Public service

Danske Medier går til angreb på ny rapport

Konklusionerne i en ny rapport fra Roskilde Universitet lyder, at stærke public service-medier snarere styrker end svækker private medier

Der er nærmest tale om ny vin på gamle flasker, når tre forskere fra Roskilde Universitet i en ny rapport til Kulturministeriet konkluderer, at public service-medier og private medier styrker hinanden.

Sådan lyder det fra hovedforfatter på rapporten Kim Christian Schrøder, professor ved Roskilde Universitet:

”Vi har egentlig ikke fundet ud af noget nyt,” siger han og tilføjer:

”Vi prøver at tage fat i nogle af de myter, der eksisterer. Blandt andet at stærke public service medier betyder, at private medier har svært ved at få betalere.”

Det nye i rapporten, der er udarbejdet for Kulturministeriet, er, at der er taget flere nye studier med i undersøgelsen. Med samme konklusion:

”De peger alle sammen på, at tilstedeværelsen af public service-medier ikke truer private medier,” siger Kim Schrøder.

Konklusionen er, at de danskere, der er storforbrugere af public service-mediers indhold, er mere tilbøjelige til også at betale for nyheder hos private medier. Den konklusion blev også fremlagt i 2023, og forskerne kom frem til det samme, da de i 2016 afleverede en tilsvarende rapport til Kulturministeriet.

Selv overraskede

Nok er konklusionen kendt i forvejen, men den har vakt øjeblikkelig kritik fra brancheorganisationen Danske Medier, der har udsendt en pressemeddelelse.

”At hævde, at public service-medierne fungerer som en appetitvækker på nyheder og dermed styrker markedet for de private medier, strider mod den virkelighed, vores medlemmer møder. Det er som at sige, at en gratis all you can eat-buffet øger vores lyst til straks derefter at betale for et restaurantbesøg. Det virker ikke logisk,” siger Dicle Duran Nielsen, administrerende direktør i Danske Medier, i pressemeddelelsen.

Det er efterhånden en gammel traver i mediedebatten, at nogle stemmer mener, at DR’s ”gratis” nyheder gør, at danskerne ikke vil betale for nyheder hos private medier.

”Den forestilling er jo plausibel. Derfor overrasker det også os, de gange vi kommer frem til det her,” siger Kim Schrøder og tilføjer:

”Men rapporten modsiger erfaringen fra Danske Mediers medlemmer. Jeg har svært ved at se, hvad det er for erfaringer ud over mavefornemmelser.”

Kan du så ikke forklare logikken i, at det hænger sådan sammen?

”Jeg kan ikke gøre andet end at sige, hvad jeg har sagt før: De, der bruger public service-medier, er nogle af dem, der er så sultne, at de gerne vil betale for dem også. De mener, at det er værdifuldt at få nogle nyheder, der er produceret ud fra en anden holdning. I nyhedsmedierne går man som Politiken-læser efter det mindset, Politiken har. Det samme som Berlingske-læser.”

Konklusioner varierer

Danske Medier fremhæver i sin pressemeddelelse, at der i 2023 blev lavet en undersøgelse fra Kantar Gallup. I den fremgår det, at 48 procent af de personer, som ikke abonnerer på nyhedsmedier, angav gratis alternativer som DR som hovedårsag til ikke at betale for nyheder.

I samme undersøgelse svarer kun 17 procent, at de ville forvente at få færre nyheder, hvis dr.dk ikke var tilgængeligt.

Kim Schrøder, hvordan stemmer de tal overens med det, I kommer frem til?

”Det kan jeg heller ikke få til at stemme. Men jeg kender heller ikke undersøgelsen. Hvis man skal være nørdet omkring det, er det vigtigt, hvordan man spørger i sådan en undersøgelse. Vi kan ikke se ud fra deres oplysninger, hvordan der er blevet spurgt.”

Om rapporten

  • Rapporten, der er bestilt af Kulturministeriets udvalg for Fremtidens Mediestøtte, kaster lys over samspillet mellem public service-nyhedsmedier og private medier samt danskernes betalingsvillighed for digitale nyheder.
  • Rapporten er et metastudie, der blandt andet baserer sig på internationale studier og data fra den årlige rapport ’Danskernes brug af nyhedsmedier’ og den internationale rapport ’Reuters Digital News Report’, som den danske rapport er en del af. Den danske rapport udarbejdes årligt af forskerne, der også er forfattere til det nye studie.
  • De udvalgte studier bygger på en række forskellige metoder herunder blandt andet spørgeskemaundersøgelser og kvalitative interviews.

Kim Schrøder henviser til en nyere rundspørge, som Wilke foretog for MediaWatch i 2025. I den lyder konklusionen også, at DR’s nyheder ikke afholder danskerne fra at betale for andre nyhedsmedier. Her har 66 procent af de adspurgte nemlig svaret nej til spørgsmålet om, hvorvidt DR’s udbud afholder dem fra at betale for andre nyhedsmedier.

”Der passer tallene mere med vores resultater,” siger Kim Schrøder.

RUC-rapportens metastudie inddrager studier fra en række lande med public service-medier. Og i Storbritannien kom man for fem år siden også frem til, at man ikke kan finde en sammenhæng mellem stærke public service-medier og svagere private medier.

”Tværtimod – de steder, hvor public service-medier har store indtægter, har de private medier det også. Så det går lidt imod den der opfattelse, der har været fremherskende – at public service-medier udhuler markedet for private aktører,” forklarede Aske Kammer, der på det tidspunkt var lektor ved IT Universitetet.

Svært spørgsmål

I rapporten fra RUC kan man læse, at den primære grund til, at ellers betalende mediebrugere opsiger deres abonnement på et medie, er prisen.

”Det er den slags former for evidens, der gør, at vores konklusion nok er rigtig. Det er de samme tendenser, der gør sig gældende i Norge, England og Sverige,” siger Kim Schrøder.

Men man kan jo godt som mediebruger tænke, at prisen på et abonnement er for høj, når man jo netop kan få nyheder uden at betale andre steder, så er det ikke også et svært spørgsmål at svare på?

”Bestemt. Det er svært at finde ud af noget om det her, fordi det formentlig vil indebære, at man skal bede folk forholde sig til hypotetiske spørgsmål. Men jeg er også selv meget skeptisk over for hypotetiske spørgsmål, for kan folk overskue den situation?” spørger Kim Schrøder.

Danske Medier foreslår, at der bliver lavet en ny og bredere undersøgelse, der blandt andet skal tage højde for abonnentadfærd, annonceøkonomi, konkret medieindhold og de private mediers erfaring.

”Først da kan vi tale om et reelt oplyst grundlag, der kan danne grobund for en kvalificeret diskussion om public service-mediernes effekt på betalingsvilligheden,” siger Dicle Duran Nielsen i pressemeddelelsen.

Og det bakker Kim Schrøder op om:

”Vi kan kun være enige med Danske Medier i, at der burde iværksattes nogle undersøgelser, hvor man forsøger at få en bedre forståelse af de mekanismer,” siger han.

0 Kommentarer