Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
11:34 02.07.2026 Anna Sol Jørgensen

Dansk journalist har tilbragt natten i myggebefængt celle: Risikerer lang fængselsstraf

Dansk journalist har tilbragt natten i myggebefængt celle: Risikerer lang fængselsstraf

Ugandas sikkerhedsstyrker satte forleden ind med en aktion mod et privat mediehus. Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

Den danske fotojournalist Klaus Thymann, der er anholdt i Uganda, sidder fortsat bag tremmer.

Det oplyser det britiske journalistforbund, NUJ, til Journalisten.

”Han har brugt endnu en nat i en lille delt celle, hvor det sværmer med myg,” siger Tim Dawson, der arbejder for freelancere i NUJ.

Klaus Thymann er bosat i London og er dansk statsborger. Det danske udenrigsministerium oplyste i går, at ministeriet yder konsulær bistand til ham efter anholdelsen, men kunne ikke gå mere ind i sagen.

Ifølge Tim Dawson arbejder de danske diplomater og internationale parter dog på højtryk for at overbevise Ugandas myndigheder om, at det er bedst at deeskalere situationen og at løslade danskeren.

”Hvis det ikke lykkes, kan han blive sat for retten i dag. Hvis han bliver dømt, står han over for en meget stor bøde og op til 10 års fængsel,” siger Tim Dawson.

Klaus Thymann var ifølge NUJ i Uganda og håbede at få adgang til nationalparken i Rwenzori-bjergene for at dokumentere de smeltende gletsjere og var akkrediteret af NUJ og det internationale journalistforbund IFJ.

Fotojournalisten beskrev dog i fredags på X, at han blev nægtet adgang til nationalparken og nu var eftersøgt af myndighederne. Mandag blev han anholdt, og lokale myndigheder har oplyst til nyhedsbureauet AFP, at han har overtrådt love relateret til ”dyreliv”.

Anholdelsen skete, bare få dage efter at chefen for Ugandas sikkerhedsstyrker, Muhoozi Kainerugaba, har skrevet, at han ikke tror på en fri presse. Det skete, i forbindelse med en aktion mod det privatejede Nation Media Group-Uganda.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder