
Allan Boye Thulstrup er næstformand i Dansk Journalistforbund. Foto: Benita Marcussen
Der er mange knaster i de igangværende forhandlinger om nedskæringer mellem medarbejderne og ledelsen i Jysk Fynske Medier, Danmarks næststørste private mediekoncern.
Målet er at finde besparelser for et større millionbeløb, og udspillet fra ledelsen er, at der i alt skal nedlægges 65 stillinger.
Men oveni kravet om fyringer har ledelsen i Jysk Fynske Medier også fremsat to usædvanlige krav:
Det ene er et ønske om en uopsigelig tilføjelse til husaftalen, der betyder, at journalister skal påtage sig fotoopgaver, hvis de bliver bedt om det.
Det andet krav er en uopsigelig aftale om, at fremtidige indtægter fra techgiganter skal gå ubeskåret til ejerne af Jysk Fynske Medier.
Det er et dekret
Men de krav kommer Jysk Fynske Mediers ledelse ikke langt med, siger næstformand i DJ Allan Boye Thulstrup.
”Vi godkender ikke uopsigelige aftaler. Sådan er det,” siger han.
Det skal nemlig altid være muligt at opsige aftalen, hvis de forudsætninger, som aftalen er indgået på, ændrer sig, forklarer han.
”Hvis det ikke er muligt at opsige aftalen, er det ikke en aftale, men et dekret,” siger Allan Boye Thulstrup.
Han forklarer, at man typisk indgår lokalaftaler for at løse et konkret problem på en arbejdsplads. Men ikke i al evighed.
”Hvis den er uopsigelig, forpligter medarbejderne sig også på vegne af alle deres fremtidige kolleger,” siger Allan Boye Thulstrup.
I et svar til ledelsen har medarbejdersiden i Jysk Fynske Medier afvist kravene og tilføjet, at der i hverdagen slet ikke er problemer med at få journalisterne til at tage billeder.
Prøver at finde smarte besparelser
Administrerende direktør Jesper Rosener er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelse. Han har tidligere sagt, at ledelse og medarbejdere lige nu ”forhandler om alt muligt”.
Tillidsfolkene og ledelsen har indtil nu mødtes én gang.
Tillidsrepræsentant Lene Sarup har forklaret, at der i den kommende tid bliver arbejdet på at nedbringe antallet af afskedigelser.
”Vi har stadig tre forhandlinger tilbage, så det stopper ikke her. Vi forhandler stadig, og vi vil bruge den kommende tid på at finde nogle smarte besparelser,” sagde hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.