
Danske Medier har i dag uddelt priserne for årets avissider og digitale fortællinger. Danske Medier
Brancheforeningen Danske Medier har her til eftermiddag uddelt sine priser for årets avissider og digitale historier og idéer.
Årets guldforside er lavet af Politiken
Politiken har vundet guld i kategorien ’Årets forside’ for avisens forside 31. januar 2020, hvor Storbritannien vinkede farvel til EU. Forsiden er udarbejdet af layouter Tomas Østergren og infografiker Mads Pedersen, der har holdt sig til to ord og tre farver.
”Politikens visualisering af briternes exit fra EU er elegant, enkel og nuanceret. Lethed og alvor, vertikalt og horisontalt. Løsningen virker indlysende, som enkle løsninger altid gør. Udførelsen er præcis og smuk,” lyder begrundelsen for prisen.
Jyllands-Posten er blevet tildelt sølv i kategorien for forsiden ’Et år med corona’ fra 27. december 2020. Den forside er lavet af grafiker Thorgerd Broni og nyhedschef Tejs Dahl Mikkelsen.
Kategoriens hædrende omtale går til Politiken for ’Er Joy Mogensen blevet klogere’ fra 30. marts 2020.
Hædrende omtale til featuresiderne
Der er hverken blevet uddelt guld eller sølv til årets featuresider.
Til gengæld er der hædrende omtale til både Ugeavisen Esbjerg, Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten.

Mere guld til Politiken
Politiken får guld for ’Årets sektion/magasinforside’.
Det er tegner Philip Ytournel og layouter Caroline Niegaard, der står bag siden ’Tankestreger, Narrestreger’ fra 31. maj 2020 om bladtegninger gennem tiden.

”Temanummeret om bladtegnere gennem tiderne er formidlet med samme finurlighed og nuance, som kendetegner Politikens tegnere generelt,” står der i begrundelsen.
Sølv i kategorien går til Ekstra Bladet for ’Mette Frederiksen har pumpen’ 21. marts 2020.
Den anden sølvmedalje i kategorien går til Politiken for ’Han Hun Hen’, en forside, der er layoutet af Peter Sætternissen på både symaskine og PC.
Berlingske får hædrende omtale for siden ’Intet klapper uden applaus’, der er udarbejdet af Wunderkind og redaktør Lars Johansen.
Intet guld i åben klasse
Der er ingen gyldne priser i den åbne klasse. Til gengæld får Politiken sølv for ’MAD’. Jyllands-Posten, JydskeVestkysten og Politiken får hædrende omtale.
Sølv til årets digitale historier
DR Nyheder Digital og Sjællandske Nyt får begge sølv i kategorien ’Årets digitale historier’.
DR får den for webfeauteren ’Elektrochok dæmper stemmen i Marias hoved’.
Sjællandske får prisen for artiklen ’Sådan får man de bedste politihunde’.
I kategorien er der også hædrende omtale til DR for artiklen ’Catrine føler, hun har mistet sin fremtid’.
Årets digitale idé
Endnu en gang er der guld til Politiken. Denne gang for ’Årets digitale idé’ for ’’Lille spejl’ med video og layout af Andreas Merrald.
Også TV 2 får guld i kategorien for ’Coronaoverblikket’.
DR får sølv i kategorien for ’Styrkedans’, hvor flere animatorer, grafikere og programmører har været inde over.
Jysk Fynske Medier får ligeledes sølv for koncernens bolighandel-databaser.
Årets digitale lokale/regionale nyhedsmedier
Jysk Fynske Medier får hædrende omtale for Helsingør Dagblad i kategorien ’Årets digitale lokale/regionale medier’.
Der Nordschleswiger får ligeledes hædrende omtale i kategorien.
Årets digitale niche- eller fagmedie
Lederstof.dk med chefredaktør Anders Hvass i spidsen får guld for årets digitale niche- eller fagmedie.
Kulturmonitor.dk, stiftet af Birgitte Rahbek og Lars Rix, får hædrende omtale i kategorien.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.