
Stig Kirk Ørskov, adm. direktør i JP/Politikens Hus. Foto: Stine Tidsvilde
Kulturministeren og Folketingets partier bør bruge de kommende medieforhandlinger som anledning til at gentænke, om private medier i Danmark skal modtage produktionsstøtte.
Det skriver administrerende direktør for JP/Politikens Stig Ørskov i en kronik i Berlingske.
Her foreslår han, at der bliver igangsat en udfasning af den direkte produktionsstøtte til etablerede medier.
”Gerne skånsomt over 10-15 år, så medierne får god tid til at vænne sig af med støtten,” skriver han og fortsætter:
”For realiteten er, at det ikke blot er sundt for demokratiet, at de private medier klarer sig uden statens driftsstøtte. Det er også sundt for medierne. Og tilmed viser udviklingen, at medierne faktisk godt kan klare sig uden.”
Behov for uafhængige medier
Stig Ørskovs forslag kommer i forlængelse af, at brancheorganisationen Danske Medier har fremlagt et udspil, der skal skære den direkte driftsstøtte til enkelte titler fra 17,5 millioner kroner årligt til 14 millioner kroner om året.
Stig Ørskov, der også er næstformand i World Association of News Publishers, fremhæver i kronikken, at det går godt for pressefriheden i Danmark, og at der er langt til den statslige kontrol med medier, som ses i EU-lande som Polen og Ungarn.
Han fremhæver dog flere eksempler på, at staten blander sig i mediernes drift. Blandt andet peger han på DR og TV 2, hvis medarbejdere blev beordret hjemsendt af daværende kulturminister Joy Mogensen (S) i starten af coronanedlukningen i marts 2020, samt lukningen af Radio24syv.
Den helt aktuelle sag om, at cheferne for Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste i december indkaldte mediechefer til møder for at minde om, at det er strafbart at videregive lækkede oplysninger fra efterretningstjenester, bør tjene som et skrækeksempel, mener Stig Ørskov.
”Eksemplerne understreger behovet for, at vi i Danmark har private medier, som reelt er uafhængige af politiske og økonomiske interesser. Og ikke mindst uafhængige af staten,” skriver han i kronikken.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.