Ikke kun en betalt flybillet: Nu kritiserer anmeldere skamrost Kandis-film

Flybilletten til Costa del Sol er faktisk ikke det største problem, siger filmanmelder. ”Der er ikke noget i filmen, som jeg ikke kan stå ved,” siger instruktøren

Hvor går grænsen mellem iscenesættelse og virkelighed i en dokumentarfilm?

Det spørgsmål rejser sig på ny, efter at instruktør Jesper Dalgaards anmelderroste dokumentar om Kandis er blevet vist på DR1 og streamet tusindvis af gange på dr.dk.

I går kunne Jyllands-Posten fortælle, at en af de medvirkende i filmen fik en flyrejse betalt til Spanien for at se Kandis optræde. Det fremgik dog ikke i dokumentaren, at turen var betalt af instruktøren, og det har dokumentarredaktør i DR Anders Thomsen beklaget.

Filmens skildring af fankulturen omkring danskpopgruppen Kandis og forsanger Johnny Hansen er blevet rost til skyerne af et samlet anmelderkorps for at være ægte, ærlig og gribende.

”’Kandis for livet’ er den bedste film om mænds undertrykte følelsesliv, jeg kan huske at have set,” lød det for eksempel i Politiken.

Men det er altså ikke kun flyrejsen til Spanien, som instruktøren har blandet sig i. Også andre dele af filmen er iscenesat.

Jesper Dalgaard, filmens instruktør, står dog fuldt inde for de greb, han benytter.

”Jeg er jo med til at skabe en scenografi og et billede til at understøtte den grundfølelse, der er i karakteren,” siger Jesper Dalgaard, der understreger, at der er tale om en dokumentarfilm, og ikke journalistik.

”Vi laver en kunstnerisk – selvfølgelig subjektiv – men sand dokumentarisk fortolkning af nogle rigtige menneskers indre liv. Der er ikke noget i filmen, som jeg ikke kan stå ved,” siger han.

Anmelderkorpset misforstod scene

I filmen møder man blandt andet den tidligere Falck-redder Henning Hougesen, der elsker Kandis så meget, at han har en Kandis-tatovering på overarmen. I filmen ser man ham lægge blomster på Johnny Hansens afdøde kones krav og rive småstenene på gravstedet.

Den scene blev af anmelderne fra DR, Berlingske, Politiken, Heartbeats og Ekstra Bladet tolket som, at Henning ligefrem passer graven og kommer der jævnligt. Men det er ikke tilfældet.

”En ting vil jeg bare sige: Hvis du skriver, at jeg passer det gravsted deroppe, så er vi uvenner,” siger Henning Hougesen, da Journalisten ringer.

<span class="rodt">Det er ikke kun den betalte flybillet:</span> Nu kritiserer anmeldere skamrost Kandis-film

Henning Hougesen er inkarneret Kandis-fan og har et par gange besøgt Johnny Hansens afdøde kones grav. Foto: Stroud Rohde Pearce

Han fortæller, at han har været forbi graven et par gange for at lægge blomster, i forlængelse af at han har besøgt Johnny Hansen.

Jesper Dalgaard betragter scenen som ekstremt vigtigt for at illustrere forholdet mellem Johnny Hansen og hans fans. Han hæfter sig ved, at filmen på intet tidspunkt siger noget om, at Henning Hougesen skulle passe graven.

”Det er jo en antagelse, folk laver. Men det er ham selv, der har taget redskaberne med. Det er ikke noget, jeg har bedt ham om. Det er hans måde at gøre tingene på. Han har taget en lille kasse med blomster og en saks med, så han kan sætte dem ordentligt, og så river han lige, når han går ud,” siger Jesper Dalgaard.

Overraskede filmanmeldere

Henrik Queitsch anmeldte filmen i Ekstra Bladet, hvor han gav den fem stjerner. Da han så filmen, troede han, at Henning Hougesen kom forbi jævnligt.

”Altså jeg havde klart det indtryk, da jeg så filmen, at vedkommende jævnligt gik og passede graven, og på den måde er der jo kommet en fejlslutning ud af det. Man burde gøre opmærksom på, at filmen indeholder iscenesatte scener et sted i rulleteksterne,” siger Henrik Queitsch.

Filmanmelder på Jyllands-Posten Jacob Wendt Jensen siger, at han også troede, at Henning Hougesen passede graven.

”Jeg tænkte, at han var så besat af Kandis, at han kom der jævnligt. Hvis han ikke gør det, er det ikke i orden. Hvis man laver en scene på den måde, skal det være repræsentativt, så jeg synes, det er betænkeligt. Både i forhold til seerne og ikke mindst i forhold til den medvirkende mand,” siger Jacob Wendt Jensen.

Det har dog ikke strejfet Jesper Dalgaard at tydeliggøre, at scenen kunne misforstås.

”Jeg har slet ikke været opmærksom på, at det kunne have været oplevet, som om han passer det. Jeg har aldrig tænkt det på den måde,” siger han.

Fremskynder en proces
En anden medvirkende i filmen er førtidspensionisten Søren Strøm Christensen, som har mistet sin mor. I en scene ser man Søren Strøm samle morens tøj og brænde det i et stort bål uden for en lade.

