Det er ærefrygtindgydende at skrive et portrætinterview om og med Elisabet Svane. For hun er selv en af de ypperste journalister ud i genren. Hun har en særlig evne til at få toppolitikere ud af papegøje-snakken og sige ting, de aldrig har sagt til andre journalister før, og også vise mere private sider af sig selv.  

Jysk Fynske Mediers afgående politiske redaktør begyndte på Christiansborg i 1990 for Ekstra Bladet kun afbrudt af en kort afstikker på nogle få år i slutningen af nullerne til forlagsbranchen. Dermed har hun været en del af Christiansborg i sammenlagt et kvart århundrede. Længere tid end næsten samtlige folketingsmedlemmer. 55-årige Elisabet Svane kender alt og alle på Christiansborg, hvor hun er på kram og fornavn med toppolitikere og spindoktorer. Men nu flyver hun fra sin rede for at blive korrespondent for Politiken i Bruxelles med den opgave at forsøge at gøre EU-dækningen mere nærværende. 

”Jeg springer ud af min komfortzone og skal lære en masse nyt. Det er helt vildt fascinerende, men også en lille smule skræmmende,” siger hun.  

”Det er jo ikke, fordi dækningen ikke har været nærværende tidligere. Men jeg er god til at tale med mennesker. Jeg er købmandsdatteren fra landet, der skal forstå tingene selv, før jeg kan bringe dem videre. Derfor har jeg en personlig måde at skrive på.” 

[quote:0]

Voksede op i en købmandsbutik på landet

Elisabet Svane gik ikke i børnehave, men er vokset op i sin mors købmandsbutik i landsbyen Allerslev ved Præstø i Sydsjælland. Og den baggrund vender hun tilbage til, hver gang hun skal beskrive sig selv.

”Det er en god hjælp for en journalist at være vokset op i en købmandsbutik. Fra jeg var helt lille, skulle jeg lære at sige pænt goddag til kunderne og være i stand til at småsludre med dem alle. Min mor var en mester i smalltalk med sine kunder. Det har jeg nydt godt af, for det adskiller sig ikke så meget fra det, jeg laver i dag,” siger Elisabet Svane.

Hun siger det med et smil, men hun mener det. Meget har ændret sig i medieverdenen og dansk politik gennem Svanes år i branchen, men hendes arbejdsmetode er grundlæggende den samme.  

Morgenens redaktionsmøde bliver klaret over telefonen hjemme fra lejligheden på Amager, og så møder hun først ind sidst på formiddagen og arbejder til sent ud på aftenen. Det er ud på gangene på Christiansborg for at opsnuse stort og småt gennem samtale med dem, hun møder på sin vej, høj som lav.

Kontoret og telefonen bruger hun kun, når hun er tvunget til det.

”Jeg bruger det til at høre, hvad der rører sig. Jeg stykker mine analyser sammen af alt, hvad jeg hører og samler op, det er de mange bække små. Og nu og da kan jeg også være heldig, at en politiker trækker mig til side på gangen og afleverer et tip,” siger Elisabet Svane. 

Hendes særlige evne til at få toppolitikerne i tale og opbygge stærke relationer til dem er velkendt på Christiansborg. Tilbage i 1990’erne, da Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, kunne daværende politisk reporter og Elisabets Svanes gode veninde Anette Bindslev ikke dy sig.  

Hun fattede simpelthen ikke, hvad det var, Nyrup og Svane kunne stå på gangen foran et udvalgsværelse og tale om så længe. Derfor listede hun sig tættere på for at komme med på en lytter.

”Det viste sig, at de stod og talte om madopskrifter. Jeg husker ikke hvilke, men hun har sikkert været ved at prakke ham en sydsjællandsk egnsret på,” fortæller Anette Bindslev om anekdoten.

[quote:1]Hun betegner Elisabet Svane som det måske mest fordomsfri menneske, hun kender. En fordel for en politisk journalist, der skal kunne begå sig hos aktører i alle afkroge af det politiske spektrum.

”Hun er god til at tale med alle, fordi hun er oprigtigt nysgerrig og interesseret i andre mennesker. Hun dømmer ikke folk og sætter altid nuancer på i forsøget på at forstå folks bevæggrunde for, hvad de gør, og hvad de mener,” siger Anette Bindslev.

Det kommer til udtryk i Elisabet Svanes analyser, men især i hendes portrætinterviews med politikere, som er blevet hendes store specialitet og varemærke.

