DR lægger op til et smallere dr.dk med mindre indhold

Dr.dk skal rumme mindre indhold end i dag og have en skarpere profil, hedder det i ny strategiplan. Men chefredaktør vil ikke pege på, hvor der skal skæres

Der bliver slanket og omstruktureret i DR i disse dage.

Mandag blev det annonceret, at det store direktørområde DR Medier bliver nedlagt, mens P3 Nyhederne også har fået kniven som led i DR’s digitaliseringsplan.

Også DR’s nyhedssite skal der fremover tyndes ud i, fremgår det af den nye strategiplan.

”Indholdsprofilen på dr.dk skal være smallere, end den er i dag. Der skal være et klarere løfte om, hvad du får, når du besøger sitet. Vores egne brugeranalyser viser, at det er for uklart, hvad man får på dr.dk. Det skal i fremtiden være et mere nyhedsfokuseret site, end det er i dag,” siger chefredaktør i DR Thomas Falbe.

I strategiplanen fremgår det, at dr.dk fremover skal give indsigt i dagens vigtigste nyheder med et ”omnibus nyhedstilbud”.

”Vi laver for meget indhold”

Men hvilket indhold der skal sorteres ud i på dr.dk, vil Thomas Falbe endnu ikke kaste lys over. Det er for tidligt, lyder det fra chefredaktøren:

”Det kan og vil jeg ikke sætte præcise ord på endnu. Lige nu er vi ved at lave en kæmpe organisationsøvelse, som sætter gang i forskellige initiativer. Herefter bestemmer vi, hvordan profilen kommer til at blive på dr.dk,” siger han og tilføjer:

”Det, der står klart, er, at vi laver et smallere site. Vi laver for meget indhold i dag – vi laver faktisk for meget. Vores brugere når ikke at opdage, hvad vi tilbyder, fordi der hele tiden kommer nyt og overtager pladsen.”

Selv om strategiplanen varsler en strammere og nyhedsfokuseret linje på dr.dk, så kommer det ikke til at gå ud over kulturindholdet på dr.dk, oplyser Thomas Falbe. Tværtimod er ambitionen fremover at styrke kulturdækningen:

”Man kan ikke konkludere, at det bliver den digitale kulturredaktion, der bliver ramt. Kulturjournalistikken har været delt mellem to direktørområder indtil i mandags. Nu får vi samlet alle dem, der leverer indhold til dr.dk i DR Nyheder.”

Fagligheden skal justeres

Efter mandagens stormøde i DR kunne generaldirektør Maria Rørbye Rønn oplyse, at hver tiende medarbejder i public service-virksomheden bliver flyttet på tværs af organisationen, og at særligt DR Nyheder bliver ramt af ”markante organisationsomlægninger”.

Det gælder også medarbejderne på dr.dk, som kan se frem til at få i omegnen af 20 nye kolleger, som bliver flyttet fra DR Viden i Aalborg og DR Kulturs digitale redaktion i København, oplyser Thomas Falbe.

Mens de ansatte på P3 Nyheder skal omplaceres til nye afdelinger i DR, så kan de fagspecifikke journalister, som nu hører under dr.dk, forvente fortsat at få lov til at arbejde inden for deres område, lyder det fra Thomas Falbe:

”Lige nu laver vi ikke om på deres opdrag. Vi har en særlig opgave med at benytte deres kompetencer bedst muligt. På sigt er det klart, at alle skal justere deres faglighed og opdrag. Men det er ikke sådan, at vi sætter folk ind på en post, hvor de ingen forudsætninger har.”

0 Kommentarer