Fremtidens Public Service

DR-formand: DR skal udfordre og gå til kanten

Fremtidens public service bliver i den grad udfordret af techindustrien og AI-genereret misinformation. På den baggrund var der ved en konference tirsdag tale om mulighed for et bredt medieforlig – og måske endda flere penge til DR

John Dillermand, Onkel Reje og debatskabende dokumentarer skal også i fremtiden være en del af dna’et i DR.

Og den statsejede mediemastodont skal trods tæskene i offentligheden stadig være risikovillig nok til at skabe debat med sine programmer.

Sådan lød det fra bestyrelsesformand Lars Gert Lose, da der tirsdag eftermiddag var inviteret til konference på Christiansborg om temaet ’Fremtidens public service’:

”DR skal være risikovillige og ligge derude, hvor det også kan gøre ondt,” forsikrede bestyrelsesformanden, da vært Nynne Bjerre Christensen spurgte ind til, om DR stadig skal have modet til at lave kontroversielle produktioner i fremtiden.

I den sammenhæng var det dog også åbenlyst, at ’Grønlands hvide guld’, som blev afpubliceret under stor virak kort tid efter Lars Gert Loses tiltræden, var en undtagelse.

Truet af tech og AI

Generelt var det et tema til konferencen, at public service er nødvendigt i en grad, hvor det nu bredt skal anerkendes som kritisk infrastruktur for selveste demokratiet, sagde Lars Gert Lose.

Det var et ekko af udtalelser fra TV 2-topchef Anne Stig Christensen og den nyudpegede DR-generaldirektør Bjarne Corydon, som sagde det samme ved TV Festivalen for en måneds tid siden.

Budskabet vakte da også genklang og blev gentaget af andre politikere, medieprofessorer og advokater ved tirsdagens konference.

Over hele linjen blev truslen fra de store techgiganter fremført, ligesom der blev spået om stigende kamp om sandheden mod misinformation fra buldertoget af AI-genereret misinformation og støj.

Brændende platform

For Lars Gert Lose bliver det vigtigt for DR at spille en aktiv rolle i at bekæmpe netop misinformationen og ekkokamrene på sociale medier:

”Vi er endnu ikke nået frem til konklusioner,” sagde han med henvisning til bestyrelsen, som lægger sidste hånd på DR’s kommende strategi.

”Men demokratiet og vores fælles samtale er en brændende platform. Det er derfra, alting skal flyde, og det er derfra, vi skal indrette os,” lød det.

Derfor venter der også store, principielle debatter i fremtiden om, hvordan DR når ud til særligt det unge publikum, som i stigende grad får nyheder fra sociale medier.

Lars Gert Lose vil i hvert fald ikke personligt udelukke, at DR’s public service-indhold skal til at fylde mere på netop techplatformene:

”Det er en diskussion, vi skal have. For det kan ikke nytte noget, at vi er mest trygge ved vores egne platforme og satser på, at folk kommer derhen. Vi skal ud og slås, for det her er en demokratikamp,” mener han selv.

Udsigt til bredt medieforlig

Overordnet set var der på konferencen heller ikke udsigt til en svækkelse af DR.

Journalist og kommentator Niels Frid-Nielsen havde foretaget rundringninger hos de blå partier, hvoraf kun et enkelt, Liberal Alliance, decideret ønskede at beskære DR i forbindelse med de kommende forhandlinger om et medieforlig.

Klart stod det dog, at sager som ’Grønlands hvide guld’ havde skabt alvorlige ridser i lakken, og at de blå partier bredt set havde en forventning om, at DR tog alvorligt ved lære af sagen.

Derudover var der et udbredt ønske i blå blok om at gøre DR’s ’Gensyn’, hvor der vises gamle programmer fra DR’s arkiv, til en 24-timers kanal.

Modsat Liberal Alliance var der fra Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, og SF’s tilsvarende ordfører, Charlotte Mølbæk, ikke en udelukkelse af, at DR kan få flere midler i fremtiden.

Mogens Jensen kaldte det ”tudetosset” at tale om en reducering i DR’s budget, mens techgiganter og andre aktører investerer løs for at vinde adgangen til den danske befolkning med blandt andet misinformation til følge.

Her henviste han til, at der bredt i Folketinget har været meget snak om både kulturel og åndelig oprustning, og at public service i høj grad også kan bidrage til det:

”Så skal der også ressourcer til. Så kan vi ikke bare snakke om at skære ned,” sagde Mogens Jensen.

0 Kommentarer