Svane: ”Jeg er ikke bange for at bruge mig selv”

Henrik Qvortrup indledte sin karriere på Christiansborg nogenlunde samtidig med Svane:

”Når vi taler politiske portrætter, er hun ’second to none’. Hun formår at trække det bedste ud af dem, hun interviewer. I hendes interview og portrætter kommer hun næsten altid et skridt tættere på end de fleste andre. Politikerne bruger hende også ofte til at få sendt nogle historier ud. Det skyldes nok, at hun kender dem fra andet end en telefonsamtale. Hun plejer sit netværk virkelig godt,” siger han.

Vi kan ikke gå mange meter på Christiansborg, før Elisabet Svane igen bliver stoppet af enten en politiker, spindoktor eller kollega fra pressen, der ønsker hende tillykke med det nye job og vil slå en sludder af.  

[quote:2]

Når det gælder evnen til at komme lidt tættere på i portrætter og interviews, så handler det om at begynde med en åben tilgang, fortæller hun selv.

”Selv om jeg er godt forberedt, så har jeg ikke en dagsorden. Jeg har måske en idé om en vinkel, men jeg føler mig frem, for vinklen holder ikke altid. Et portrætinterview er ikke et konfrontationsinterview. Det handler om at skabe en fortrolighed og et rum, hvor de selv kommer ind på private og personlige ting, som har været afgørende for deres politiske virke,” siger Elisabet Svane.

Hvis politikeren også er opvokset på landet som hende selv, bruger hun det som en fælles referenceramme. Historien om, at det var hendes far, der opfandt de labre larver som leder af lakridsafdelingen på Haribo, har ofte været med til at åbne en samtale både på og uden for Christiansborg. 

”Jeg er ikke bange for at bruge mig selv. Et interview er jo en samtale mellem to mennesker. Det er ikke kun spørgsmål fra den ene til den anden,” siger hun.

Personlig tragedie under valgkamp i '94

Derfor er Elisabet Svane heller ikke nærig med selv at fortælle om det private og personlige. Da vi finder op i de små sofaer på hendes beskedne kontor under loftet på Christiansborgs Ridebane, bringer hun det selv på banen som noget af det første. Helt uopfordret. 

At hun aldrig selv fik børn, og at alle hendes nærmeste familiemedlemmer er døde. 

”Du må ikke spørge mig om, hvad der skete under valgkampen i 1994. Jeg kan ikke huske et minut af den.”

Nyrup udskrev valg, få dage efter at hun var kommet tilbage på Ekstra Bladet fra sin sommerferie, men Elisabet Svanes hoved var et helt andet sted.

12 dage tidligere den 17. august 1994 blev hendes 13-årige niece, Gry, dræbt i en trafik­ulykke på vej hjem fra skole på sin cykel til mormors købmandsbutik.

Gry boede hos sin mormor, fordi Elisabet Svanes storesøster tidligere havde haft store misbrugsproblemer og kæmpet med psykisk sygdom. Derfor var Elisabet Svane på mange måder en slags reservemor for Gry.

[quote:3]”Det lå jo i kortene, at Gry skulle vokse op hos mig og min eksmand, hvis min mor døde. Derfor var jeg meget tættere på min niece, end man normalt ville være,” siger hun og tilføjer: 

”Det var lige så forfærdeligt og ubærligt, som man kan forestille sig. Jeg kan aldrig acceptere, at en 13-årig pige blev dræbt. Men jeg lever med det. Og jeg forsøger at gøre det ud fra devisen om, at man skal glædes over det, man har haft, i stedet for at græde over det, man har mistet.”  

Qvortrup: Hun er en af sin generations dygtigste 

Elisabet Svane blev gift med en mand fra nabolandsbyen, men de fik aldrig børn. 

”Det var ikke et fravalg. Det skete bare ikke, og det har aldrig været et kæmpe ønske for mig, selv om jeg elsker børn og har et ekstra værelse, hvor mine venners børn kan overnatte. Jeg har heller ikke savnet det. Jeg er ret vild med mit liv,” siger Elisabet Svane.

Hendes arbejdsliv ville også have krævet, at hun havde sadlet en del om, hvis der skulle havet været tid til at opfostre børn, mens hun var en del af Ekstra Bladets tabloide tæskehold på Christiansborg.  

