Radio

DR lukker ’Kulturen på P1’

P1’s kulturprogram gennem 10 år afløses af et helt nyt univers af kulturtilbud med flere nye værter bag mikrofonerne

Fra i dag vil trofaste lyttere af ’Kulturen på P1’ blive mødt af noget nyt, når de tænder for radioen klokken 14.

For at modernisere kulturdækningen på P1 og i DR Lyd har DR nemlig besluttet at lukke kulturprogrammet, der i 10 år har sendt mandag til torsdag mellem klokken 14 og 16.

”’Kulturen på P1’ har været et flagskib. Men nu lukker vi det for i stedet at lade kulturstoffet genopstå i et helt nyt univers,” forklarer Mette-Line Thorup, redaktionschef for DR Kultur, Debat og Lyd.

I stedet for ’Kulturen på P1’ vil P1 fremover sende kulturprogrammet ’K-Live’ i tidsrummet mellem 14 og 16.

Værterne bliver skiftevis Casper Dyrholm og Morten Runge, men modsat det gamle program vil det nye kun have én og ikke to værter.

”Til gengæld vil det være et fokuseret nyhedsmagasin med mere puls, og hvor vi giver større fokus til én eller to hovedhistorier,” fortæller programmets redaktør, Lasse Lauridsen.

Tre nye podcasts

DR beskriver selv ’K-Live’ som ”moderskibet” i public service-stationens nye relancerede univers af kulturtilbud på både flow-radio og som podcasts.

Ud over det nye flowprogram lancerer DR også tre helt nye kultur-podcasts: ’Virkelig’ med Maya Tekeli som vært, ’Parnasset’ med Karen Secher som vært og ’Popsmart’ med Chris Pedersen som vært.

Sammen med den eksisterende DR-podcast ’Anmelderne’ vil de tre nye kultur-podcasts indgå som en integreret del af ugens udgaver af ’K-Live’.

”De vil blive embeddet i de to flowtimer,” forklarer Mette-Line Thorup.

Virkelig – udkommer hver mandag

Der er lige så meget magt i kunst og kultur, som der er i penge og politik. Alligevel bliver kulturpersoner sjældent konfronteret med den magt, kulturen har over vores tanker, vores handlinger og den måde, vi opfatter verden på. I programmet ’Virkelig’ undersøger Maya Tekeli kulturens påvirkning af vores liv og undrer sig over, hvordan kunstnere, magthavere, meningsdannere og kulturpersonligheder i virkeligheden forvalter deres magt og indflydelse.

Popsmart – udkommer hver tirsdag

Popkultur er meget mere end glitrende overflader og flimrende støj. Popkultur er et forstørrelsesglas på vores tid, der kan fortælle om alt fra storpolitik til parforhold. Men hvilke popfænomener er det egentlig, der vækker vores begær og nysgerrighed og afslører, hvem vi er lige nu? Det undersøger Chris Pedersen hver uge i programmet ’Popsmart’, hvor han i selskab med en gæst dissekerer og forklarer tidens populærkultur.

Parnasset – udkommer hver onsdag

Når de taler, bliver der lyttet. Når de udkommer, bliver de omtalt og anmeldt. De påvirker os med deres beslutninger og deres kunst; de flytter på vores opfattelser. Men vi beder dem sjældent om at analysere og debattere de store dagsordner. Det ændrer sig nu, hvor ’Parnasset’ får en ugentlig plads på P1. Her giver kunstnerne, teaterdirektørerne, museumsfolkene og digterne deres særlige kulturblik på verden. De er kort sagt kulturparnasset – og på skift er der tre på besøg hos vært Karen Secher.

Laver ”en Orientering”

Dermed laver DR til dels samme øvelse med kulturfladen, som i 2022 blev indført på ’Orientering på P1’.

Dengang var det den forproducerede podcast ’Udsyn’, som på flowradio blev sendt som en del af ’P1 Orientering’, der desuden udkom i en forkortet udgave.

Men blot to år senere – i september i år – rullede DR ændringerne tilbage og gik tilbage på at sende ’P1 Orientering’ på fuld styrke to timer dagligt.

”Vi har haft en følelse af, at vi forlod programmet i utide ved at slutte midt i en time,” forklarede redaktionschef i DR Nyheder Michael Alsen dengang i en pressemeddelelse.

Vi har i forvejen masser af monterede elementer, så jeg tror ikke, at vores lyttere kommer til at blive så overraskede over det.
Lasse Lauridsen, redaktør for ’K-Live’

Men den skæbne frygter cheferne dog ikke, at det nye kulturprogram på flowradio vil lide. Dels vil de indlejrede podcasts i ’K-Live’ være en del af det samme lydunivers og strikkes sammen med sømløse overgange, dels vil det hele blive lavet af den samme redaktion.

”Og vi har i forvejen masser af monterede elementer, så jeg tror ikke, at vores lyttere kommer til at blive så overraskede over det,” siger Lasse Lauridsen.

Podcast i vækst

Ændringerne i kulturdækningen på P1 og i DR Lyd sker ifølge DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, for at kunne servere et nutidigt kulturtilbud til et udvidet felt af lyttere.

”Vi ved, at danskerne over en bred kam er kulturinteresserede. Derfor skal vi have et tilbud, som passer til deres brugervaner og konkrete interesser, som de ser ud i dag,” udtaler han i en pressemeddelelse.

Han henviser blandt andet til, at selv om live-lytning stadig står for en hel del, så er podcasts i kraftig vækst.

”Verden og ikke mindst brugernes adfærd ændrer sig, og det er ikke alle, som hiver to timers radioprogram ned som podcast,” siger Henrik Bo Nielsen.

0 Kommentarer