
DR fik kritik søndag aften af flere brugere for deres direkte interviews med øjenvidner til skudepisoden i Fields. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
”Det interview, der kører lige nu. STOP det!!! Han fortæller om alder og navn på ofre. Han skal til krisepsykolog. Og I skal finde noget andet at vise.”
Sådan lød det i et tweet søndag aften, da DR sendte live fra Fields, hvor de dækkede skudepisoden og evakueringen fra shoppingcentret.
Og Twitter-brugeren var langt fra alene. DR fik massiv kritik på flere SoMe-platforme for at sende et liveinterview med et øjenvidne, som undervejs i interviewet viderebragte, hvad DR selv betegner som ’private oplysninger’ og også har beklaget på flere SoMe-platforme.
”Det sker, fordi det er en livesituation, og dermed har vi ikke nogen viden om, hvad den kilde konkret vil sige i situationen,” siger Mads Damm, ledende redaktionschef i DR, som understreger, at han ikke beklager hele interviewet, men ærgrer sig over, at DR ikke fik klippet ud af interviewet noget tidligere.
Han siger, at han ’overordnet’ er ’stolt’ over DR’s dækning søndag aften, hvor de sendte seks en halv times live-tv om skudepisoden i Fields. Men lige når det kommer til det konkrete øjenvidneinterview, medgiver han, at der skete fejl.
”Det er stærkt uheldigt og beklageligt på alle måder. Og det er da heller ikke noget, vi er glade for,” siger han.
”Særligt når man ser det pågældende interview igen er der ikke nogen tvivl om, at det er stærkt uheldigt, at den kilde kommer til at videregive eller fortælle om private oplysninger,” siger Mads Damm.
Rigtigt at fortsætte live
Ifølge Mads Damm blev interviewet til, fordi den mandlige kilde selv henvendte sig til DR med et ønske om at give interview. DR vurderede kilden til at være et centralt øjenvidne og valgte derfor at bringe et liveinterview med ham.
Mads Damm oplyser, at DR har klippet interviewet med kilden ud, så det ikke er tilgængeligt på DR TV, fordi øjenvidnet nævner et fornavn på et muligt offer. På aftenen valgte DR ikke at bruge klippet igen.
Til gengæld fortsatte DR søndag med at lave liveinterviews med øjenvidner på stedet, og det mener redaktionschefen var det rigtige at gøre. Flere Twitter-brugere har ellers undret sig over, hvorfor DR ikke båndede øjenvidneberetningerne i stedet for at sende dem direkte.
”Jeg mener godt, at vores folk på stedet kan vurdere, om en kilde er i stand til at fortælle sin historie helt stille og roligt, når vedkommende er i sikkerhed,” siger Mads Damm.
Han fortæller også, at det efter det fejlslagne liveinterview blev indskærpet over for DR’s livereportere og redaktører, at de skulle tale alle interviews igennem med kilderne, inden de gik i gang med deres liveinterviews.
Skulle være klippet ud før
”I den pågældende situation vil jeg sige, at vi i løbet af det interview med fordel, og ad hensyn til den pågældende kilde, skulle have stoppet interviewet, før det blev stoppet. Det er den refleksion, vi har haft efterfølgende.”
Hvordan går I så videre med det?
”Det taler vi selvfølgelig om på redaktionen, hvordan vi håndterer den slags i fremtiden. Men jeg må fastholde, at i så ophedet og forvirrende et miljø at arbejde i, så bliver der selvfølgelig truffet forkerte beslutninger, men heldigvis blev der truffet klart flest rigtige.”
Men hvis man står i en situation, som du beskriver, hvor der vil blive truffet forkerte beslutninger, hvorfor så fortsætte med at lave de her interviews live?
”Jeg tror ikke, vi er et sted, hvor vi helt vil aflyse eller slet ikke vil bruge liveinterviews med mennesker, som gerne vil sætte ord på den situation, som de har oplevet. Men det er klart, det er vores ansvar at sikre, at de kilder vurderes at være i stand til at sikre, at de kan gennemføre sådan et interview,” siger Mads Damm.
Han understreger, at liveinterviews for ham at se har en stor værdi i dækningen af en begivenhed, som ’udvikler sig minut for minut’.
Men du kan jo godt have en livesending, hvor du klipper mellem live og båndede interviews. Hvorfor står du fast på, at det var rigtigt at fortsætte med at sende øjenvidneinterviews live?
”Jeg tror, det er vigtigt, at man her forbeholder sig retten til at sende live fra alvorlige begivenheder som den i aftes. Så vi ikke bruger de meget alvorlige omstændigheder, som er omkring Fields, og som vi selvfølgelig alle er stærkt påvirket af, til at lave nogle meget hurtige beslutninger om faste regler.”
Opdateret 15.05 med oplysningen om, at interviewet er slettet fra DR TV. Det fremgik tidligere, at Mads Damm ikke vidste, om klippet stadig var tilgængeligt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.