Den kølende effekt af sagen mod FE-chefen: ”Kilderne er ekstremt bange”

Det er blevet svært at lave historier om forsvar og efterretningsvæsen, efter at det kom frem, at FE-chef Lars Findsen blev aflyttet og varetægts­fængslet på grund af hans samtaler med journalister. Chill-effekten kan meget vel være et formål med sagen, siger professor

Den tidligere efterretningschef Lars Findsen er under anklage for landsskadelig virksomhed. Måske bliver han dømt. Måske kommer han aldrig for retten. Men én taber har sagen allerede fået: Undersøgende journalistik om Forsvaret, efterretningsvæsen og andre dele af statsadministrationen. For kilderne er klappet i.

”Findsen-sagen har sat sig i hele apparatet,” siger Niels Fastrup fra DR.

Som undersøgende journalist har han dækket økonomisk kriminalitet og skattesvindel, og de senere år har han særligt gravet i efterretningsvæsenet, for eksempel til dokumentarserien ’Spionkrigen i Ringsted’.

Niles Fastrup, journalist, DR. Jacob Nielsen

De historier får han sværere ved at lave i fremtiden. For efter at det er blevet kendt, at Lars Findsen blev aflyttet i sit eget hjem og efterfølgende arresteret, angiveligt på grund af baggrundsoplysninger givet til pressen, er mange af Niels Fastrups kilder tørret fuldstændigt ud.

De tør simpelthen ikke tale med ham.

”Det gælder både kilder inden for efterretningen, men også på andre felter – advokater, folketingspolitikere, ministre. Jeg har oplevet kilder, der er blevet bange på grund af overvågningskameraer de steder, vi har talt sammen. Der er opstået en enorm forsigtighed og angst for at havne i samme situation som Lars Findsen,” siger han.

Niels Fastrups oplevelser deles af flere journalister, der beskæftiger sig med forsvar og efterretningsvæsen. Heriblandt Morten Skjoldager fra Politiken.

”Det har altid været svært at få kilder i tale inden for efterretningsarbejde, men det er blevet meget vanskeligere. Kilderne er ekstremt bange for at blive overvåget og aflyttet, også selv om emnet er helt uproblematisk. Der er – nok helt bevidst – blevet sendt en rystelse af frygt ned gennem systemet,” siger han.

Berlingske-historier startede efterforskning

Lars Findsen er embedsmand i den absolutte sværvægterklasse som tidligere chef for PET (2002-07), departementschef i Forsvarsministeriet (2007-15) og chef for FE – Forsvarets Efterretningstjeneste (2015-).

Det var derfor lidt af et chok, da det i januar kom frem, at Findsen var blevet anholdt og havde siddet varetægtsfængslet siden 8. december 2021, sigtet for at have brudt straffelovens §109 om læk af statshemmeligheder. Findsen blev løsladt den 17. februar, men han er stadig sigtet.

Hvad Lars Findsen har gjort er hemmeligt på grund af såkaldt dobbeltlukkede døre i sagen. Men allerede den 10. januar, hvor navneforbuddet blev ophævet efter Findsens eget ønske, skrev DR, at det drejer sig om læk af oplysninger til pressen.

I efteråret 2020 skrev flere medier om et spionsamarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningsorganisation NSA. Og ifølge DR fik de historier PET til at nedsætte en efterforskningsgruppe, der skulle finde ud af, hvem der lækkede oplysningerne til medierne – både om NSA-samarbejdet, men også til Berlingskes historier om efterretningsagenten Ahmed Samsam og den Cavlingpris-vindende EB-afsløring af sikkerhedsvurderingen omkring de danske børn i syriske fangelejre.

Antagelsen er derfor, at arrestationen af Lars Findsen samt tre andre tidligere efterretningsmedarbejdere, som stadig er underlagt navneforbud, er resultatet af den efterforskning.

PET og FE på advarsels-turné

Efter anholdelsen af Lars Findsen skete der noget andet, der styrker den antagelse. Chefer fra PET og FE indkaldte en række mediechefer til samtaler, hvor de advarede om, at journalister og redaktører kan blive sigtet efter §109 – den paragraf, Findsen blev sigtet efter – og risikere op til 12 års fængsel, hvis de videreformidler lækkede oplysninger, der truer rigets sikkerhed.

Som eksempler nævnte de netop NSA-samarbejdet, Samsam-sagen og børnene i de syriske lejre.

Og kort efter – den 4. januar – blev journalister fra Politiken, Ekstra Bladet, Berlingske, Weekendavisen, DR og 24syv indkaldt for at afgive vidneforklaringer i den sag, som altså først seks dage senere blev kendt som sagen mod Lars Findsen.

