Journalisten har dokumenteret, at den kendte konkursrytter Anders Bruun Hagn-Meincke har bedt sine ansatte om at logge ind bag mediers betalingsvægge for manuelt at kopiere indholdet, så det kunne versioneres til AI-artikler. Illustration: Rasmus Juul
Det vækker opsigt i store dele af mediedanmark, at en kendt konkursrytter har skabt et AI-medie, som systematisk bruger kunstig intelligens til at versionere ophavsretsbeskyttet journalistik.
Det siger flere af de berørte medier til Journalisten.
Journalisten har gennem et stort antal kilder dokumenteret, at konkursrytteren Anders Bruun Hagn-Meincke trods en konkurskarantæne er involveret i den daglige drift af ”medienetværket” MBDK, som ifølge ham består af 1522 lokalmedier.
Chefredaktør bliver vred
Reelt bygger store dele af artiklerne på mediet på AI-omskrivninger af danske mediers indhold, som automatisk feedes ind i MBDK, hvor det bliver omskrevet med kunstig intelligens.
Journalisten har også set dokumentation for, at Anders Bruun Hagn-Meincke har bedt ansatte om at hente indhold bag betalingsmure for så manuelt at kopiere det ind i AI-systemer for at lave omskrivninger.
Jeg bliver vred på mine medarbejderes vegne.
Louise Pettersson, Sjællandske Medier
Det gælder blandt andet Jyllands-Posten og Sjællandske Nyheder, hvis indhold bag betalingsvæg flittigt er blevet brugt i AI-omskrivninger hos MBDK.
Selve krediteringen er først sket i en dropdown-menu i bunden, hvor man som bruger aktivt skal trykke for at se, at kilden er Jyllands-Posten eller Sjællandske, og vel at mærke uden dybdelink.
”Jeg bliver vred på mine medarbejderes vegne. Det her ligner systematisk udnyttelse af lokale journalisters arbejde,” lyder det fra Sjællandskes meddirektør og ansvarshavende chefredaktør, Louise Pettersson.
Undersøger nærmere
Hun lægger vægt på, at husets journalister knokler for historierne, taler med kilder, tjekker oplysninger og hver dag står på mål for det, der publiceres.
”Derfor gør det stort indtryk, når medarbejdere skriver til mig, fordi de mener, de kan finde deres egne historier omskrevet på sites under MBDK. Man får lige en mavepuster midt i arbejdet - sådan tror jeg også vores journalister føler det,” fortsætter hun.
Hvor har de hans meninger fra, hvis ikke fra vores historie?
Tino Pedersen, chefredaktør på TV2 Nord
Hos Jyllands-Posten kan konstitueret chefredaktør Christina Agger på baggrund af Journalistens henvendelse konstatere, at der er et sammenfald mellem MBDK-indhold og indhold, som Jyllands-Posten har rettighederne til:
”Det gør naturligvis, at vi vil undersøge nærmere, hvordan deres artikler er blevet til – om der kan være tale om mulige krænkelser af ophavsretten, herunder også citatreglerne,” oplyser hun.
Planker meget ”gratis” indhold
MBDK laver i omfattende stil også AI-versioneringer af ”gratis” indhold fra eksempelvis TV 2-regionerne og DR.
MBDK henviser til udtalelser fra Jan Nymark Rose Thaysen, men citerer ham ikke direkte. Til TV 2 Nord har han givet et længere interview. Jan Nymark Rose Thaysen har oplyst til Journalisten, at han aldrig har talt med MBDK. Foto: Dokumentation / Screendump
Journalisten har forelagt en del eksempler for TV2 Nord og TV2 Østjylland. Samlet svarer de to regioner, at de tidligere har haft MBDK i kikkerten for netop ophavsretsbrud, men har vurderet, at det var vanskeligt at finde en juridisk rygende pistol:
”Det konkrete eksempel med rådmanden ligner imidlertid en rygende pistol, for hvor har de hans meninger fra, hvis ikke fra vores historie? Med de kyndige vurderinger, I her bringer frem fra flere sider, er det klart, at vi nu vil bede vores jurister kigge på det,” lyder det fra TV2 Nord-chefredaktør Tino Pedersen.