Men det skete ikke uden Jesper Dalgaards indblanding. Søren Strøm havde tidligere fortalt instruktøren, at han hellere ville brænde tøjet end at se nogen i byen gå rundt i hans mors bukser.

”Så sidder jeg jo som instruktør og tænker ’her er et udviklingspotentiale i filmen’,” fortæller Jesper Dalgaard.

Han mener, at scenen viser de svære følelser, Søren Strøm kæmper med.

”Hvordan understøtter jeg den følelse indeni ham? Så jeg spørger ham, om jeg må være med, når han på et tidspunkt brænder tøjet af, og det siger han ja til.”

Jesper Dalgaard medgiver, at han var med til at ”fremskynde en proces”, men at Søren Strøm hele tiden har villet foretage afbrændingen.

”For at drive en filmproduktion er jeg jo også nødt til at planlægge de her ting sammen med karaktererne,” siger han.

En glidebane

Sammenfattende siger Jacob Wendt Jensen om filmens virkemidler:

”Turen til Costa del Sol er starten på en glidebane. Scenen ved graven er en glidebane – men scenen med bålet har jeg ikke nogen problemer med,” siger Jacob Wendt Jensen.

Jesper Dalgaard mener, at der er tale om virkemidler, som er i orden at bruge, så længe man ikke manipulerer med ’de medvirkendes indre liv og egen vilje’.

”Det, der gør det til en dokumentarfilm eller et dokumentarisk udgangspunkt, er, at filmen, fortællingen, iscenesættelserne og det instruktørmæssige arbejde tager udgangspunkt i de følelser, der bor inde i karaktererne, og deres længsel, deres bevægelse og deres udvikling,” siger han.

Det er ikke journalistik
Jesper Dalgaard tager gerne debatten om, hvad man kan forvente af dokumentargenren. Hvor grænsen går mellem iscenesættelse og at være fluen på væggen.

”Jeg undrer mig lidt over, at den her type film, som tydeligvis ikke er et journalistisk stykke arbejde, bliver taget til gidsel i en etik og en moral og en ideologi, jeg ikke kan tilslutte mig. For jeg er decideret uenig i den måde at arbejde med det,” siger han.

<span class="rodt">Det er ikke kun den betalte flybillet:</span> Nu kritiserer anmeldere skamrost Kandis-film 1

Kandis – og ikke mindst forsanger Johnny Hansen – har så godt som kultstatus blandt nogle fans. Foto: Stroud Rohde Pearce

Jesper Dalgaard selv er uddannet på Filmskolen og kommer derfor fra en anden tradition end den journalistiske.

”Jeg ved, at der er en masse kodekser, som man skal følge som journalister og foto-journalister, men I har nogle helt andre retningslinjer. Man er nødt til at vurdere det på de rigtige præmisser. Vurderer I det her som et stykke journalistisk arbejde, eller vurderer I det som en dokumentarfilm?”

Burde du ikke have deklareret din brug af iscenesættelser?

”Nej, det burde jeg ikke. Det er en dokumentarfilm støttet af Det Danske Filminstitut. Det er tydeligt, at denne film er stiliseret i sit filmsprog og ikke er en journalistisk film. Vi manipulerer aldrig med de medvirkendes følelsesliv eller vilje. Jeg er helt overbevist om, at publikum er langt klogere, end hvad Jyllands-Posten gør dem til. De ved, at objektivitet ikke findes, og at alt indhold er kurateret, iscenesat og tilrettelagt. Det kan de sagtens gennemskue. Derfor er det ikke utroværdigt.”

Fint med en debat 

Jesper Dalgaard hilser den offentlige debat om dokumentarfilms virkemidler velkommen.

”Jeg har det helt okay med det. Det ligger mig meget på sinde, at vi skal tale om, hvor de her grænser går,” siger han.

Jacob Wendt Jensen pointerer, at der ofte bliver manipuleret med virkemidlerne i dokumentarfilm, og  at det altid er en afvejning af, hvordan det skal gøres, og hvor meget man skal oplyse om det.

”Måske har Jesper Dalgaard sammenlagt været lidt for frisk i betrækket. Det kan noget tyde på,” siger Jacob Wendt Jensen.

Ser kritik som en storm i et glas vand

Om kritikken af den betalte flybillet til Spanien siger Jesper Dalgaard, at han ikke er enig i Jyllands-Postens udlægning af sagen.

”Jeg synes, det er en storm i et glas vand,” siger han.

Jesper Dalgaard forklarer om den betalte rejse til Costa del Sol:

”Det er meget normalt, at man betaler medvirkende for tabt arbejdsfortjeneste. I det her tilfælde fik Strøm betalt en flybillet til Malaga – han er førtidspensionist – det kan  jeg simpelthen ikke forestille mig, at nogen ikke kan unde ham. Det er jo stadig hans eget følelsesliv og vilje, som er det vigtigste,” siger han.

Journalisten forsøger at få en kommentar fra dokumentarredaktør i DR Anders Thomsen.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage
chevron_left
chevron_right