[quote:4]”Jeg var selv på Ekstra Bladet sammen med Elisabet Svane og Hans Mortensen. De to arbejdede som siamesiske tvillinger. De fik meget bedre fat i historierne end mig, fordi de først for alvor gik i gang klokken otte om aftenen i modsætning til os andre, der havde små børn og funktionærfornemmelser,” siger Henrik Qvortrup.  

”Hun er en af sin generations vel nok dygtigste og mest velskrivende politiske journalister. Og hun baserer sin dygtighed på, at hun rent faktisk har talt med politikere. For mange politiske journalister lader, som om de ved noget. Men når Elisabet Svane slår ud med armene i sine analyser, så er det ikke, fordi hun har fået en guddommelig inspiration, men fordi hun rent faktisk har talt med nogen, der ved noget,” siger Henrik Qvortrup. 

Historien om erfarer-historien

Men den 3. juni 2014 viste det sig ikke at holde stik. Det, hun havde fået at vide fra en normalt velinformeret kilde i Venstre tæt på partiformanden, kom ikke til at ske. 

Elisabet Svane og Fyens Stiftstidende var det første af en række danske medier, som under formandsopgøret i Venstre forud for et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i Odense erfarede ”fra kilder tæt på Lars Løkke”, at han ville gå af som partiformand. Det skete som bekendt ikke. Og Elisabet Svane fik hug for sin historie i offentligheden.

Men hun står stadig inde for historien i modsætning til hendes kommende arbejdsgiver Politiken, der kraftigt har beklaget deres række af erfarer-historie om, at Løkke ville gå af.

Elisabet Svane mener, at historien var rigtig, da den blev bragt ved middagstid, men at tingene ændrede sig. Og hun påpeger, at hun i modsætning til Politiken og flere andre medier tog et lille forbehold om situationen ”lige nu”.

”Det er beslutningen, som jeg hører det lige nu. Han vil dog først forklare sig over for hovedbestyrelsen, og andet ville også være mærkeligt,” sagde Elisabet Svane dengang til sin egen avis.

[quote:5]”Folk faldt over mig dengang, og jeg følte mig uretfærdigt behandlet. For jeg tog et forbehold om situationen lige nu, som flere af de andre medier ikke gjorde. Når man bruger anonyme kilder, spiller man sin egen troværdighed ind. Hvis min troværdighed har lidt et knæk, så må jeg tage det til mig,” siger Elisabet Svane.   

”Men jeg føler mig stadig overbevist om, at historien var sand, da den blev bragt. Det, som ærgrer mig i dag, er, at jeg ikke tilføjede en sætning om, at man omvendt aldrig kan vide sig helt sikker med Lars Løkke. Så havde der ikke været noget at komme efter,” mener Elisabet Svane. 

Man kan vel ikke erfare noget, som ikke er sket? 

”Det kan man da. Man må gerne lave en historie om, hvordan situationen er lige nu og her. Så kan virkeligheden ændre sig. Vi har et mediebillede i dag, hvor vi laver nyheder løbende, og hvor brugerne kommer med ind i redaktionslokalet,” siger Elisabet Svane.

Men viser den historie ikke, at medierne skal være mere varsomme med erfarer-historier? 

”Ikke hvis det blev godtaget, at man lægger forbehold ind i en erfarer-historie. Vi skal bare huske at fortælle, når tingene ændrer sig. Derfor har vi brug for en ny kontrakt med læsere, lyttere og seere, når vi dækker ting, som er i proces. Man skal passe på med at sammenligne politik med sport. Men det svarer jo til, at vi rapporterer, at Danmark er bagud ved pausen, men at kampen ender med en sejr alligevel.”  

Hvad er det, der gør, at du føler dig overbevist om, at du ikke blev brugt som et redskab i noget snedigt spin fra Løkke og hans folk?

”Det ved jeg jo ikke. Hvis flere folk er gået sammen om en løgn og beslutter sig for at gentage den løgn, så kan det godt være, at det var tilfældet. Men jeg har ingen grund til at tro, at mine kilder fortalte mig noget forkert,” siger Elisabet Svane og tilføjer: 

”Der var ingen, der kontaktede mig. Jeg ringede selv mine kilder op. De fortæller mig, at Løkke ikke selv kan se, at han kan beholde sin formandspost, da han kører fra København. Den historie er ikke blevet ændret de seneste fire år,” siger Elisabet Svane. 