En af de indkaldte journalister var Simon Andersen, chefredaktør på 24syv, der i 2020 var med til at dække NSA-historien for Berlingske. Også han mærker det pres, sagen har forårsaget i kildenetværket.

”Jeg har haft en lang periode med tætte kontakter inden for forsvarsområdet, og jeg kan mærke en meget klar forskel. Folk, der ikke vil mødes, advokater, der nærmest ikke tør tage telefonen.”

Simon Andersen, chefredaktør, 24syv

”Jeg har haft en lang periode med tætte kontakter inden for forsvarsområdet, og jeg kan mærke en meget klar forskel. Folk, der ikke vil mødes, advokater, der nærmest ikke tør tage telefonen. Jeg har haft fat i gamle kilder i Forsvaret om udsendelsen af soldater til Letland. Og de vil nærmest ikke tale med mig, selv om det intet har med FE at gøre,” siger han.

Simon Andersen, chefredaktør, 24syv, var i 2020 med til at dække NSA-historien for Berlingske. Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Simon Andersen valgte som flere andre journalister ikke at stille op til vidneafhøring. Flere chefredaktører har udtalt sig meget kritisk om samtalerne med efterretningscheferne og omtalt dem som ”intimiderende” og ”problematiske”.

Journalister kan blive aflyttet

Et helt særligt forhold i sagen er den paragraf, Lars Findsen er tiltalt efter. I en normal sag om brud på tavshedspligten vil man bruge §152, der kan give straf på op til to års fængsel. §109 handler imidlertid om rigets sikkerhed, og det åbner for, at politiet kan tage mere drastiske værktøjer i brug i efterforskningen.

”En sigtelse efter §109 giver mulighed for at få en kendelse om tvangsindgreb, herunder aflytning og varetægtsfængsling. Det skyldes både strafferammen på fængsel indtil 12 år og paragraffens placering i straffelovens kapitel om forbrydelser mod statens ydre sikkerhed,” forklarer Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved KU.

Det var lige præcis, hvad man gjorde i Lars Findsens tilfælde. Ifølge DR og flere andre medier blev der installeret mikrofoner til rumaflytning i hans private hjem.

Og skal man tage efterretningschefernes advarsler om, at journalister også kan sigtes for at bryde §109, for pålydende, er konsekvensen, at mistænkte journalister også kan risikere at blive aflyttet. Det bekræfter Jørn Vestergaard:

”Reglerne om aflytning er lidt kringlede, men konklusionen er, at der med hjemmel i retsplejeloven kan gives grønt lys for aflytning af journalister.”

Spørgsmålet om aflytning hænger sammen med den såkaldte vidnepligt. I en almindelig sag om brudt tavshedspligt vil journalister i sager med offentlighedens interesse kunne blive fritaget for vidnepligt og dermed afsløring af deres kilder. Den undtagelse gælder imidlertid ikke under §109. Her er det op til dommeren at afveje hensynet til kildebeskyttelsen.

”Alt andet lige vil pilen nok pege i retning af at pålægge vidnepligt i en sag om overtrædelse af §109, der jo handler om at røbe statshemmeligheder. Det betyder, at der i sådanne tilfælde også kan gives adgang til aflytning,” siger Jørn Vestergaard.

”At være sigtet i fire år er belastende”

Dermed er presset ikke kun lagt på potentielle kilder, men også på journalister. Og det er et pres, der godt kan mærkes, synes Morten Skjoldager.

”Man ikke kan være sikker på at kunne beskytte sine kilder uden at få en fængselsstraf, og man kan risikere aflytning. Jeg aner ikke, om det har været i brug. Men man skal i hvert fald gøre sig klart, at det er en mulighed. Det synes jeg er utroligt ubehageligt.”

”Man ikke kan være sikker på at kunne beskytte sine kilder uden at få en fængselsstraf, og man kan risikere aflytning.”

Morten Skjoldager, journalist, Politiken

Efterretningschefernes henvendelse gjorde det klart, at journalister som Skjoldager potentielt kan blive efterforsket og retsforfulgt efter §109. Men der blev ikke givet nogen nærmere anvisning af, hvornår en journalistisk historie bliver ulovlig.

”De henviser til nogle konkrete sager uden at fortælle, hvad der var det problematiske i det. Selvfølgelig skal journalister overholde landets love. Men her er en paragraf, der har været brugt én gang før for 40 år siden. Så det er helt umuligt for os at navigere efter, hvad det er for nogle konkrete oplysninger, vi kan blive retsforfulgt for at videreformidle. Og de ved det nok heller ikke selv.”

