Kandis For Livet

DR kalder flybilletten en ubetydelig fejl – og forsvarer Kandis-filmens formgreb

Det ændrer ikke en tøddel ved filmens grundhistorie, at en medvirkende fik en gratis tur til Costa del Sol, siger DR-redaktør. Han vil ikke stå på mål for, at filmanmelderne misforstod en af filmens centrale scener

Det var imod DR’s programetik, at en medvirkende i dokumentaren ’Kandis for Livet’ fik en gratis flybillet til Costa del Sol. DR må nemlig ikke betale de medvirkende.

Det siger dokumentarredaktør i DR Anders Thomsen – og tilføjer:

”Men med det sagt er der tale om en ubetydelig fejl, fordi den ikke ændrer en tøddel ved den overordnede film og karaktertegning – og den medvirkende i filmen ville selv afsted. Så det er en overtrædelse, men en ubetydelig overtrædelse i den her sammenhæng,” siger Anders Thomsen.

Den gratis tur til Spanien er et af de kritikpunkter, der er blevet rejst mod dokumentaren ’Kandis for Livet’, der handler om de dedikerede fans omkring popgruppen Kandis, som bruger musikken som terapi.

Der har også været kritik af en scene på en kirkegård, der skal illustrere det ekstremt nære forhold mellem Johnny Hansen og hans fans. Her lægger den tidligere Falck-redder Henning Hougesen blomster på Johnny Hansens afdøde kones grav og river småstenene på gravstedet.

Den scene er af anmelderne fra DR, Berlingske, Politiken, Heartbeats og Ekstra Bladet blevet tolket som, at Henning er så dedikeret, at han passer graven og kommer der jævnligt. Men det er ikke tilfældet. Han har faktisk kun været der et par gange i sit liv.

Passede han jævnligt graven

Henrik Queitsch anmeldte filmen i Ekstra Bladet.

”Altså jeg havde klart det indtryk, da jeg så filmen, at vedkommende jævnligt gik og passede graven, og på den måde er der jo kommet en fejlslutning ud af det,” siger han.

Han mener, at DR burde gøre opmærksom på, at filmen indeholder iscenesatte scener.

Filmanmelder på Jyllands-Posten Jacob Wendt Jensen troede også, at Henning Hougesen passede graven.

”Hvis man laver en scene på den måde, skal det være repræsentativt, så jeg synes, det er betænkeligt,” siger han.

DR står ikke på mål for andres fortolkning

Dokumentarredaktør Anders Thomsen afviser kritikken. Han mener ikke, at der er behov for at deklarere tydeligere.

”Det bliver jo ikke sagt, at han passer det jævnligt,” siger Anders Thomsen.

Når filmanmelderne fra DR, Politiken, Berlingske, Heartbeats og Ekstra Bladet tror, at manden passer graven, viser det vel, at det ikke er deklareret tydeligt nok?

”Jeg skal ikke stå på mål for, hvordan andre tolker det, men jeg synes, at det er udtryk for respekt, at man ser Henning rive småstenene og rydde op efter sig,” siger Anders Thomsen.

I DR’s programetik står der, at seerne skal kunne afkode programmerne, og at seerne ikke må føres bag lyset. Men her virker det, som om filmanmelderne – og sikkert også en del seere – har fået et forkert indtryk?

”Jeg tror, at man i alle typer programmer tolker ting forskelligt. Jeg undrer mig over, at de opfatter det sådan, men har ikke ønsket at føre nogen bag lyset. Jeg tager til efterretning, at det ikke er den eneste vurdering, man kan have,” siger Anders Thomsen, der står ved sin vurdering af, at der ikke mangler en deklarering.

De professionelle filmanmeldere har altså ikke forstået, hvad de er vidne til i filmen?

”Hvis du spørger dem, vil de sikkert være enige i, at filmen benytter et formsprog, hvor man gør det på en anden måde end i en journalistisk undersøgende dokumentar.”

Men hvorfor ikke forklare, hvordan det er gjort?

”Det er, fordi det er min vurdering, at kontrakten var klar. Andre har måske en anden holdning. Jeg tog beslutningen om, at det ikke var nødvendigt, fordi der var en klar kontrakt.”

Publikum forstår formsproget

Også filmens instruktør, Jesper Dalgaard, har afvist behovet for deklarering:

”Det er tydeligt, at denne film er stiliseret i sit filmsprog og ikke er en journalistisk film. Vi manipulerer aldrig med de medvirkendes følelsesliv eller vilje,” forklarer han.

Han mener, at publikum sagtens kan gennemskue det.

”De ved, at objektivitet ikke findes, og at alt indhold er kurateret, iscenesat og tilrettelagt. Det kan de sagtens gennemskue. Derfor er det ikke utroværdigt,” siger Jesper Dalgaard.

0 Kommentarer