”Jeg talte med flere kilder, men jeg lægger særlig vægt på én bestemt kilde, som i tre uger havde fortalt mig, at Løkke ikke kunne drømme om at gå af. Men den formiddag blev kilden tavs i telefonen og ændrede forklaring. Siden har Løkke og hans kone også bekræftet den udlægning i et interview til mig.” 

Men Lars Løkke kunne vel have en interesse i at plante en historie om, at han havde tænkt sig at gå af for at skabe forvirring forud for det møde, som skulle afgøre hans politiske fremtid? 

”Jeg kan ikke vide, om Løkke har tænkt sig at lyve til sin dødsdag om det forløb, der foregik inde i hans eget hoved. Derfor kan ingen afgøre, hvad der var sandheden. Jeg kan ikke dokumentere, at han lyver, men jeg kan konstatere, at han bliver ved med at sige det samme.”

Svane: ”Jeg føler mig ikke indspist med politikerne”

I sammenlagt 25 år har Elisabet Svane haft sin gang som politisk reporter og kommentator på Christiansborg, og hun har bemærket den stadigt tiltagende kritik af, at forholdet mellem politikere og presse på Christiansborg skulle være for tæt og for indspist. 

[quote:6]”Jeg føler mig ikke indspist med politikerne, selv om jeg har været her i mange år og kender dem godt. Det er ikke mine venner, der er herinde. Der er kun én, jeg ses med privat, og det er Holger K. Nielsen, fordi jeg er veninde med hans kone,” siger hun.

Overordnet set mener hun ikke, at der er et problem.

”Hvis vores læsere, lyttere og seere har den opfattelse, så skal vi tage det alvorligt. Jeg er bare ikke enig i den kritik. Man kan ikke påstå, at politikerne bliver skånet. Hvis der er historier fra Christiansborg, som ikke bliver skrevet, så er det, fordi de ikke kan dokumenteres. Og de journalister, som laver det bedste herindefra, er dem, der har gode kilder, som de kan tale med i et fortroligt rum.”

”Det indspiste ligger i, at vi taler så meget inden for den samme ramme om alle forhandlingerne, der kører herinde. Men vi har ikke altid så god føling med, hvad der rører sig blandt almindelige mennesker ude i samfundet,” siger Elisabet Svane og kommer med en programerklæring.

”Hvis jeg var chefredaktør, så ville jeg tvinge alle journalisterne ud på et sygehus eller en fabrik nogle timer hver uge. Ikke nødvendigvis for at lave en historie. Bare for at høre, hvad der rører sig, og hvad der optager folk.”  

Elisabet Svanes egen oplevelse er, at forholdet mellem presse og politikere var langt tættere og mere indspist, da hun begyndte som journalist på Christiansborg i 1990.

”Dengang var nogle af de politiske journalister også langt mere biased, end de unge journalister er i dag. Det oplever jeg næsten ikke mere,” siger Elisabet Svane.

I hendes første år som politisk reporter har hun selv ment, at der var enkelte journalister og politikere, som havde et for tæt forhold til hinanden. Men det ligger mange år tilbage. 

Hun kan dog godt pege på én ting, som ifølge hende peger den forkerte vej. Det er trafikken af journalister, der skifter frem og tilbage mellem medier og job som spindoktor for partier eller ministre.

”Jeg tilhører de få herinde, som mener, at man kun kan lave det skifte én gang. Men jeg erkender, at jeg åbenbart har tabt den diskussion.”

Kan du forstå, hvis folk udefra, herunder dine egne læsere, synes, at det ser mærkeligt ud, at du er på kram med toppolitikere og spindoktorer? 

[quote:7]”Ja, det kan jeg sagtens. Men jeg er ikke enig i det, og læserne ser det heller ikke. Jeg er på kram med gud og hvermand. Jeg bruger mig selv meget, fordi jeg er, som jeg er. Det betyder ikke, at jeg er specielt tæt med dem, jeg er på kram med. Kram er jo blevet en almindelig hilseform i stedet for et håndtryk. Det vil først være et problem, hvis det førte til, at jeg stillede dem i et blidere lys. Men det gør jeg ikke. Og der skal nok være enkelte af dem, jeg er på kram med, som inderst inde mener, at jeg er en dum kælling,” siger Elisabet Svane.  

