DR med kæmpe ændring: Alt indhold skal være digitalt

DR har mandag foretaget store ændringer i organisationen

DR skal fremover være en ”fuldt ud digital public service-institution”.

Det fremgår af strategipapiret ’Sammen om det vigtige’, som er DR’s strategi frem mod 2025.

”DR vil derfor over tid foretage et skifte, så indholdet først og fremmest skal udvikles og produceres til at udkomme på digitale platforme,” lyder det blandt andet om indvirkningen på alle DR’s genrer.

Den digitale omstilling vil blive en ”omfattende udviklings- og implementeringsopgave for DR i de kommende år”, lyder det. Du kan få et overblik over alle ændringerne her.

Nyt direktørområde

Derfor vil der være mange løbende forandringer og ændringer i DR, som også kommer til at gælde selve organiseringen af mediehuset.

Indholdet skal også gentænkes, lyder det:

”Indhold skal samtænkes og udvikles til at udkomme digitalt og tværmedielt fremfor til bestemte kanaler og tidspunkter. Det kræver stærke produktionsmiljøer med selvstændig udviklingskraft, agilitet og høj eksekveringshastighed,” skriver DR.

Fremover vil DR være organiseret under generaldirektør Maria Rørbye Rønn i fire direktørområder:

’Kultur, Børn og Unge’, ’Nyheder’, ’Bruger, Marked og Publicering’ og ’Økonomi, Teknologi og Medieproduktion’.

Det betyder også, at direktørområdet DR Medier nedlægges.

 

 

0 Kommentarer