Morten Skjoldager, journalist, Politiken. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Morten Skjoldager har allerede været retsforfulgt for at videreformidle fortrolige oplysninger. I 2016 udkom han med bogen ’7 år for PET’ om og med den tidligere PET-chef Jakob Scharf. PET mente, Scharf havde brudt sin tavshedspligt, og anlagde sag både mod Scharf og JP/Politikens Hus. Skjoldager selv blev også sigtet – en sigtelse, der blev droppet i januar 2021 efter fire år og tre måneder. Scharf slap med en mindre bøde.

”Det at være sigtet i fire år er altså belastende i sig selv. Så jeg kan mærke, at jeg overvejer, om jeg kan ende i nye problemer. Jeg vil gerne kunne sige, at jeg har tænkt mig at skrive, lige hvad der passer mig, hvis det er i offentlighedens interesse. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er det ikke rart med udsigt til endnu et langt retsopgør.”

Chill-effekt er et formål

Frygten for en lang retsproces – uanset hvordan den ender – er noget, der kan få de fleste til at tænke sig grundigt om. Og det er en effekt, som i sig selv kan være et formål med Findsen-sagen. Det vurderer Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved KU.

”Man hejser et flag, statuerer et eksempel. Jeg kunne godt få det indtryk, at det er et formål med sagen. Måske bliver han frifundet, men der er ingen tvivl om, at Findsen er belastet af sagen. Og hvis det bliver en frifindelse, så har man alligevel sendt et signal: Vi er klar til at tage en straffesag og lægge et højt pres. Det kan i mine øjne godt ligge som en strategi bag den her juridisk offensive straffesag at skabe en chill-effekt.”

”Man hejser et flag, statuerer et eksempel. Jeg kunne godt få det indtryk, at det er et formål med sagen. Måske bliver han frifundet, men der er ingen tvivl om, at Findsen er belastet af sagen.”

Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved KU

Johanne Nordmann, nyvalgt formand for DJØF Offentlig, er også bekymret for, at sagen resulterer i mere lukkethed.

”Vi ved ikke, hvad der er sket i den konkrete sag, og kender ikke bevæggrundene for en mulig aflytning af Lars Findsen, så man skal være varsom med at drage direkte konsekvenser af sagen. Men man kan godt være bange for, at det er noget, der vil skabe en grad af frygt blandt nogle embedsmænd – selv om det ikke er noget, vi har haft henvendelser fra medlemmer om.”

”Principielt er det enormt vigtigt, at der er plads til åbenhed i forvaltning og embedsværket, og det bør ikke være sådan, at embedsmænd skal gå og være bange for, hvad de siger.”

Pilen peger mod regeringstoppen

Går man med teorien om, at nogen ønsker at skabe en chill-effekt både blandt kilder og medier, så er spørgsmålet naturligvis, hvem ”nogen” er. Den nu tidligere justitsminister Nick Hækkerup har afvist, at regeringen har været inde over sigtelserne med Findsen. Men Simon Andersen mener, at pilen tydeligt peger mod regeringstoppen.

”De to efterretningstjenester har selv peget på de tre sager, det handler om: Syriens-børnene, Ahmed Samsam og NSA-samarbejdet. Så hvis de tre sager er de eneste, så er signalet, at ingen skal tale med journalister om ting, der belaster regeringen.”

Rasmus Mariager, professor i politisk historie ved KU, er sikker på, at regeringen har været med på, hvad der foregik.

”Det er meget usandsynligt, at man vælger at anholde en FE-chef, uden at sagen forinden har været forelagt regeringstoppen,” siger han.

”Det er meget usandsynligt, at man vælger at anholde en FE-chef, uden at sagen forinden har været forelagt regeringstoppen.”

Rasmus Mariager, professor i politisk historie ved KU

Han ser den hårde kurs og de markante signaler i sagen som udtryk for et generelt ønske om at vise handlekraft, som regeringen har haft fra sin tiltrædelse.

”Da den nuværende regering kom til, gjorde man det meget klart, at det er regeringen, der bestemmer, og ikke embedsmændene. Det spiller bold op ad Thorning-regeringen, hvor man mente, det blev for meget nødvendighedens politik.”

Men sagen skal også forstås på baggrund af den sikkerhedsmæssige udvikling. Både Lars Findsen og Jakob Scharf var PET-chefer i en periode, hvor der var et politisk ønske om større åbenhed i tiden efter den kolde krigs afslutning.

”I de senere år er den verdensorden blevet udfordret. Nu er der igen krig i Europa, og der er ingen tvivl

om, at nu forsøger man at stramme kommunikationen til pressen,” siger Rasmus Mariager.

Den stramning kan Morten Skjoldager skrive under på.

