Design

Designere vurderer seks mediers nye logoer: Særligt TV 2 vækker undren

I årets første måneder har hele seks danske medier skiftet gamle streger ud med nye logoer, nye navne, nye designs og nye visuelle identiteter. Journalisten har spurgt to designere, hvordan de vurderer, at udskiftningen er gået

1. Jysk Fynske Medier

Skiftede den 9. januar 2023 navn til JFM, og med navneskiftet skiftede de også logo. Begrundelsen for skiftet er, at mediehuset Jysk Fynske Medier ikke kun dækker vest for Storebælt.

Anna Thurfjell: ”Jeg kan godt lide, at det er en forkortelse. Det gør det nemmere at kommunikere. Men der er meget få signaler om, at det er et mediehus. Selv om det grønne symbol er meget dynamisk, så er det også lidt mystisk og lidt kedeligt. Og så er der for meget luft mellem bogstaverne.”
Tobias Røder: ”Jeg ved ikke, hvad JFM står for. Og jeg bliver ikke klogere af at se på logoet. Umiddelbart synes jeg, det ligner et firma, der producerer droner. Eller apps. For mig er et logo ikke bare et udtryk, men en fortælling. En fortælling, som den, der ser på det – medarbejderne og kunderne – skal have lyst til at deltage i. For mig er et logo et svar på et spørgsmål. Men når jeg ser på JFM, efterlader det mig kun med ét spørgsmål. Hvem og hvad er JFM? Og er jeg overhovedet interesseret i at finde ud af det?”

 

2. TV 2 Lorry

Skiftede den 10. januar navn til TV 2 Kosmopol, og med navneskiftet fulgte en helt ny visuel identitet med et helt nyt logo. Begrundelsen for skiftet er, at TV 2 Kosmopol vil være et regionalt medie med globalt udsyn.
Anna Thurfjell: ”Den lilla farve er et friskt valg, og det er godt for logoet, når det er i bevægelse. Men det er en udfordring, at der er så mange cirkler, for det kan hurtigt blive for mange og belastende. De er lykkedes med at distancere sig fra TV 2-familien, men jeg forstår ikke, hvorfor man ikke vil dele visuel identitet, når man deler navn.”
Tobias Røder: ”Jeg kan godt lide farven. Det er forfriskende at se noget træde ud af mængden af rød og sort. Jeg kan også godt lide navnet. Jeg synes, det ligger godt i munden. Det lille TV 2-logo, som er sat oven på kassen med de to overlappende cirkler, ligner et Mickey Mouse-øre. I lille størrelse bliver det gnidret og ser ud, som om logoet har fået en vorte. Når jeg så ser på de to overlappende cirkler, undrer det mig, at man har valgt noget, som de fleste af os vil forbinde med MasterCard. Og hvilken betydning har de to overlappende cirkler egentlig for TV 2 Kosmopol? Og hvorfor sidder de i en kasse, der får mig til at tænke på et gammelt billedrørs-tv? Og hvorfor er Kosmopol sat med et lille k?”

 

3. TV 2 Østjylland

Fik den 10. februar ny visuel identitet, hvor farven grøn og bogstaverne ’ØJ’ er i fokus. Skiftet er lavet som led i udviklingen fra tv-station til mediehus.

Anna Thurfjell: ”Jeg kan godt lide idéen om det grønne ’ØJ’, men logoet kræver en skrift med karakter, og det mangler. Den grønne kasse dominerer, men det er ikke et rigtigt logo – endnu. Ligesom med TV 2 Kosmopol virker det, som om de er på deres egen visuelle rejse, og det undrer mig lidt.”
Tobias Røder: ”Det her er så lidt et logo, at det ikke smager af noget som helst. Det er to kasser, der er sat sammen med en neutral skrifttype. Det er ligesom at få serveret en skål vand med et par grønne prikker på toppen. Det smager af absolut ingenting. Her har man ikke anerkendt værdien af design. Det er hårdt at sige og hårdt at se, især når jeg ved, hvad design kan gøre for en virksomhed. Gør jer lidt umage. Det handler om jeres identitet. Stryg lige skjorten. Tag jer selv alvorligt, så jeg også kan gøre det.”

