Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
14:00 10.10.2023 Anna Sol Jørgensen

Danske Medier advarer regeringen mod konsekvenser for blade

Brancheorganisationen Danske Medier advarer nu regeringen mod at vedtage postloven, som den ser ud nu, fordi den vil kunne få konsekvenser for en række foreningsblade.

Det skriver Danske Medier i en pressemeddelelse.

Den nye postlov betyder, at foreninger ikke længere kan fritages for moms, når de sender medlemsblade ud. Det vil sige, at det kommer til at koste foreninger som for eksempel Gigtforeningen og Fagbladet 3F 25 procent mere at sende deres blade ud i fremtiden.

”Hvis ikke regeringen retter op på denne utilsigtede effekt af postaftalen, vil det ramme patientforeninger, faglige organisationer og mange andre foreninger, der distribuerer medlemsblade til danskere i hele landet. Derfor må der handles hurtigt, og vi går meget gerne i dialog med regeringen og embedsværket om at finde en holdbar løsning,” siger Mads Brandstrup, administrerende direktør i Danske Medier, i pressemeddelelsen.

De økonomiske konsekvenser ved den nye postlov advarede flere foreninger om, allerede inden loven blev vedtaget. Og her var det faktisk Danske Medier, foreningerne var vrede på, da brancheorganisationen havde foreslået at fjerne eller skære i PostNords befordringspligt, som blandt andet indebar, at aviser og oplysende blade kan bringes ud med PostNord, uden at udgiveren skal betale moms.

SENESTE NYT

Flere nyheder