Her henviser han til, at både brancheorganisationen Danske Medier og en advokat med speciale i ophavsret vurderer, at der meget vel kan være tale om, at MBDK bryder ophavsretten med den konkrete praksis.
I det markerede afsnit har MBDK versioneret udtalelser, som en studerende har givet til DR's journalist. Vel at mærke uden kreditering. Foto: Dokumentation / Screendump
Sagen er helt ny for DR, lyder det fra Anders Emil Møller, som er ledende redaktionschef i DR Nyheder, efter Journalisten har fremhævet et par eksempler på AI-omskrivninger af DR's journalistik.
”Hvis DR bliver gjort bekendt med tilfælde, hvor vores journalistik er blevet delt på en måde, så ophavsretten er blevet krænket, så er det noget, vi vil undersøge og om nødvendigt forfølge. Det gælder også i det konkrete tilfælde, som vi nu vil kigge nærmere på,” udtaler han.
Kræver politisk handling
Hos Louise Pettersson og Sjællandske Medier kigger man nu med stor alvor på sagen og vil nu søge rådgivning i forhold til at tage øvrige skridt.
Hun kalder også sagen ”langt, langt større” end bare det isolerede tilfælde med MBDK og efterlyser politisk handling:
”I sidste ende handler det om, hvorvidt dem, der laver arbejdet, også har rettighederne til det. Kulturminister Zenia Stampe sagde for nylig til Berlingske, at AI ikke må stjæle. Det er et vigtigt princip,” lyder det.
Vi har brug for klare hegnspæle. Ellers er det vel ret nemt at se for sig, at man undergraver mediehusenes forretning.
Louise Pettersson, Sjællandske Medier
Det gælder ifølge Louise Pettersson både i forhold til udenlandske techgiganter, men også i de kommende år, hvor vi formentlig vil se flere eksempler på, at journalisters arbejde samles op og versioneres af kunstig intelligens for at blive brugt i andre medieudgivelser:
”Vi har brug for klare hegnspæle. Ellers er det vel ret nemt at se for sig, at man undergraver mediehusenes forretning - og i sidste ende vores væsentlige lokale demokratiske arbejde.”
Mailsvar fra MBDK
Journalisten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Anders Bruun Hagn-Meincke.
I stedet har vi fået et skriftligt svar på nogle af vores spørgsmål fra Lars Lund, som på papiret i CVR-registret er direktør for MBDK og bosat i Rumænien:
”MBDK tager ophavsret og god presseskik alvorligt. Langt størstedelen af vores indhold bygger på offentlige data og andre frit tilgængelige kilder, og det er vores klare hensigt at formidle nyheder og fakta inden for rammerne af gældende ophavsret,” skriver han i en mail.
Her anerkender han også, at ikke alt indhold har levet op til deres egen standard:
”Hvor vi bliver opmærksomme på konkrete fejl, ser vi på dem og retter dem, og vi har løbende skærpet vores retningslinjer for kildeangivelse og vores interne kontroller,” lyder det.
Journalisten har sendt en lang række yderligere spørgsmål om den tilsyneladende systematiske praksis og om Anders Bruun Hagn-Meinckes rolle i projektet, men det har Lars Lund ikke svaret på.
Lars Lund har tidligere oplyst i en mail til Journalisten, at Anders Bruun Hagn-Meincke alene bidrager som pensionist med ”rådgivning og sparring” efter behov.
Journalistens omfattende kildemateriale dokumenterer dog, at Anders Bruun Hagn-Meincke er yderst aktiv i MBDK, hvor han hyrer medarbejdere og anviser opgaver for dem i det daglige, ligesom alle ansatte, vi har talt med, betragter ham som den reelle leder.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.