 

4. Videnskab.dk

Anoncerede den 3. marts, at de skifter hele den visuelle identitet. Især logo, farvepalette og illustrationer bliver ændret. Den nye visuelle identitet skal gøre mediet mere genkendeligt og hjælpe brugere ind til sitets forskningsjournalistik.
Anna Thurfjell: ”Selve logoets halve V og spørgsmålstegn er originalt, og man får lidt referencer til Victoria and Albert Museum i London, hvor man har brugt V med &-tegnet, og også til andre gode logoer. Det er også stadig minimalistisk, så det kommer til at virke i alle størrelser og alle de steder, læserne møder det. Men når spørgsmålstegnet er placeret i det fulde navn, så bliver det svært at afkode. Hvorfor er der et spørgsmålstegn midt i det hele?”
Tobias Røder:  ”Her er der et logo, der gerne vil i dialog med mig. Point for det. Men hvad er det så for en samtale, vi har? Jeg ser på et spørgsmålstegn, som bogstaveligt talt er tvunget ind i et navn. For mig bliver det hurtigt til en forvirrende samtale. Skal videnskaben ikke besvare spørgsmål i stedet for at stille dem? Eller er det mig, der læser logoet forkert?”

 

5. TV 2

Annoncerede den 23. marts, at mediet skifter hele sin visuelle identitet. Alt fra font til farver og logo. Skiftet sker som følge af TV 2’s 2021-2025 strategi ’TV 2 Play til alle’, som skal gøre mediehuset mere digitalt.

Anna Thurfjell: ”Det er en helt anden vægt visuelt end før. Det er lettere og en modernisering. Mens det gamle logo føltes lidt tungt og umoderne, er det nye mere blødt, åbent og på en måde lidt mere feminint. Det understøttes af den underliggende cirkel. Men det er en udfordring, at det er så forandret. Det er jo et megakendt og megastærkt broadcasting brand, men man har lidt tabt den der genkendelse. Man tænker ikke umiddelbart længere ’TV 2’, når man ser det. Hvorfor har man ændret det så meget?”
Tobias Røder: ”TV 2’s logo er uden sammenligning med de andre eksempler her, fordi det er blevet folkeeje. Det er et logo, vi alle sammen har en holdning til, fordi det har været en del af vores stuers interiør i 35 år. TV 2 har til og med brugt mange penge på at fortælle os, at ”TV 2 er noget, vi deler”. I løbet af de 35 år, TV 2 har eksisteret, er logoet blevet revideret et par gange. Til det bedre.
Det taler ind i et af mine principper: Design skal være en forbedring. Det er der desværre ikke tale om her. Jeg synes, det ser mærkeligt ud, og jeg kan ikke længere se, at der står TV 2. Hvis man forandrer noget så kendt, så vil jeg gerne kunne se hvorfor – uden at skulle læse en tekst om det, eller at nogen fortæller mig grunden. Når man udsætter noget for design, så skal det kunne stå selv.”

 

6. Sjællandske Medier

Skiftede visuelt udtryk den 23. marts. Fontene blev skiftet ud, og en blå streg blev en grundsten i designet. Skiftet sker som en modernisering og et ønske om en mere læsevenlig indpakning hos lokalmediet.
Anna Thurfjell: ”Det nye bladhoved er meget klassisk og virker meget ’newsy’. ­Men det er nogle lange titler, der er hos Sjællandske, så bladhovedet får lidt åndenød, fordi skrifttypen kræver mere mellemrum mellem bogstaverne. Og så er farven cyan, som er stregen nedenunder, måske ikke det bedste valg fra en holistisk synsvinkel. Den er god til print, men den er mindre interessant på en smartphone.”
Tobias Røder står bag Sjællandske Mediers redesign, og vi har derfor ikke bedt ham vurdere det.

Tobias Røder har blandt andet designet logo og visuel identitet for det oprindelige Radio24syv, Frihedsbrevet, Føljeton, Mit ID – og det aktuelle til Sjællandske Medier. Anna Thurfjell har blandt andet redesignet Jyllands-Posten, Berlingske, Svenska Dagbladet og Bergensavisen.

 

 

0 Kommentarer