
Foto: Mathias Svold / Ritzau Scanpix
Det er blevet for farligt for Berlingske-korrespondent Emil Rottbøll at arbejde i Rusland.
Det konstaterer avisen nu på baggrund af anholdelsen af den amerikanske journalist Evan Gershkovich.
Den amerikanske journalist arbejdede for avisen The Wall Street Journal og var på opgave i den russiske by Jekatarinburg, hvor han blev anholdt og siden sigtet for spionage.
Blev selv forfulgt i samme by
Netop Jekaterinburg har spillet en rolle i Berlingske-korrespondent Emil Rottbøls dækning af landet.
I september blev den danske journalist i forbindelse med en opgave i Jekaterinburg hængt ud som spion og måtte flygte ud af byen.
Ifølge Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup, var dækningen af Rusland allerede forbundet med stor risiko, men anholdelsen af den amerikanske journalist har gjort det for farligt:
”Internationale journalister risikerer nu uforvarende at ende i et russisk fængsel – også selv om de arbejder i landet med de russiske myndigheders tilladelse. Det står tilmed lysende klart, at Rusland ikke alene kan finde på at anholde en korrespondent, men også at fabrikere anklagerne,” skriver hun på Berlingskes hjemmeside.
DR-korrespondent forvist
Indtil nu har Emil Rottbøll officielt været den eneste danske journalist, der stadig havde Ruslands accept til at arbejde i landet.
I august sidste år blev muligheden taget fra DR-korrespondent Matilde Kimer, da hun i forbindelse med et forsøg på indrejse til Rusland blev tilbageholdt og siden nægtet indrejse i Rusland af ”sikkerheds- og forsvarsmæssige hensyn”.
Derudover er en lang række journalister fra store udenlandske medier også blevet smidt ud af landet.
Berlingske håber, at avisen på et tidspunkt kan vende tilbage til Rusland, men vil i den kommende tid dække Rusland ved en øget tilstedeværelse i de lande, der grænser op til Rusland.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.