AI-fejl

Berlingske-folk sender tanker til hjemsendt kollega: ”Ikke tale om ond vilje”

Forperson i DJ understreger, at det er ledelsens ansvar at sikre, at de ansatte er ordentligt uddannet til at bruge de AI-værktøjer, som ledelsen udstyrer dem med.

Der er ingen grund til at tro, at den Berlingske-medarbejder, som onsdag blev hjemsendt efter fejlagtig brug af et AI-værktøj, skulle have gjort det med vilje.

Det siger tillidsrepræsentant på Berlingske, Karl Kühlmann Selliken, til Journalisten.

”Alle vores tanker går til den hjemsendte medarbejder. Det er en rigtig kedelig og dum fejl, men det er mit klare indtryk, at der ikke er tale om ond vilje eller et forsøg på at snyde eller fuske,” siger han.

Fejlen resulterede i, at der i en artikel i avisen både blev opdigtet personer og citater.

Kunne være sket for andre

Den fejlbehæftede artikel er siden blevet rettet, og Berlingske har beklaget og oplyst, at den nu hjemsendte medarbejders artikler vil blive undersøgt af en ekstern konsulent.

”Den pågældende medarbejder har brugt et internt AI-redskab i strid med de meget klare retningslinjer for arbejdet med AI, som vi har på Berlingske,” sagde chefredaktør Tom Jensen onsdag til Berlingske.

Men spørger man tillidsrepræsentanten for mediehusets redaktionelle medarbejdere, kunne det lige så godt være sket for andre.

”Uden at gøre mig til AI-ekspert tror jeg, det er en fejl, som mange rundt omkring i vores branche kunne have begået. Nu skete det så hos os, men jeg kunne forestille mig, at det lige så godt kunne være sket alle mulige andre steder,” siger Karl Kühlmann Selliken.

Det er jo ledelsen, som har udstyret jer journalister med de her værktøjer. Er I uddannet godt nok til at bruge dem?

”Om vi er det eller ej, kan jeg ikke bedømme lige nu. Men jeg vil da i hvert fald sige, at det er en relevant debat, om vi er ordentligt uddannet,” siger han.

DJ: Det er ledelsens ansvar

Torsdag morgen var forperson for Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ), Allan Boye Thulstrup i DR’s P1 Morgen for at tale om sagen på Berlingske.

Her understregede han, at det i sidste ende er op til arbejdsgiverne at sikre, at folk kan bruge de redskaber, der bliver stillet til rådighed for dem.

”Det går rigtig, rigtig stærkt ude på redaktionerne med at bruge AI lige nu. Og når man stiller så kraftfulde maskiner til rådighed for folk, så har man også en forpligtelse til at sikre, at folk ved, hvordan de bruger de maskiner,” sagde han til P1 Morgen og tilføjede, at sagen for ham tyder på, at det ikke er lykkedes på Berlingske.

Også tillidsrepræsentant Karl Kühlmann Selliken påpeger, at sagen for ham understreger, at der er brug for at gøre det endnu mere klart for alle, hvordan man bruger og ikke bruger AI på Berlingske.

”Hvis nogen er i tvivl, så understreger det jo behovet for at gøre det fuldstændig tydeligt for alle,” siger han.

0 Kommentarer