Det havde været en rolig dag på jobbet.

Pressetelefonen havde ikke ringet konstant.

Klokken 15:30 fredag eftermiddag tænkte Kathrine Kellermann, at hun godt kunne tage forbi institutionen, hente sin datter og tage på biblioteket for at lege og holde weekend.

”Så står jeg der med den ene fod inde ad døren på biblioteket, og så ringede telefonen.”

Det var en journalist fra et stort dagblad, der ringede med en kritisk vinkel, som ministeren blev bedt om at forholde sig til samme dag.

”Det betød, at vi skulle haste hjem. Og at jeg skulle sige til mit barn, at vi ikke skulle på biblioteket, selv om jeg havde lovet det, og at hun skulle tie stille, fordi jeg skulle tale i telefon på vej hjem på cyklen,” siger Kathrine Kellermann.

Hun havde arbejdet som kommunikationsmedarbejder i Uddannelses- og Forskningsministeriet i halvandet år på det tidspunkt, så hun var vant til, at pressetelefonen også kimede ind i privatlivet.

Hun hastede hjem, afleverede datteren til faren i stuen og gik i kælderen for at arbejde.

”Det er jo et vilkår i jobbet, men jeg fandt bare ud af, at det ikke fungerede for mig,” siger hun.

”Begge mine børn er små, og min kæreste har skiftende arbejdstider. Det, at jeg ikke i højere grad selv kunne tilrettelægge mit arbejde, hang ikke sammen for os,” siger hun om en af grundene til, at hun valgte at søge væk.

I dag er hun presseansvarlig i HK Privat.

Og som Journalisten kan dokumentere på baggrund af aktindsigter i alle landets ministerier, er Kathrine Kellermann langtfra alene med oplevelsen.

Uforudsigelighed

Faktisk viser trivselsmålingerne i hovedparten af ministerierne, at mange medarbejdere døjer med stress, arbejdspres og dårlig balance mellem arbejdslivet og privatlivet i mange ministeriers presseafdelinger.

For Kathrine Kellermann blev det til et år og otte måneder som ansat i ministeriet, hvor arbejde og privatliv i den grad flød sammen.

Hun blev ansat, kort tid efter at coronaepidemien blussede op, hvor afdelingen mere eller mindre var lagt ned af hastesager. Men også da hun kom tilbage fra barsel, da pandemien ikke længere var på sit højeste, var det meget svært at få dagligdagen til at hænge sammen. Det var umuligt at forudse, hvordan hun skulle arbejde på en given dag.

”Uforudsigeligheden har jeg haft i alle mine tidligere jobs, men ikke når det kom til, hvor mange timer i døgnet jeg skulle arbejde,” fortæller hun om især pressetelefonen, som gik på skift blandt medarbejderne i afdelingen, så man havde den en uge ad gangen.

”Der var nogle rammer, der gjorde det svært for mit privatliv at hænge sammen,” siger hun.

Et af problemerne i et ministerie er ifølge Kathrine Kellermann, at beslutningsprocesserne er lange og tunge.

”Du kan ikke tilrettelægge dit arbejde selv, og du er meget afhængig af, at andre bringer dit arbejde videre,” fortæller hun.

Hvis en journalist for et medie for eksempel ringede om formiddagen, så skulle hun først forberede et såkaldt beredskab og et faktaark, der dannede ramme for interviewet. Hvis hun for eksempel var færdig med den del klokken 14, kunne der gå helt op til ni timer, før der kom en endelig godkendelse og svar.

”Alt skulle godkendes i op til syv led. Først to kontorchefer, nogle gange tre, så en afdelingschef, en departementschef, en særlig rådgiver og så til sidst ministeren selv. Og det var, uanset om det var store interviews eller korte skriftlige svar,” siger hun.

”Det endte med at æde mig op”

I praksis var det dermed svært at holde fri fra klokken 17 til 23, da det hele tiden var ens ansvar at følge med i godkendelsesprocessen og lave tilpasninger ved de forskellige led i ministeriet.

”Andre bestemmer, hvornår du er på arbejde, og en enkelt pressehenvendelse kunne kaste en hel dags arbejde af sig,” forklarer hun om ugerne, hvor hun havde pressetelefonen.

Det gjorde også, at hun i ugerne med meget arbejde ikke kunne sige ja til at deltage i sociale begivenheder.

”Eller det kunne jeg godt, men så havde jeg en arbejdscomputer med under armen eller måtte tage hurtigt hjem, hvis der skete noget,” siger hun.

Og selv om man blev kompenseret for at arbejde på skæve tidspunkter, var det bare ikke det værd for hende i længden.

Andre uger uden pressetelefonen kunne det være bedre, men arbejdet var i det hele taget også præget af, at Kathrine Kellermann ikke følte, at hun bragte sin faglighed ordentligt i spil.

”Da jeg gik ind i jobbet, var jeg meget bevidst om, at jeg kom som journalist og generalist og skulle arbejde med nogle med meget fagspecifik viden, som for eksempel jurister og økonomer. Jeg havde en forventning om også at tage nogle faglige kampe med folk om kommunikation,” siger hun.

Men i praksis skete det ikke, fordi der ikke var tid til det.

”Det endte med langsomt at æde mig op, for jeg havde ikke min faglighed med mig i det job. Jeg følte mig ikke som kommunikationsmedarbejder, men nærmere som ekspeditionsmedarbejder,” forklarer hun.

Pressetelefonen skal også passes i hendes nuværende job, men det er noget helt andet.

”Der er bare en meget fladere struktur og nogle smidigere arbejdsgange, der gør, at jeg langt hen ad vejen selv kan styre, hvor hurtigt en opgave skal løses. I ministeriet kunne jeg ikke gøre det, fordi så mange mennesker skulle involveres. Hvis en journalist ringede, kunne det potentielt betyde, at jeg skulle arbejde de næste syv timer,” siger hun.

”Det endte med langsomt at æde mig op, for jeg havde ikke min faglighed med mig i det job,” fortæller Kathrine Kellermann. Foto: Kasper Løftgaard