”Jeg har dækket efterretningstjenester i 15 år, og der er sket et fuldstændigt dramatisk skift både i PET og systemet udenom i forhold til åbenhed.”

Morten Skjoldager, journalist, Politiken

”Jeg har dækket efterretningstjenester i 15 år, og der er sket et fuldstændigt dramatisk skift både i PET og systemet udenom i forhold til åbenhed. PET kunne lige så godt lukke deres kommunikationsafdeling, for du får intet andet svar end ’ingen kommentarer’ og to fuldstændigt ligegyldige linjer,” siger Skjoldager.

Scharf: Baggrundssnak en del af jobbet

Embedsmænd skal leve op til deres tavshedspligt – det synspunkt er svært at argumentere imod. Alligevel mener Niels Fastrup, at det skader samfundet og den demokratiske offentlighed med en lukket embedsmandskultur, hvor for eksempel baggrundssnakke ikke kan finde sted.

”Jeg anerkender, at der findes noget, der hedder tavshedspligt. Men samtidig er der et demokratisk hensyn, der gør det vigtigt, at man kan få oplysninger ud af de her systemer. Mit primære arbejdsredskab er fortrolige samtaler med kilder, der som udgangspunkt fortæller ting, de ikke må sige. Det er det, undersøgende journalistik handler om – at få det frem, som ikke kommer frem af sig selv,” siger han.

Den tidligere PET-chef Jakob Scharf peger i et interview med Berlingske selv på, at baggrundssnakke med pressen også kan være i myndighedernes interesse:

”Det hører med til jobbet som politiker og højtplaceret embedsmand, at man taler med journalister både til citat og til baggrund (…) nogle gange kan det være nødvendigt i en baggrundssamtale også at bekræfte visse oplysninger, som i forvejen er kendt i offentligheden, for at mediedækningen af en sag ikke skal være fuldstændigt fejlagtig og misvisende,” sagde Scharf, der ikke har ønsket at uddybe udsagnet over for Journalisten.

At oplysninger får et hemmeligt-stempel af staten, betyder ikke, at der ikke kan være samfundsinteresse i at få dem afdækket, fastslår Morten Skjoldager.

”Man skal huske på, at der er forskel på myndighedernes og journalisternes opgaver. Og nogle gange er det en del af vores opgave som journalister at afsløre fortrolige oplysninger. Tag for eksempel Jyllands-Postens fremragende dækning af sagen om agenten Morten Storm. Den var spækket med fortrolige oplysninger. Men selvfølgelig skulle JP da skrive de historier, og på samme måder mener jeg også, vi skal afdække NSA-samarbejdet, Samsam-sagen og de danske børn i Syrien.”

PET: Åbenhed er en balance

PET afviser, at formål med møder med medie­chefer var at skabe en ”chilling effect”.

Justitsministeriet afviser vurderingerne af, at regeringen har været inde over beslutningen om straffesagen mod Lars Findsen.

”Hverken den daværende justitsminister eller andre ministre i regeringen har skullet tiltræde eller på anden måde godkende, at der i den konkrete sag er rejst sigtelse eller foretaget efterforskningsskridt. Spekulationer om politisk indblanding i sagen har dermed ikke noget på sig,” skriver Justitsministeriet i en kommentar til Journalisten.

Omkring møderne, som PET og FE havde med flere medier, forklarer både Justitsministeriet og PET enslydende til Journalisten, at der ”i forbindelse med en konkret efterforskning” var opstået mistanke om, at ”højt klassificerede oplysninger om efterretningstjenesternes arbejdsmetoder og samarbejdspartnere uberettiget var blevet videregivet til journalister ved disse medier”.

Til dette tilføjer PET yderligere, at formålet med møderne ikke var at skabe en ”chilling effect”, men at udtrykke bekymring over risikoen for, at de klassificerede oplysninger kunne komme til offentlighedens kendskab via medierne.

Om oplevelserne af en tiltaget lukkethed i efterretningsvæsenet siger PET, at man i sagens natur er mindre åben end andre myndigheder, og at begrænset indsigt i arbejdet er en forudsætning for, at PET kan løse sine opgaver.

”Omvendt – og på samme tid – har vi i PET et ønske om at være så åbne, vi kan, fordi det er afgørende for, at der i befolkningen er tryghed og tillid til det, vi laver. Det er en balance, vi konstant arbejder på at ramme,” skriver PET i sin kommentar.

PET nævner videre, at man gerne giver kommentarer og interviews for eksempel om terrortruslen og det forebyggende arbejde.

”Til gengæld er det typisk ikke muligt for os at kommentere konkrete sager uden enten direkte eller indirekte at afsløre oplysninger om, hvordan vi arbejder.”

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage
chevron_left
chevron_right