Trafikmålinger

Datatilsynet: Google Analytics kan ikke uden videre bruges lovligt

Analyseværktøjet, der måler trafik på hjemmesider, sender som udgangspunkt data til Google i USA

Google Analytics kan ikke uden videre bruges lovligt i Danmark, da systemet som udgangspunkt sender data til selskabet i USA.

Det konkluderer Datatilsynet efter en gennemgang af værktøjet, der bruges til at måle trafik og lave statistik over besøgende på hjemmesider.

Det er GDPR-regler, der står i vejen for, at man uden videre kan benytte sig lovligt af værktøjet. GDPR-reglerne er blevet indført for at beskytte europæiske borgeres privatliv.

”Det betyder blandt andet, at man skal kunne besøge en hjemmeside, uden at ens oplysninger kan ende i de forkerte hænder. Vi har gennemgået mulighederne i Google Analytics nøje og er kommet frem til, at man ikke kan bruge værktøjet i sin nuværende form uden at træffe yderligere foranstaltninger,” siger Makar Juhl Holst, chefkonsulent i Datatilsynet, i en pressemeddelelse.

Der skal justeringer til

Konlusionen kommer, efter at andre europæiske datatilsyn – først i Østrig og senest i Italien – har haft værktøjet under lup.

”Siden vores europæiske kollegers afgørelser har vi set nærmere på værktøjet og de konkrete indstillinger, man kan gøre brug af, hvis man gerne vil bruge Google Analytics. Det har været særligt relevant, da Google i kølvandet på den første afgørelse fra Østrig er begyndt at stille yderligere indstillinger til rådighed i forhold til, hvilke oplysninger der kan indsamles via værktøjet.”

”Men konklusionen er dog stadig, at værktøjet ikke uden videre kan bruges lovligt,” siger Makar Juhl Holst i pressemeddelelsen.

De danske medier og virksomheder, der bruger Google Analytics, skal vurdere, om de kan fortsætte med at bruge værktøjet på en måde, der lever op til GDPR-reglerne. Hvis de ikke kan det, skal virksomheder rette op på det, eller også skal de helt stoppe med at bruge Google Analytics.

Vejledning fra fransk tilsyn

Datatilsynet understreger samtidig, at det ikke har beføjelser til eventuelt at skulle forbyde værktøjet i Danmark.

”I kølvandet på vores europæiske kollegers afgørelser har vi dog oplevet en stor efterspørgsel på konkret vejledning i forhold til lige præcis Google Analytics, og vi har derfor brugt kræfter på at undersøge dette specifikke værktøj nærmere,” udtaler Makar Juhl Holst.

Et af de værktøjer, der kan bruges til at rette op på problematikken med Googles værktøj, er en såkaldt pseudonymisering. Datatilsynet henviser i den forbindelse til en vejledning udarbejdet af den franske datatilsynsmyndighed.

0 Kommentarer