EU er et tilvalg, ikke et fravalg

Når hun 1. april begynder som en af Politikens to EU-korrespondenter, så understreger hun, at der er tale om et tilvalg og ikke et fravalg af hendes nuværende job som politisk redaktør af Jysk Fynske Mediers fælles tillæg Danmark, hvor hun ikke har faste daglige deadlines, men kan aflevere sine skriverier, når der rent faktisk er noget at berette om. 

”Hvis jeg skulle noget andet, var det det her. Det er en fantastisk mulighed for mig i min halvhøje alder. Men havde jeg ikke fået jobbet, så har jeg i dag ét af de bedste job som politisk journalist i Danmark, hvis man gerne vil bestemme selv. Og det vil jeg,” siger hun. 

Elisabet Svane har tænkt på at rykke til Bruxelles i flere år. Hun har tidligere læst europæiske studier ved Aarhus Universitet betalt som efteruddannelse af Ekstra Bladet, som hun også har dækket EU-stoffet for tidligere.

”Jeg har holdt mig tilbage med stillinger, der alene handler om EU’s institutioner. Men det, der sker på den europæiske politiske scene, interesserer mig. EU er i årenes løb blevet et meget mere politisk organ, hvor stats- og regeringscheferne er gået mere aktivt ind i det. Samtidig er EU’s relation til medlemslandene rigtig interessant i disse år,” siger Elisabet Svane.  

Hendes gamle kollega, politisk kommentator Henrik Qvortrup peger på, at i alt, hvad hun har lavet som politisk journalist på Christiansborg, har hun kunnet læne sig trygt tilbage i forvisningen om, at alle dem, hun skrev om, kendte hende og altid ringede tilbage. 

”Nu springer hun ud på dybt vand i Bruxelles, og det bliver spændende at følge,” siger han.  

Farvel eller på gensyn

Elisabet Svane har dog et særdeles godt kendskab til Danmarks nuværende EU-kommissær, Margrethe Vestager, der har taget overskrifter i hele verden som en magtfuld konkurrencekommissær, der har taget flere store opgør med multinationale koncerner som Apple, Google og Facebook. 

Tilbage i 2013 skrev hun samtalebogen ’Hvid røg, sort tårn’ om Margrethe Vest­agers vej til magten. På grund af bogen bliver hun ofte interviewet af internationale medier om Vestager. Forleden sad hun eksempelvis på SAS-hotellet i København og blev interviewet af New York Times.

[quote:8]”Jeg tror ikke, det giver mig bedre adgang til Margrethe Vestager end så mange andre danske journalister. Der er mange, som kender hende. Men det giver mig noget i forhold til at opbygge et nyt netværk i Bruxelles, hvor min bog om Vestager og mit kendskab til hende gør mig interessant,” siger Elisabet Svane.

Om det er et endeligt farvel eller et på gensyn til Christiansborg, tør hun ikke spå om.

”De næste to år skal jeg være i Bruxelles som EU-korrespondent med mulighed for forlængelse. Så må vi se, hvad der sker til den tid. Men i mit hoved er det et farvel nu.” 

Hvad siger politikerne? 
Hvordan adskiller Elisabet Svane sig fra andre politiske journalister? 

Kristian Jensen (V)

”Et Svane-portræt læser jeg altid. Hun har været med så længe, at vi møder hende med paraderne nede. Så fortæller man mere åbent og ærligt om sig selv. Vi ved, at hun ikke er i branchen for at vinde hurtig berømmelse. Hun vil gerne have en relation til dig næste år og året efter. Hun relaterer også sig selv ind i samtalerne, så det føles mere som en samtale end et skarptskåret interview.”

Henrik Sass Larsen (S)

”Jeg er utroligt tryg ved Elisabet. Jeg bliver ikke misforstået eller vinklet på en måde, så jeg ikke kan kende mig selv. Dermed tør jeg også sige mere til hende end til mange andre. Og så har hun en ægte nysgerrighed på alle facetter af det menneske eller den sag, hun skriver om. Hun kan sætte sig ind i politikernes hoveder og bevæggrunde, uanset om de befinder sig til venstre eller højre.”

Pia Kjærsgaard (DF)

”Elisabet er grundig, har sin research i orden, og hun lytter. Hun tager sig tid, der er ikke noget, der skal sjaskes igennem. Man skal aldrig føle sig helt tryg ved en journalist, og det fik jeg da også at mærke, da hun var på Ekstra Bladet. Men jeg synes, at hun altid har været fair, og i dag har jeg stor tillid til hende. Jeg kan godt lide hende som person. Hun er meget ligefrem.”