort sig fortjent til at bruge titlen journalist.
Men hvad værre er, at vores eget fagblad, der burde være en beskytter af vores hæderkronede titel, at I heller ikke kan finde ud af det. Det virker mig noget bekymrende.
Jens Kloppenborg, DJH 2002