Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kig til Norge og kig til Sverige.
I de to lande er meget større åbenhed i forvaltningen, og det burde lovgiverne i Danmark lade sig inspirere af.
Sådan lyder en af konklusionerne i ’Magtudredningen 2.0’, der udkommer i dag.
Her har forskere fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet taget temperaturen på demokratiet og samfundets udvikling.
Et af nedslagspunkterne i rapporten er offentlighedsloven, som er på vej til at blive revideret, og her kan Danmark lade sig inspirere af Norge og Sverige.
”De har større gennemsigtighed i forbindelse med politiske beslutningsprocesser gennem bedre adgang til aktindsigt, uden at det politiske arbejde tilsyneladende lider stor overlast af den grund,” står der i rapporten.
Halter efter
’Magtudredningen 2.0’ følger op på den første magtudredning, der blev udgivet i 2003.
I løbet af de to årtier er der sket en indsnævring af åbenheden med indførelsen af den såkaldte ministerbetjeningsregel i 2013.
Konsekvensen er, at Danmark ”halter efter” vores skandinaviske nabolande, står der i rapporten.
Lektor på DMJX Thomas Pallesen er medlem af et lovforberedende udvalg nedsat af justitsminister Peter Hummelgaard, der skal undersøge, om der kan gives adgang til mere indsigt i de politiske beslutningsprocesser. I udvalget sidder repræsentanter for medier, ministerier, universiteter og interesseorganisationer.
En demokratisk hjørnesten
I det forberedende arbejde har udvalget kigget på erfaringerne fra andre lande – for eksempel Norge og Sverige, forklarer Thomas Pallesen.
”I Norge har de en offentlighedslov, der er væsentligt mere vidtgående end i Danmark. Her har myndighederne vænnet sig til at blive kigget efter i kortene. Sverige har også en mere vidtgående offentlighedslov end i Danmark, og det har man også vænnet sig til,” siger Thomas Pallesen.
Selv ser han ikke noget problem i, at Danmark går i samme retning som for eksempel Norge.
”Mig bekendt fungerer det udmærket for alle parter i Norge trods åbenheden.”
Thomas Pallesen ser aktindsigt som en hjørnesten i det danske demokrati.
”Derfor er det utroligt godt, at det er kommet med i magtudredningen, og at der er opmærksomhed om det.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.