Kommunikation

Bluesky-bølgen er et varsel om politisk opdelte SoMe-platforme

Vandringen til Bluesky er de liberale og progressives modtræk til et mere højreorienteret X, siger rådgiver. Den slags knopskydning kommer vi til at se mere af

Kort efter det amerikanske præsidentvalg begyndte brugerne at strømme fra X over på det sociale medie Bluesky.

Flere har begrundet deres exit med, at X nu for alvor var blevet et politisk instrument for Elon Musk og Donald Trump.

Ifølge Thomas Albrechtsen, stifter af bureauet Common Consultancy, er det et tegn på, at vi ser ind i en SoMe-æra med mere politisk opdelte medier.

”Vi ser helt sikkert ind i en tid, hvor der er en større grad af politisk opdeling i brugerne på de sociale medier. I virkeligheden er vi der allerede. Den tendens kommer til at blive stærkere i fremtiden,” siger Thomas Albrechtsen i Journalistens podcast ’Budskab’.

”Vi kommer til at have en social medie-virkelighed, der vil fragmentere yderligere de kommende år,” siger han.

Politisk signalværdi i at forlade X

Nathalie C. Larsen, kreativ direktør i Lead Agency, ser også politisk signalværdi i at forlade X.

”Jeg synes efterhånden, at der er et politisk signal i at trække sig. Det her med, at man kan gå ud og lave et statement omkring, at nu vil jeg ikke finde mig i at bidrage til den her platform mere. Jeg identificerer mig ikke med det her medie længere. Det er et politisk statement,” siger hun.

Marcus Stoltze, chef for kampagne og sociale medier hos Dansk Erhverv, er også enig i, at de sociale medier bliver mere og mere fragmenterede. Men i forhold til X og Bluesky ser han én anden dominerende årsag til, at folk flygter, nemlig at X simpelthen er blevet et ringere produkt:

”Det, der er forskellen på X og Bluesky, det er, at moderationsværktøjerne er blevet dårligere og dårligere på X. Det tror jeg, der er rigtig mange, der er blevet trætte af,” siger han.

”Jeg tror, det er derfor, at der er virkelig mange, der siger, vi gider simpelthen ikke mere og flytter over til noget, hvor man i langt højere grad kan styre sit feed og lave moderation.”

Et modtræk til højreorienterede platforme

Ifølge Thomas Albrechtsen har udviklingen mod et mere fragmenteret SoMe-landskab i virkeligheden været på vej de sidste fire-fem år. Som eksempel nævner han flere højreorienterede sociale medier som Truth Social, Parler og Gab, der opstod på baggrund af en kritik af YouTube, Facebook og Twitters moderationspolitikker.

”Man skal huske, at højrefløjen, særligt i USA, har opfattet Facebook og Twitter som for venstreorienterede. Så to af de allerstørste platforme har der været højreorienteret kritik af i flere år,” siger han.

Rykket fra X over på Bluesky er ifølge Thomas Albrechtsen en del af den samme udvikling – bare med omvendt fortegn.

”Nu har du så Bluesky, der taler til en veluddannet, liberal, progressiv del af verdensbefolkningen. Til dem, som ikke ønsker at få Elon Musk-perspektivet på verdenssituationen,” siger han og sammenligner det med de amerikanske publicistiske medier, der i højere grad er præget af politisk opdeling.

Den udvikling kommer vi formentlig til at se også for sociale medier, mener han.

0 Kommentarer

Læs også

Bluesky

Bluesky for begyndere: Kan det blive et reelt alternativ til X?

25. NOVEMBER 2024
Bluesky

Interview med Bluesky: Vi er sikret mod milliardærer

27. NOVEMBER 2024
Sociale medier

Bluesky-verificering kan påvirke din ytringsfrihed

21. NOVEMBER 2024